Menu
 

Videre til indhold | Videre til menunavigation

Du er her: Forside Members AMatthiesen Jussi Adler-Olsen om de første læsestunder

Jussi Adler-Olsen om de første læsestunder

af Annette Matthiesen at 01/10 2008 12:15 |

Krimiforfatteren skriver: For mig begyndte fornemmelsen for læsningens mysterier langt før skolealderen. På datidens båndoptager, en tussegammel fonogram med lakvalser, indspillede min far sin oplæsning af Disneys særhæfte "Askepot", så man kunne sidde og bladre til hans stemme.

Senere forærede han hver af os fire børn et komplet sæt Politikens Stjerne-hæfter, billigudgaver af verdenslitteraturen med så fantastiske forsider, at begæret efter at sluge indholdet blev enormt. Særlig Des Asmussens illustration på forsiden af nr. 15, "Jernvognen" af nordmanden Stein Riverton, pirkede til fantasien. Det forestillede et dødsmærket ansigt, der stirrede ind ad et vindue. Min far, der som læge ellers var vant til betydeligt mere end lidt af hvert, blev så påvirket af dette blodige ansigts gustengrønne grumhed, at han i sit eget eksemplar stregede ansigtet over med utallige blyantsstreger. Uhyggen havde gjort sit indtog i familien. Unægtelig et vigtigt skridt videre for en spændingsforfatter in spe.
Siden blev det til de klassiske Perlebøger og hermed også Carit Etlar, Kaptajn Marryat og mange af datidens andre populære forfattere. Og når læsehastigheden ikke længere kunne følge med trangen til handling for alle pengene, så blev de udødelige historier indtaget i tegneserieform i Illustrerede Klassikere. Især dette smittede eventyrligt af på mine danskstile.
For det var historiernes handling, der drev mig mod litteraturen i stort og småt. Først i gymnasiet fik selve skrivekunsten og sprogets mangfoldigheder sit tag i mig. Det var Steinbeck, Dickens og Sallinger, der førte an, og store mængder af enhver stilart fulgte i kølvandet.
Ingen tvivl om, at jeg allerede dengang vidste, hvilken vidunderlig oplevelse det måtte være, at kunne leve af at skabe sit eget univers og eget sprog.
Og det blev så den yderste konsekvens af denne erkendelse, som I læsere nu må døje med på tusindvis af sider.
Så velbekomme og god fornøjelse, siger jeg. "Fasandræberne", "Kvinden i buret", "Washington dekretet", "Og hun takkede guderne" (Firmaknuseren) og "Alfabethuset" venter.

Jussi Adler-Olsen kan frem til medio nov. 2008 opleves følgende steder:

Bogmessen i Forum:
Lørdag den 15.11. 08 kl. 11.15
Søndag den 16.11.08 kl. 16.00

Foredrag:
1/10 Egtved bibliotek kl. 19-20.30
23/10 Hovedbiblioteket i Århus kl. 18.30-19.30
28/10 Viborg bibliotek kl. 17-18

Signeringer
3/10 Hillerød - Slotsarkaderne, Bog & Idé - aften
10/10 København, Strøget, Bog & Idé - kl. 19 (kulturnat)
11/10 Glostrup Centret, Bog & Idé kl. 13-14
23/10 Århus, gågaden, Gads boghandel 15-16
3/11 Odense C., B&O bøger kl. 16
8/11 København, Strøget, Illum kl. 13-14
14/11 Roskilde, Stændertorvet, Flensborg Bog & Idé kl. 15-16