Skilsmissedigte på Lygten Station
Mandag d. 9. november dannede Lygten Station ramme om digtoplæsning ved Lone Hørslev, der også bød på intim bonuskoncert
Lone Hørslev sidder i en dybrød læderstol med sin digtsamling ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” i hænderne. Bogen er karakteristik hvid mod hendes sorte tøj og sorte hår. Og hendes røde læber gør opmærksom på det farlige indhold. Med øvet stemme læser hun sine skilsmissedigte op.
Digtene myldrer med skadedyr og giftige planter, der skal bekæmpes på lige fod med de svære tanker omkring ægteskab og forliste forhold. Her er de store følelser skrevet ud af den hverdag, der faldt fra hinanden.
Hun er en travl digter disse dage, og måske også en lidt træt digter. I hvert fald har hun indkaldt sin musikalske partner Mads Mouritz til at hjælpe med at spille op under anden halvdel af denne mandag aften. Deres improviserede koncert indtager rummet på intim vis med numre fra deres album ”Blik Bang Bang”.
Lygten forvandler sig til en privat stue, hvor der bliver drukket rødvin, og man kommer hinanden ved. De to optrædende træder ned fra scenen og ser hinanden og deres publikum i øjnene. Og ligesom Mads Mouritz’s guitarkabel skærer sig vej tværs gennem stolerækkerne, bryder Lone Hørslevs tekster med blodig vold og stille smerte ind i vores hjerter.
Af Marie Ellebæk Sivertsen, stud.mag. og festivalgæst
