Mandag 26 Februar 17:00 - 18:30

Lig&Lyt til Alen Mešković – Special Edition!

Vi kaster sækkestolene i ladcyklen og indstiller gps’en til kultur- og fritidsborgmesterens kontor på Københavns Rådhus, hvor Niko Grünfeld, i anledning af litteraturfestivalen kbh læser 2018, overlader sin borgmesterstol til anmelderroste Alen Mešković, mens vi andre får lov at sætte os til rette i krøyerkugler og rådhusstole i spændt forventning på at lytte til oplæsningen af Mešković’ kommende roman. Rygtet vil vide, at Mešković vil give os en teaser på to andre manuskripter, han også er i gang med. Vi kan ikke få armene ned! En rød tråd igennem Mešković’ kommende udgivelser er efter sigende, at MANIFESTationen af drømme er et gennemgående og tilbagevendende greb. ’Hvorfor?´må vi spørge Mešković om, når vi mødes på borgmesterkontoret d. 26. februar.

Det bliver vores 8. Lig&Lyt og i modsætning til de forrige syv udgaver, adskiller denne Special Edition! sig først og fremmest og åbenlyst på location men også på tidspunkt, for søndag er skiftet ud med mandag, og formiddag er skiftet ud med tidlig aften. Hvad der imidlertid ikke er anderledes er, at det er gratis, det er for alle, og det er med oplæsning af et endnu ikke udgivet værk af en allerede anerkendt forfatter. 

Da kultur- og fritidsborgmesterens kontor blot fylder en lille del af Rådhuset, er arrangementet begrænset til 40 deltagere. Derfor skal du huske at rekvirere en gratis billet lige her: https://billetto.dk/e/lig-lyt-til-alen-meskovic-special-edition-billetter-260661 

Vi har ladet os fortælle, at borgmesteren glæder sig til at byde velkommen på kontoret til halvanden times litterær fordybelse. Vel mødt! 

Småvigtig info lyder:

- Medbring din billet og mød op ved bagporten på Københavns Rådhus inden kl. 16.50 hvorfra vi følges op til borgmesterkontoret. Kom i god tid. Bagporten finder du på bagsiden af rådhuset overfor brandstationen.

- Da der kun er et begrænset antal pladser, vil vi gerne opfordre til, at man afbestiller sin billet, hvis man alligevel ikke kan komme – så kan en anden få glæde af den i stedet. 

Lig&Lyt… 
…til Alen Mešković indskriver sig i en række af nærværende, vedrørende, rare, nysgerrige og mindeværdige arrangementer, hvor publikum får et sneak peak ind i endnu uudgivede værker med unikke indblik i forfatternes processer, sårbarheder, overvejelser, tvivl og intentioner til følge og med muligheden for at stille spørgsmål, reflektere og kommentere på det oplæste. 

Alen Mešković…
…er født i Bosnien i 1977, og har boet i Danmark siden 1994. Han debuterede med den anmelderroste digtsamling Første gang tilbage i 2009. Hans romandebut, Ukulele-Jam (Gyldendal 2011), blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris og oversat til ni sprog. Romanen er desuden sat op som teaterstykke i Tyskland. I 2012 modtog Alen Mešković Statens Kunstfond treårige arbejdsstipendium. Romanen Enmandstelt (2016), en selvstændig fortsættelse Ukulele-jam, er oversat til fire sprog.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox