Menu
 

B

Bech, Christoffer Gertz: Dansk digter, illustrator, tegner og freelance skribent for blandt andet Samvirke, Oxygen og Historie. Han havde sin forfatterdebut med digtsamlingen ’Grøn for bouzouki og klarinet’ i 2007, der refererer til Nis Petersens digtsamling ’For tromme og kastagnet’ fra 1951. Digtsamlingen er en vandring gennem et halvt hundrede digte, der blandt andet bringer os til Athen, Stalingrad, Trieste, Istanbul og København. Han har senest udgivet ’Den Sorte Bog’ om absint i 2010.

 

Beck, Hanne Richardt: Dansk forfatterinde. Hanne Richardt Beck har en omfattende romanproduktion bag sig og er i dette efterår aktuel med '7 Sydøst' - en ildevarslende fremtidsvision om Danmark anno 2034. Hun debuterede i 1993 med romanen ’De brune øjne, Arthur’, hvor hun beskrev besættelsestiden i Danmark og dens stød op i århundredet, der er et af de dominerende temaer i hendes bøger.

 

Bitsch, Mikael: Overlæge ved Rigshospitalet. Han har igennem en lang årrække forsket i livsstil, overvægt og mad som medicin. Han har desuden været med til at skrive ’Det helbredende køkken’, som blev udgivet i år.

 

Bjerre, Kasper: Dansk digter. Han er aktuelt med sin første digtsamling ’Trådløs’ fra i år, der er skrevet i et råt sprog og med en rytme, der rastløst driver læseren gennem sms-beskeder, drukture og ungdommens ulidelige lethed.

 

Blendstrup, Jens: Dansk forfatter, performer og redaktør på tidsskrift og forlaget Øverste Kirurgiske. Ud over sit forfatterskab, hvor han har skrevet noveller, digte, romaner og radiospil, optræder han også med - hvad han kalder - litterær hypnose sammen med kollegaen Lars Bukdahl og med sit lyriske band ’Frodegruppen 40’.

 

Blædel, Sara: Dansk krimiforfatterinde. Hun kæder krimiplot og opklaringsarbejde sammen med moderne kvindeliv og samfundsrelaterede emner i sine kriminalromaner. Hun skabte i 1993 krimiforlaget Sara B og debuterede i 2004 med romanen ’Grønt slør’. Senest kom ’Dødsenglen’ i 2010.

 

Boberg, Thomas: Dansk digter og forfatter. Han debuterede som forfatter med digtsamlingen ’Hvæsende på mit øjekast i 1984 og har siden opnået bred anerkendelse med rejseerindringerne ’Sølvtråden’, ’Marokkansk Motiv’, ’Americas’ og ’Invitation til at rejse’. Boberg har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris to gange - for rejsemindebogen ’Americas’ og digtsamlingen ’Livsstil’. Han skriver til ’Lyrik på recept’ under kbh læser.

 

Böttcher, Bas: Tysk forfatter og slampoet. Han var medstifter af den tyske poetry slam-scene og vandt i midten af halvfemserne flere poetry slam-priser blandt andet det første poetry slam-mesterskab i 1997. Efter flere plader og mindre publikationer udkom han i 2004 med sin første roman ’Megaherz’, der også var hans største litterære værk. I 2006 udgav han ’Dette er ikke en koncert’ og i 2009 ’Neonomade’.

 

Brixvold, Jeppe: Dansk forfatter. Han har taget Den Danske Filmskoles manuskriptforfatteruddannelse og underviser nu på Forfatterskolen. Foruden skønlitteratur skriver Brixvold litterær essayistik, og han har redigeret to antologier om og med dansk kortprosa. Jeppe Brixvold debuterede i 1990 med romanen ’Ja, Daniel’ og har siden skrevet en lang række eksperimenterende romaner – og en del essayistik. Senest udkom ’Forbrydelse og fremgang’ i 2007.

 

Brown, Cindy Lynn: Dansk/amerikansk forfatter. Hun har udgivet ’Ildebefindende’ i 2010, ’Korrektur’ i 2009 og medvirket i otte antologier. Hun har desuden været indstillet til Trekantsområdets debutantpris og Danske Banks debutantpris, begge i 2009.

 

Bruun, Sarah Elise: Forfatterstuderende på Forfatterskolen. De studerende fra den nuværende årgang på Forfatterskolen har skrevet digte, der kan læses og høres på VÆGGEN.

  

Bukdahl, Lars: Dansk digter og litteraturanmelder for Weekendavisen. Han har publiceret i tidsskrifterne Hvedekorn, Den Blå Port, Passage og Øverste Kirurgiske. Fra 2008 har han været lyrikredaktør for Hvedekorn. Som ordrig litteraturanmelder gennemfører han en konsekvent æstetisk kritik med forkærlighed for form- og sprogeksperimenter. Han skriver til ’Lyrik på recept’ under kbh læser.

 

Bøgelund, Cav: Tegneserietegner og filmskaber. Han har skrevet siden midten af 90’erne og senere i samarbejde med andre forfattere. Han skrev og udgav ’NecrOpliS’ med Simon Petersen, og vandt i 2004 prisen som Årets danske debut på komiks.dk. I 2006 kom ’BlodBryllup’, som han udformede sammen med Henrik Rehr.