H - J
Hall, Martin: Dandy, punker, digter og lydkunstner. En af Danmarks mest produktive og alsidige kunstnere. Allerede som teenager skrev han dansk musikhistorie som bannerfører for det eksperimenterende punkmiljø med epokegørende projekter som 'Ballet Mécanique' og 'Under For'. Siden har han eksperimenteret med en mangfoldighed af udtryk og har bevæget sig flanøragtigt mellem populærkultur og avantgarde. I bogform har han senest markeret sig med romanen 'Kinoplex' i 2010.
Helle, Helle: Dansk forfatterinde. Hun debuterede i 1987 under navnet Helle Krogh Hansen med novellen ’Et blommetræ’ i Dagbladet Information. Senere tog hun sin oldemors efternavn Helle, og det var under det navn, hun udgav sin første roman ’Eksempler på liv’ i 1993. Hun har i år udgivet ’Dette burde skrives i nutid’. Helle Helle deltager til kbh læser med børnebogen ’Min mor sidder fast på en pind’.
Helle, Merete Pryds: Dansk forfatterinde. Hun debuterede i 1990 med novellesamlingen ’Imod en anden ro’, som hun skrev, mens hun gik på Forfatterskolen. I 2000 fik hun et gennembrud med romanen ’Fiske i livets flod’. Hun har skrevet bøger i forskellige genrer og excellerer i digital litteratur, fx sms-noveller. Ud over prosa for voksne har hun skrevet børnebøger, anmeldelser, essays, radiospil, sonetter, radiospil med mere.
Hesselholdt, Christina: Dansk forfatterinde. Hesselholdt er et af hovednavnene inden for dansk 90'er-minimalisme. Med kortprosasamlinger som ’Hovedstolen’ og ’Det skjulte’ har hun været med til at udvikle og cementere punktromanen som genre. Ofte er hendes bøger svære at kategorisere genremæssigt – eksempelvis ’Eks’, der udelukkende består af replikkerne i en dialog mellem to mennesker. Hun skriver til ’Lyrik på recept’ under kbh læser.
Heisz, Tommy: Dansk forfatter og journalist. Han har været med til at grundlægge forlaget Byens Forlag. Han debuterede i 2008 med ungdomsromanen ’Måske i morgen’ og er aktuel med sin seneste digtsamling ’I udkanten’.
Hjort, Cecilie Lolk: Dansk digter og samfundsdebattør. Hendes værker handler blandt andet om nærheden mellem mennesker på trods af deres forskelligheder. Hun har udgivet tekster i Hvedekorn, såsom ’Ordkide’ og ’Spring’. I 2006 udgav hun den fiktive brevsamling ’Små eksplosioner - Breve fra Josef’ og i 2010 ’Noahs Ark’ og ’Fremkaldelsen’. Senest har hun udgivet punktromanen ’69’ her i 2011.
Høeg, T.S.: Musiker og forfatter. I en række bøger har han udfoldet en løssluppen samfundskritik - digtene ’Amokoma’ fra 1982 og i romanen ’1/2 så gammel som tiden’ fra 1987, i ’Gutboy’ fra 1996 og ’Ramt af jordens midte’ i 1998, der blander fiktion og rejseskildring.
Hørslev, Lone: Dansk forfatterinde og digter. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2003. Debuterede med digtsamlingen ’Tak’ i 2001 og har siden blandt andet skrevet romanerne ’Fjerne galakser er kedelige’ i 2005 og ’Naturlige fjender’ i 2008. Lone Hørslev modtog Michael Strunge-prisen i 2004 og Jytte Borberg Prisen i 2009. Hendes seneste udgivelse er ’Sorg og camping’ fra i år.
Høxbroe, Claus: Dansk digter, forfatter, underviser og en af den danske spoken word-scenes mest aktive skikkelser. Han har udgivet beat-digtsamlingen ’Hylet fra gaden’, spoken word-albummet ’Sluk lyset’ og singlen ’Storyteller’ med Kurt Thyboe. Han deltager tillige på Bogforum med sin nyeste plade ’Beat’ lavet i samarbejde med Umpff (Morten Langkilde).
