Kærlighedens paradokser af Thomas Bredsdorff

Intet kræver større mod end at elske. Det er nemmere at nøjes med samlejer og venskaber, hver for sig eller samtidig, men uden at svøbe dem ind i kærlighedens tossede tale. Og dog. For vi ved ikke noget der giver vores liv tydeligere mening end at elske.

Af alle menneskelige indstillinger er kærlighed på en gang den mest håndgribelige og den mindst begribelige. Man kan nære kærlighed, man kan længes efter kærligheden, man kan plages af den – det er oplevelser der er til at tage og føle på. Men vil man sætte dem på begreb, forsvinder de mellem hænderne på en.

Et af kærlighedens mange paradokser er at den, modsat tyngdekraften, kan tiltage ved afstand og aftage ved nærhed. Jo større hindringer der er for kærlighedens udfoldelse, jo voldsommere kan den føles. Holberg sagde det med et vandet billede: ’Kærlighed er ligesom et oprørt hav, hvilket jo mer det indskrænkes og indknibes, jo mer bruser det.’

Den slags kærlighed er et europæisk fænomen, som er opfundet i 1200-tallet, da trubadurer skrev ømme digte til deres elskede, der gerne var en gift frue fra de højere lag, som den fattige poet ikke kunne nærme sig i virkeligheden, men elske desto højere i fantasien. I Indien eller Kina er den slags kærlighed ikke blevet dyrket som hos os.

Urhistorien handler om Tristan, der blev sendt til Irland af sin onkel, kong Mark, for at hente hans vordende brud Isolde. På rejsen forelskede de to unge sig i hinanden. Det er hvad der kan ske. Men det bemærkelsesværdige er at de ikke gjorde noget forsøg på at stikke af sammen. Tristan overgav pligtskyldigst sin elskede til kongen, som hun så giftede sig med. Når de unge senere sneg sig til at være sammen, var det lige ved at de kedede sig. Men når de så vendte tilbage til hver deres plads, hun som dronning, han som undersåt, kom der ny gang i følelserne.

Det er åbenbart ikke bare græsset der er grønnere inde hos naboen; det er også naboens kone.

Denne tristanisme, fascinationen af kærligheden på afstand, har sat sit spor op gennem århundrederne. Romeo og Julie i Shakespeares tragedie elskede hinanden højest, når det var mest forbudt. Også Wagners kærlighedsopera bygger på fascination af adskillelsen. Hans skildring af Tristan og Isoldes kærlighed kulminerer i adskillelsens logiske slutpunkt: døden.

Men også i muntrere udgaver af kærligheden kan man spore den paradoksale blanding af ønsket om nærhed og behovet for afstand.

*

”Efter at have elsket ligger vi tæt sammen/ og på samme tid med afstand mellem os”, skriver Henrik Nordbrandt i sit digt ’Sejlads’. ”Som to sejlskibe,” fortsætter han og udfolder så en hel skibslignelse til kærlighedens opklaring. De to skibe sejler om kap ”uden at et af dem på noget tidspunkt/ forsøger at sejle det andet agterud” – en sælsom kapsejlads – men også ”uden at afstanden mellem dem/ formindskes eller forøges en smule”.

De elskende kan også være som to illuminerede luksuslinere, der ligger side om side i stille vejr under en fremmed himmel og ”uden en eneste passager om bord”, mens violiner spiller på de tomme dæk. Så kommer den mærkelige, mangetydige slutning:

”Og havet er fuldt af gamle, trætte skibe

som vi har sænket i vores forsøg på at nå hinanden.”

Tæt adskilt, i hinandens favn, sammen og dog alene, midt i en krigsskueplads, hvis ofre minder en om at det at nå hinanden ikke blev til mere end et forsøg.

*

Filosofferne og psykologerne har svært ved at komme så tæt på sagens kærne som poeterne. Akademisk prosa kræver jo at paradokser skal opløses i deres bestanddele. Ved samme lejlighed forsvinder let duften af kærligheden. For Freud var kærligheden ikke meget andet end sublimeret seksualdrift og sentimentalitet. Et skalkeskjul for den sande virkelighed: kønsdriften.

Så genkender man mere af den menneskelige kærlighed i de bedste religiøse tekster. ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.” Det er det afsnit af Paulus’ Første brev til korinterne der slutter med de uforglemmelige ord: ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Hvilken kærlighed, kan man spørge, og nå til det beskæmmende svar at kærligheden til Gud, fædrelandet eller Partiet tit har vist sig mere varig end kærligheden mellem mennesker.

Ekstremistiske kristne korsfarere dræbte frejdigt muslimer af kærlighed til deres egen hellige bog og dens gud under korstogene i middelalderen; fundamentalistiske muslimer dræber med mindst samme iver kristne og jøder med en tilsvarende begrundelse i dag. Stor ondskab er udøvet i kærlighedens navn. Kærligheden til deres gud får ondskabens udøvere til at føle sig skyldfri.

Den hjemvendte, fraskilte soldat der dræber sine børns mor, gør det af kærlighed; ligesom Medea myrdede sine egne børn af kærlighed til deres far Jason og af vrede over hans nye ægteskab. Jalousien er kærlighedens sorte skygge.

Det er endnu et af kærlighedens paradokser at betegnelsen kan bruges både om at elske sin elskede og at dræbe sine fjender. Begge dele kan ske med den passion, som er en af kærlighedens fremtrædelsesformer.

*

Nej, vi når nok aldrig frem til en definition af kærligheden, der kan omfatte alle dens mange former. Kærligheden er umulig og uundværlig. Det samme gælder samtalen om den.

”Kærligheden kan man aldrig forklare, men hvad var vi dog for nogen, hvis vi ikke forsøgte?” siger P.O. Enquist i flere af sine romaner om kærlighedens væsen. Måske er selve driften til at forstå kærligheden halvdelen af dens uudgrundelige væsen.

THOMAS BREDSDORFF

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox