De tyske romanmænd af i dag

De tyske romanmænd af i dag

Af Alexander Cammann

alexander-cammann

Hvad er det for en type mand, som de tyske forfattere i dag smider på briksen og dissekerer i samtidens tyske litteratur? Alexander Cammann giver os en rundtur i litteraturens maskuline landskab.

Det er ikke let at være mand – slet ikke som person i en roman. Hvor vanskeligt det kan være, kan ingen for tiden vise mere storslået end Karl Ove Knausgård. I hans store romancyklus, ”Min kamp”, lides og drikkes der alt, hvad remmer og tøj kan holde. I heltens liv følger der, efter møjsommeligt tilkæmpet lykke, atter og atter det store forlis. Også i Tyskland har nordmanden Knausgård en kæmpestor fangruppe. Hans bøger bliver slugt med begejstring af både kvinder og mænd, fordi de synes at gengive et ægte drama i livet. Og ser forfatteren ikke også enormt godt ud, som en moderne viking?

Men spørgsmålet er, om mændene i moderne tysksproget litteratur kan følge med. De har egentlig stor erfaring: mænd har altid gennemgået kriser i tyske bøger. Goethes Werther skød sig en kugle for panden i fortvivlelse over ulykkelig kærlighed i det 18. århundrede. Thomas Buddenbrook kunne ikke standse sit Lübeck-firmas fald i det 19. århundrede, og Thomas Mann lod dermed også familien Buddenbrook gå til grunde.

Hvordan ser romanmændene ud i dag? Der er for eksempel den besatte topmanager, Rainald Goetz, født 1954, et enfant terrible i tysk litteratur, der i 2015 fik den mest betydningsfulde tyske litteraturpris, Büchnerprisen, for romanen ”Johan Holtrop”. Den skildrer en koncernchef, der er forvænt med succes og beruset af sig selv og stimulerende tabletter. Men han går efterhånden i opløsning, mister magten på chefetagen og til sidst sit liv. Så nøjagtigt er den iskolde svindler-verden i de skinnende højhustårne vist aldrig før blevet dissekeret: mænd og magt – og et dybt fald.

Der findes imidlertid ikke kun den vanvittige chef, men også træmanden, der søger efter livets mening. Stephan Thome lader, i sin roman ”Fliehkräfte”, en 60-årig filosofiprofessor fra Bonn tage på en spontan rejse gennem Frankrig og Spanien, for hans job på universitetet keder ham, hans kone realiserer sig selv i Berlin, og der sker ikke længere meget i hans hverdag. Men han ved ikke rigtig, hvad han vil og hvorhen - et typisk mandeproblem?

De lytter i hvert fald efter i sig selv, de tyske romanmænd af i dag. Og de tyske forfattere lytter som læger til deres heltes hjerter og hører på dem som psykoanalytikere. Ulrich Peltzer skildrer i sin roman ”Das bessere Leben” (2015) to globalt agerende managertyper med omskiftelige liv, hvor succes og kriser griber ind i hinanden – og som begge tidligere, i 1970’erne, troede på en anden, mere retfærdig verden. Den påvirker dem stadig, den længst glemte fortid, man slipper ikke af med den, og den kommer overraskende igen i billeder og drømme.

I det hele taget er det en verden af i går: Den bliver stadig vigtigere for manden af i dag, når han vil finde sin identitet. Botho Strauss, der ved siden af Heiner Müller er den vigtigste dramatiker i de seneste årtier, er nu 70 år og har skrevet en lille bog om sin far: ”Herkunft”. Det er blevet en kærlig bog: Sønnen har tidligere, som så ofte, slet ikke forstået sin far og afvist ham. Nu hvor han selv er i faderens alder, nærmer han sig ham, ser, hvor han kommer fra, og hvad der var hans drømme og grænser. Og en helt anden, rystende tilnærmelse til en far foretager Ralf Rothmann i sin nyeste roman ”Im Frühling sterben”. Faderen blev som ung soldat i Værnemagten i 1945 tvunget af overordnede til at skyde en ven – et traume om skyld og svigt, som Rothmann rekonstruerer uden at være anklagende, i en enkel, bevægende prosa.

Derimod går det vildt til i en ung mands drømme i 1960’erne. Frank Witzel fik i 2015 Den Tyske Bogpris for bedste roman med den nok mest komplicerede titel i lang tid: ”Die Erfindung der Roten Armee Fraktion durch einen manisch-depressiven Teenager im Sommer 1969”. I den dukker de forrykte børne- og ungdomsverdener op i den forbundstyske provins omkring 1968. Popmusik bliver opdaget, fjernsynet, en ungdom i en mindre by, de skurrile familieverdener mellem traditionskatolicisme og forsigtig seksuel befrielse – Witzel skildrer unge mænds store drømmeverden dengang. En anden mandedrøm, nemlig fra det sene DDR i 1989, fortæller Lutz Seiler, der i 2014 fik Den Tyske Bogpris for ”Kruso”- Titelpersonen er en karismatisk type på øen Hiddensee i Østersøen, der vil grundlægge et fælleskab af ligesindede frihedssøgende på øen for at forhindre, at de frihedselskende forsøger at flygte fra DDR-diktaturet over Østersøen til Danmark og derved tit omkommer. Kruso satser derimod på et mærkværdigt andeforbund, som han er hemmelig leder af, men også denne mandefantasi går naturligvis til grunde, ligesom DDR i 1989.

Ja, de kan være meget mærkelige, mændene i moderne tysk litteratur. Men deres skæbner er ofte spændende og underholdende læsning – og vi må ikke glemme den 87-årige langtidskronikør af den mandlige krise. Martin Walser kredser i utallige romaner om mandens problemer, der naturligvis til syvende og sidst altid kan reduceres til fire bogstaver, også i hans foreløbig sidste roman ”Ein sterbender Mann”: Eros.

Derfor er det selvsagt lindrende i denne række af mandlige forfattere, at der nu er en kvindelig forfatter, der i sin roman skildrer hele 12 mænd. Monique Schwitter, der stammer fra Schweiz, men bor i Hamborg, blev sidste år fejret for sin roman ”Eins im Andern”. Heltinden i romanen panorerer hen over forskellige former for kærlighed – en kvinde og hendes 12 helt forskellige, sympatiske eller væmmelige mænd, mellem banalitet og vanvid, sørgmodighed, vid og lykke. Vi mænd kan efter alle vores kriser i hvert fald være glade for, at en klog kvindelig forfatters blik kan være så kærligt.

© Goethe-Institut Dänemark, online redaktion, februar 2016 Alexander Cammann er tysk journalist og skriver bl.a. for DIE ZEIT.
Oversat fra tysk af Jytte Heine.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox