Amdi Silvestri: En manifestation

af Amdi Silvestri

Forestil dig dette billede, hvis du tør:

En mager skikkelse i blafrende gevandter træder ud af luften, og lander med en dump lyd på toppen af en marmorsøjle. Skikkelsen har manifesteret sig selv på stennålen, hvis od er er boret gennem luften og hele vejen ind til verdens kerne. Nålen vibrerer, et termometer i kød, en brod i et øje. Omkring søjlens krop bølger en suppe af mørkt stof, den slags der findes bag lukkede øjne og midt om natten. Mørket bevæger sig klæbrigt og organisk, det er en betændelsestilstand fyldt med pibende rotter og slanger så lange som synder mumlet i en skriftestol. Så slår skikkelsen hænderne sammen, et skarpt knald skiller verden, og der bliver lys.

Der er ingen søjle og intet mørke. Det var blot noget du forestillede dig. Hvad der er, er kun det helt normale og vanlige.

Der er arbejde, og der er skole, og der er kærester og der er indkøbscentre fyldt med varer. Folk passerer hinanden. De er indkapslet i hver deres liv. De er universer. De er byggesten. De er kugler skudt fra kano-ner, der kun sjældent peger på hinanden. De hvisker ord, der er næsten umulige at høre. De er fingre der lukker sig om håndtag og skæfter. De er accepten af at hvert øjeblik det skal være, kan der opstå en kollision så den blide verden omkring dem slår revner.

Horror er så oprindelig, at den er kodet i alle. Horror er en grundtilstand. Den står i opposition til civilisation, for den lurer under vores venlige fernis af hvidklædte smil og fortæller os, at alle vores love og regler udelukkende er skabt for at holde det rædselsvækkende i ave. Horror fortæller den sandhed at virkeligheden ikke er statisk. At der selv i vores polerede verden er en helt reel risiko for, at det vi betragter som ægte og sandt på et øjeblik kan forvitre, og at der lige bag blændværket venter noget grimt og uladsiggørligt.

Dette potentielle sted strømmer konstant, og forandring er et ubetinget gode, ikke sandt? Vi forandrer os selv, i legeme og i ånd, efterhånden som vi vokser. Vi forbedrer os, hver eneste gang vi presser vores krop til at gøre det engang umulige og for hver bog vi læser, forvandler vi os til mere nuancerede versioner af os selv. Samtidig skal vi finde vores kerne og sanse vores oprindelse, vi skal stå ved det vi altid har været. Ser vi tusind monstre udklækkes i vores ansigt, husker vi hvor smukke vi engang var. Muterer sygdomme i hjernevæv, ved vi pludselig hvad vores værdier er, i takt med at de forsvinder. Vi skydes til med forandring, men i horrorens rige er et anker, hvis takkede tand er boret ned i gravmuld.

Horror er manifestets antitese. Det er umuligt for rædslen at lægge afstand til det, der kom før og proklamere sig det exceptionelt nye, for horror ved hvor den stammer fra. Den forstår at den er skabt før mennesket, og mennesket blot har taget den med sig, gjort den til en del af hvad det vil sige at leve. Horror bor i støvet, når grave åbnes og mosdækkede knogler falder ud på jorden. Den er til i lægens venteværelse. Den findes når kærlighed slukkes og den man engang elskede ser på en med askeblik. Den er central og essentiel. Den er den jord, hvori den selv er begravet, evig uden at rådne. Den er grum, men den er også helt vidunderlig.

Begge tanker pilker angst, ikke sandt? Det vi ikke kender til, er pr. definition skræmmende, fordi det er ukendt. Vi ved ikke hvordan vi reagerer på det. Måske er det, når alt kommer til stykket, vores egen reaktion vi frygter mest. Det vi kender til er ikke mindre skræmmende, for som nævnt, bor der i det vante en frygt for at det krakelerer og styrter sammen om ørerne på os. Rædslen for det ukendte og rædslen for det kendte. Det er modsætninger, det er fantasifostre og børn stegt i fedt fra deres forældre. Hvorfor være bange for det grimme og uladsiggørlige? Ligger der ikke i alt umuligt også en skønhed, klar til at blive plukket af den, der ser det fantastiske? Alt denne uhumskhed og lykke kan ske per stedfortræder, gennem knitrende bogsider hvor rædslerne bryder sidens to dimensioner og manifesterer sig til tre i din fantasi.

Er du forvirret? Er du fanget i en udgave af kaos, hvor det ikke helt er gået op for dig, hvad disse ord handler om? Så skal du turde at slå dine hænder sammen. Et skarpt knald vil skille verden, og der bliver mørkt.

Du står på en søjle på kanten af det ukendte. Vinden river i dit tøj, og under dig er kun en gnidret malstrøm. Marmornålen dirrer af seismisk aktivitet. Du ved, at der er et udbrud undervejs. Det er tumult, der er uorden, men alligevel virker det velkendt. Du aner konturer af det, du er bange for. At tabe din forstand. Vampyrer. Levende dukker. Sygdomme. Din eks-kæreste. Dig selv. Malstrømmens øje betragter dig, cirkler langsommere og langsommere.

Det er dit valg. Du kan slå hænderne sammen, forsvinde fra det her sted og igen se det hele udefra. Eller du kan samle hænderne over hovedet, og tage et spring ud i horrors univers, for der at lære frygten at kende. For kun dem der lader sig skræmme når de er i sikkerhed, kan navigere i frygten, når den bliver virkelig.


Dansk Horror Selskab.
Dansk Horror Selskab (DHS) blev stiftet i 2011, og foreningen sigter efter at etablere genren horror som en ligeværdig genre i det litterære landskab. DHS uddeler hvert år prisen for Bedste Danske Horror-udgivelse på Krimimessen i Horsens. I øjeblikket tæller foreningen omkring 50  medlemmer. A. Silvestri er forfatter og formand for Dansk Horror Selskab. Han skriver i alle genrer.
Illustration af Tom Kristensen.
Uddannet fra Kolding Designskole og har sidst illustreret Martin, en tegneserie om Martin Luther.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox