Anbefalinger

Vækst som opvækst og udvikling fra landbrugssamfund til industrisamfund

frank-jensen

Frank Jensen, Overborgmester

Pelle Erobreren er en fantastisk bog, som jeg varmt anbefaler alle at læse. Bogen udkom for over 100 år siden, men giver en spildlevende og relevant skildring af vækst. På den ene side Pelles personlige vækst fra kuet og fattig bondedreng på landet på Bornholm over lærlingetiden i Rønne til fagforeningsmand og arbejderleder i København. På den anden side samfundets udvikling fra landbrugssamfund til industrisamfund, og den vækst, som muliggør velfærdssamfundets opbygning. Og hvis man synes, bogen er for tung, så kan filmen også varmt anbefales.

 

Sproglig vækst og naturens mangfoldighed

niels

Niels Offenberg, festivalleder kbh læser

Naturen er for mig en stor og helt igennem kværnende "ting" ("maskine" ville være en fornærmelse), der vokser vildt og uhæmmet. Vi forsøger lejlighedsvis at begribe den i teori om evolution og prøve at kaste et formål ned over den, som den alligevel vokser ud af; gennem sprækker og i bogstaveligt i utallige retninger. Vi kan heldigvis slet ikke forstå dens uendelighed og den ubegribelige tid, den har vokset og udviklet sig igennem. Og så er vi selv en del af den. 

Og i al vores gøren og laden vokser der heldigvis også litteratur ud af os, gror på vores tanker, står ud fra af os og husker os på, at vi heldigvis heller ikke kan begribes under formål og entydige retninger. Noget af den litteratur mimer i sig selv naturens vokseværk, så vi får bare et lille indblik ind i de uanede muligheder, blindgyder og kombinationer, som naturens grænseløse vækst er - og som litteraturen også kan være. Hele tiden en myriade af valg og fravalg, drejninger, nye former og kombinationer, der ikke er set før.

Peter Adolphsens "En million historier" er et meget konkret eksempel på det, hvor man håndgribeligt selv bliver både forfatter og læser, når man med bogen i hånden kan kombinere dens tekstbidder på 1 million(!!) måder. Det er svimlende mange og dog alligevel en fin lille bog. Man bliver i al den skønne afmagt stillet overfor de mange muligheder mindet om, hvor rigt litteraturen kan vokse og hele tiden skabe nyt. Adolphsen skriver i en tradition fra Raymond Queneau (så læs også ham!); jeg kommer også til at tænke på Inger Christensens "Alfabet", der også vokser vildt og på den måde også mimer naturens uendelige vækst. 

 

Vækst og undergangsvisioner

jon

Jon Auring Grimm, Eksistensfilosofisk Akademi

Jon er sur! Han hader vækst! Det vil sige det økonomiske vækstparadigme, der er fuldstændig har fortæret et ellers udmærket begreb. Han er så træt af det, at det ansporer ham til at skrive om sig selv i tredjeperson.

Ting og sager der vokser har Jon det ellers overordnet fint med. Planter. Hår. Væsener. Organer. Men det økonomiske vækstparadigme, den normative fordring om at vækste (et ord der i sig selv er tegn på en åndelig nulvækst), det hænger ham langt ud af halsen. Hvorfor? Fordi det er blevet en selvkørende diskursiv maskine, der anser sig som mål i sig selv og sin optik som nødvendig! Vi skal vækste (ikke vokse). Vækste os selv ihjel. Betragt blot denne lettere omskrivning af slutningen på Morten Nielsens geniale digt ”Jeg ser nu i nat”:

”Du skal [vækste] og blomstre og sætte dine frø. [Er du] endnu for ringe til at dø”?

Og det bringer os netop hen til Jons anbefaling. I Edgar Allen Poes ”Samtalen mellem Eiros og Charmion” møder vi to engle, der efter jordens undergang snakker om hvorledes det er kommet så vidt. En komet havde dristet sig tæt på jorden, hvilket blandt andet havde forårsaget en eksplosiv vækst blandt planter såvel som sind, for i sidste ende at forbrænde og fortære hele jorden. Poes undergangstanker formilder Jon igen…

 

Vildtvoksende formater

louise

Louise Sommer Hendriksen, Kbh læser

I min yndlingsbog “House of Leaves” af Mark Z. Danielewski findes væksten i en nærmest paranormal hallway, som udvider sig og trækker sig sammen efter egen vilje, i temaet om familiekærlighed og vrangforestillinger, samt i bogens vildtvoksende form. ”House of Leaves” foregår i flere spor: Et, hvor hovedpersonen Johnny Truant får adgang til en afhandling om en real life horror movie, som måske, måske ikke findes, og et spor som er denne afhandling om ”The Navidson Record”, samt til sidst et omfattende appendiks med noter og breve. Mens Truant læser om filmen, flyder fantasi og virkelighed sammen for ham, og resultatet er mildt sagt paranoiainducerende, men også forunderligt smukt.

Vækst kan også være opvækst, som udtrykkes vanvittigt og velskrevet i Katherine Dunns ”Geek Love”. Historien er fortalt af Oly Binewski, som er født ind i sin families omrejsende cirkus’ freak show. Hendes forældre har gennem moderens graviditeter eksperimenteret med stoffer og radioaktiver for at avle så interessante, og dermed indbringende, børn som muligt. Oly er skaldet, pukkelrygget, albinistisk, dværgvækstet og underkuet af sine mere interessante søskende med varierende grader af storhedsvanvid.

Min sidste vækstanbefaling er ikke en bog, men en video af den amerikanske digter Steve Roggenbuck, som er blevet kaldt ”internettets Walt Whitman”. Hans youtubevideoer blander syret humor med inspirerende og motiverende udsagn, råb og en hektisk klippestil.

 

Kropsvækst, hårvækst, brystvækst og seksuel vækst

emilie

Emilie Bernt Haag, Kbh læser

Med vækst som tema vil jeg gerne slå et slag for 5. udgave af Kvinde kend din krop. Klassikeren kan følge og vokse med dig hele livet, men den 5. udgave har også et mål om at "gøre op med de restriktioner, vi lægger på os selv."

Kvinde kend din krop handler altså ikke bare om den fysiske kropsvækst fra vi får vores første menstruation til vi går i overgangsalderen, om hårvækst, brystvækst og seksuel vækst. Det er en simpel bog, der meget åbent og ærligt sætter fokus på, at du besidder potentialet til at vokse som kvinde - som menneske - hvis du da ikke allerede er i gang med det. Bogen understreger, at det ikke bør være muligt at reducere kvindekroppen til et æstetisk objekt, og derfor mener jeg, at det er en bog alle burde læse – også mænd! – for at bidrage til væksten af den kropslige frigørelse.

 

Kritisk tænkning frem for resultater og ønsket om den evige fremvækst

pernille

Pernille Ramsdahl, Kbh læser

Første gang jeg læste Brian Friels Translations (1980) anede jeg ikke, hvad jeg skulle tænke om den, men det er en af de der bøger, der bare bliver ved med at vokse. Sproget vokser, mens det sjovt nok langsomt forsvinder i bogen, hvor englænderne kommer til en lille irsk by for at kortlægge det nye engelske imperium. Det viser sig ikke at være så ligetil at strømligne hverken den irske kultur eller sprog, og indbyggerne er bestemt ikke lige glade for at blive ”moderne”.

Not For Profit – Why Democracy Needs the Humanities (2010) af Martha Nussbaum er et stort argument for, hvorfor humaniora er essentiel. Hvorfor? Fordi vi ikke kun bliver formet hjemmefra, men også i uddannelsessystemet igennem de humanistiske fag, der plejer og prioriterer empati, bred viden og kritisk tænkning frem for resultater og ønsket om den evige fremvækst.

 

Menneskelige vækst og vækst som samfundsanliggende

stine-zink

Stine Zink Kaasgaard, Eksistensfilosofisk Akademi

Oprindelse af ordet vækst, som vi finder det beskrevet i Den Danske Ordbog: “oldnordisk vöxtr, gotisk wahstus afledning til vokse 'udvikle sig; spire’.” Denne voksende og spirrende tilbøjelighed er således noget mennesket deler med alt levende, men altså også noget vi har bragt videre til de (samfunds)systemer, vi har skabt omkring os (økonomiske, politiske, teknologiske). Derved kunne spørgsmålet blive, hvad er det væsentlige i den menneskelige vækst og kan den overhovedet adskilles fra vækst som samfundsanliggende? I sin trilogi om “drengen” (og meget og mange andre) tager Jón Kalman Stefánsson dette spørgsmål op. Ikke som stillet direkte, naturligvis, men som en underliggende summen i den tilbagevendende konflikt mellem digte og klipfisk, mellem musik og moderne brønde, mellem havet, der opsluger alt og alt det, der kan vise sig som værdifuldt i den tid, der gør sig gældende for os på en strandet og stridende landjord. Der gives ikke nogen svar, heldigvis, men havets brænding synes altid voldsomst, mest lidenskabelig og dødelig, der hvor den rå (natur)nødvendighed står lige overfor mennesket, som et i lærdom voksende og i kærlighed skabende væsen. Første bind i trilogien hedder “Himmerige og helvede”. Hermed være den og det på det varmeste anbefalet.

 

Forfatterskaber, der bare vokser og vokser

stine-hofmeyer

Stine Hoffmeyer, Bibliotekar

Vækst i litteraturen kan blandt mange andre ting være et forfatterskab, der bare vokser og vokser.

Kaster man ordet vækst ned over min egen bogreol hjemme i stuen, er der især én forfatter, som har sat sig tungt på hyldepladsen – og han har efterhånden fulgt mig igennem et halvt liv. Lige siden jeg i 3.G. skulle vælge en bog at analysere til ”Den store skriftlige opgave”, og valget faldt på John Irvings ’The Cider House Rules’, er hans bøger bare vokset og vokset på mig. Det stopper aldrig.

I november 2012 deltog jeg i en forfatterevent på Kulturværftet i Helsingør, hvor Politikens Henrik Palle interviewede Mr. Irving himself på husets store scene i to eventyrlige timer. Her fortalte John bl.a. om sit forhold til det at skrive (han kender f.eks. bogens slutreplik, inden han overhovedet har opfundet begyndelsen), til det at være amerikaner (som han aldrig helt har kunnet identificere sig med), til hans, pænt negative, forhold til Hemingway (”He didn’t have a philosophy of writing. He had a philosophy of women and drinking”), og han valgte så utrolig enkelt og mega spot-on at beskrive sit samlede forfatterskab med ordene ”I write comic novels about tragic things.”

Manden nærmer sig de 75 år samtidig med, at hans litterære karriere snart har eksisteret i et halvt århundrede. Når den en dag hører op, vil han fortsat leve videre hjemme hos mig i den hvide bogreol.

 

Åndelig vækst og dannelsesromanen

jan

Jan Michael Hansen, Kbh læser

Livshistorier er fascinerende. I skønlitteraturen er livshistorien det bærende element i de klassiske genrer, dannelsesromanen og udviklingsromanen. Alle verdens temaer kondenseret ned i et liv og en historie.

I min sommerferie, det evige symbol på nulvækst, læste jeg Patti Smiths selvbiografi Just Kids. Man tænker næppe på den amerikanske drøm, når man tænker på Patti Smith, men hun er ikke desto mindre en klassisk succeshistorie. En historie om vækst fra at være intet til at være noget.

Patti Smith vokser op på landet. Flytter til New York som 18-årig og lever på gaden, sover i parker, sulter og alt, hvad der skal til. Det er svært at undgå romantikken og ikke mindst, at den kammer over i det sentimentale. Den unge Patti Smith møder den unge Robert Mapplethorpe, det kan ikke blive mere romantisk, han redder hende simpelthen fra en ældre mands skumle hensigter, om natten i en park.

De bliver begge til berømte kunstnere, hvor vildt. Væksten er rush i fortællingen. Alle klicheer skete i virkeligheden. Men bogen skildrer også, hvordan de vokser fra hinanden. Omkring 1975 bliver Patti berømt, og her siger bogen ’klip’, og alt man får er en lille løsrevet epilog fremme ved nutiden.

Det er et meget fint klip. For så handler det alligevel ikke om succesen, om modningen. Den hårde dom ligger i bogens titel: Just kids. De blev aldrig voksne, de var bare børn. Forvoksede børn. Det synes at være et gennemgående tema, at folk der bliver meget berømte, ikke rigtig kan blive voksne. Sådan virker Patti Smith ikke i dag, hun ligner det, vi kalder en voksen og moden. Men blev hun det, gjorde hun det ikke i den del af historien, vi læser, den der spændende væksthistorie. Det fandt sted bagefter. I det sorte hul mellem fortællingen og nutiden. Fascinerende.

 

Hylet der vokser, ondskaben der vokser

15168913_1281482685206781_8957168571674128998_o

Dennis Jacob Rosenfeld,litteraturnørd

Jeg er generelt ikke glad for ordet 'vækst', faktisk afskyer jeg det, og mit had til ordet er kun overgået af det had jeg føler for 'vækste'. Derfor er de tre bøger jeg har valgt centreret om en helt anden fortolkning af ordet.

"Howl" af Allen Ginsberg er et voksende hyl! Et hyl som vi endnu engang har brug for, med den stigende ulighed og højredrejning af Europa såvel som USA. Hylet skal vokse, indtil ingen kan være det overhørig. Bogen er måske det bedste langdigt nogensinde. Læs den i originalen. For meget går tabt i oversættelse.

"The Lucifer Effect" af Philip G. Zimbardo er beretningen om Stanford Eksperimenterne i 1972 der gik grueligt galt og afslørede præcis hvor let mennesket lader sig forføre af ondskaben. Den spredes og vokser, som vi ser det på den ekstreme højrefløj. Vi må ikke være blinde for hvor hurtigt den vokser og "The Lucifer Effectgiver en afgrundsdyb indsigt i dette.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox