Kaspar Colling Nielsen: Bæredygtighed, sundhed og vækst

Det er egentligt et underligt ord – bæredygtighed. Jeg mener, vi ved jo godt, hvad det betyder, men ordet er underligt, når man tænker over det og udtaler det: bæredygtighed. Når nu jeg skal skrive noget om det, kan jeg ikke lade være med at tænke over det på en ny måde. Jeg går ud fra, at det oprindeligt er et ingeniør-begreb, der henviser til de bærende dele af en konstruktion. Bæredygtigheden af en bjælke i et tag kan beregnes og beskrives matematisk. Jeg var engang i Pompei, der, som alle ved, blev ødelagt af et vulkanudbrud for to tusind år siden. Men mange af husene står endnu med deres rigt udsmykkede stuer og rum, overdådigt malede vægge og kunstfærdigt anlagte små haver. Man kunne endnu se, hvor en café havde ligget og let forestille sig, hvordan folk havde stået der og spist oliven eller suppe en morgen, mens de betragtede livet på gaden. Der var også dele af et tempel derinde og en sportsarena. Da jeg forlod byen, passerede jeg et lille skovområde med nogle enorme pinjetræer, og mens vi gik der, slog det mig, at der var en  påfaldende lighed mellem oldtidens søjler og pinjetræernes stammer, at de måtte have set dem og efterlignet dem i deres byggerier. Måske udgjorde stammer fra pinjetræer endda de første søjler i de første templer? En anden gang var jeg i Afrika. Jeg boede i Namibia i Sydvestafrika og var på et tidspunkt ude at se et termitbo. Termitboer er de der fire-fem meter høje jordforhøjninger, som man jævnligt ser i landskabet i Afrika. Termitboer kan være hundrede, ja, tusinder af år gamle. De består alle af en søjlegang, som er størst i omkreds forneden, og som snævrer sig ind, som den snor sig mod toppen, der ender i en spids. I boet er der forskellige etager. På én etage opbevarer de æggene, som dronningen har lagt på en anden etage. På en tredje etage har de bladlus, som de holder som husdyr. De gnider dem over bagen, så de udskiller et sekret, som de spiser og fodrer deres larver med. På en fjerde etage har de marker, hvor de dyrker svampe, og de sørger hele tiden for at luftfugtigheden er optimal, for at svampene kan gro. Der er hverken for koldt eller for varmt. I den nederste del af søjlegangen er søjlerne tykkere, og der er flere af dem end oppe mod toppen, hvor de er færre og tyndere. Men de nederste skal jo også bære hele boet. Da jeg så termitboet, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor de vidste det fra, disse små insekter, disse små termitter, som myldrede rundt mellem hinanden. Hvordan kender de til de matematiske beregninger, som beskriver bæredygtigheden af de søjler, de opfører? Hvor ved de det fra?

Jeg vil ikke være sund, men jeg vil heller ikke dø. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det ikke var et mål i sig selv at blive gammel. For hvad hvis man levede et ulykkeligt liv eller et liv i smerte? Så ville hver dag jo blot være en forlængelse af ens pinsler. Eller endnu værre: hvad hvis man levede et liv, hvor man ikke rigtig mærkede noget? Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det ikke var et mål i sig selv blot at leve så længe som muligt, men det er det nok, for jeg vil virkelig ikke dø. Jeg har ikke spor lyst til at dø. Jeg vil helst slet ikke dø, hvis jeg havde valget. Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville dø, som man spørger folk, om de vil have dessert på en restaurant, så ville jeg overveje det, slå mig på maven og sige: “Nej tak, jeg springer over.” Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg ikke bare ville blive så gammel som muligt, og at jeg derfor havde levet livet, som var hver dag den sidste. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg ofrede mig for skønheden, da den var truet af grimhed, og at jeg kæmpede med livet som indsats for retfærdigheden, da den blev undertrykt af onde kræfter. Jeg ville i det mindste ønske, jeg kunne sige, at jeg tog chancerne, da de bød sig, og at jeg gjorde det så godt, jeg kunne og lidt til. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg valgte kærligheden, da den viste sig, selvom jeg vidste, at den kunne knuse mig med sit lys. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg valgte sorgen, da min mor døde, da jeg endnu blot var en stor dreng, for sorgen er også en del af livet, og et liv uden sorg er ikke et helt liv og derfor ikke et godt liv. Jeg ville af hele mit hjerte ønske, at jeg kunne sige alt dette.

Det er så lidt naturen skal have, før den folder sig ud. Hvis et barn graver et hul i jorden og forlader det, vil det i løbet af nogle uger blive fyldt med regnvand, hvor der med tiden vil opstå fisk. Fiskene kommer, fordi fugle bærer fiskeæg fra andre søer i deres fjerdragter og afleverer dem, når de lander på vandet for at drikke eller svømme eller for at stå i vandkanten og vaske sig.

Jeg så engang et kalkbrud, hvor affaldsjorden var opdæmmet til en bakke ved siden af selve bruddet. Bakken var vel omkring 30 meter høj. Svaner svømmede majestætiske og alvorlige rundt i det lysende blå vand mellem de hvide kalkbanker, og på bakkens top, hvor vinden tog en i håret, kunne man se marker og små byer i kilometers omkreds hele vejen rundt. Der var masse af frugtbuske deroppe, og af en eller anden grund havde en masse harer slået sig ned der.

Jeg læste for nyligt, at vegetationen på Sprogø har ændret sig, siden Storebæltsbroen blev opført i 80’erne. Der er kommet en del planter, som oprindeligt stammer fra Syd- og Centraleuropa. Man mener, det skyldes, at frø fra disse egne er blevet transporteret med de mange lastbiler, som hver dag passerer broen, og at en del af disse planter har kunnet overleve der, fordi der er særligt tørt og usædvanligt mange solskinstimer. En lund af æbletræer, ferskentræer og tomatplanter er også opstået på øen, fordi skrog er blevet kastet fra biler og tog, dengang man kunne åbne vinduerne i kupeerne. Af en eller anden grund er der en del mus, rotter og harer på øen og den sjældne grønne frø, som jager ved at springe op af vandet og gribe insekter i luften. Den grønbrogede tudse er også rigt repræsenteret. På Sprogø yngler desuden over 70 forskellige fuglearter, og øen benyttes af over 120 forskellige trækfugle hvert år som rasteplads. Sprogø er derfor nu blevet fredet pga. sin sjældne og helt særegne natur, selvom øen ret beset ligger lige op af en motorvej og en højhastighedstogbane.

 


Kaspar Colling Nielsen

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox