Blågårdsgade - gaden hvor selv frisøren er lyrisk

Tekst og foto: Pernille Kjær Ramsdahl

Et sted der emmer af litteratur og især lyrik er Blågårdsgade og Blågårds Plads. Her er lyrik så naturlig en del af miljøet, at det er at finde overalt; ikke kun på biblioteket, men også i gadens forretninger som cafeerne Harbo, Props og nyåbnede Sorte Firkant, pladebutikken Insula, Koncertkirken og endda frisøren Kipo – for bare at nævne nogle. Det er desuden også stedet, hvor det er mest sandsynligt at se en dansk samtidsdigter drikke kaffe.

Blågårdens Bibliotek, der ligger på Blågårds Plads, har en profil som biblioteket, der henvender sig til det yngre publikum i aldersgruppen 15 til 35 år, hvorfor de også bruger eksperimenterende materialer som spil og undergrundslyrik fra mindre forlag og eksperimenterende måder at formidle på. De sidste par år har de haft et øget fokus på lyrik, der er blevet en populær genre især blandt de yngre læsere, mens det for andre fortsat opfattes som svært tilgængeligt og højtideligt. Biblioteket har derfor fokuseret på at afmystificere og normalisere lyrik, så de ikke-lyrisk kendte opdager det som en jordnær litterær form frem for en elitær, højtidelig og svær form. Derfor kommer lyrikken ud af tyggegummiautomater eller hænger på et poetree, bogstavelig talt et udstillingsobjekt, der ligner et træ og kun udstiller lyrik, på Blågårdens Bibliotek. 

Biblioteket både samarbejder med og ligger i forlængelse af kulturhuset Støberiet, der er en del af KulturN, som skal skabe kultur for Nørrebro, og Kommunal Kunst og Teknik, der er en forening, et arbejdsfællesskab for kunst og teknologi og en platform for kulturprojekter. Stederne har masser af tiltag og arrangementer, som er værd at undersøge, hvis man er kulturinteresseret, lige såvel som de nogle gange huser litterære arrangementer.

 

_MG_0185

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox