Blog-besøg: Blodige ord, bognørder og højt til loftet på en søndag eftermiddag

IMG_8095

Ann-Kristine Hald fra bloggen ”Ord fra en bibliofil” har været rundt på festivalen og leveret følgende indtryk:

I samarbejde med bogbloggen Mellem-Linjerne åbnede KBH Læser søndag eftermiddag op for at kunne afholde et bloggerarrangement med krimier som hovedtema. 40 bogbloggere var kommet fra nær og fjern, et par forfattere, et par forlagsmedarbejdere og et par interesserede i bogbloggerverdenen og krimier. At være på et bibliotek efter lukketid er ikke noget jeg oplever ofte og her var der pyntet op med gule afspærringsbånd på både borde og på scenen.

Pigerne bag Mellem-Linjerne lagde ud med at fortælle hvorfor de havde arrangeret denne dag og Louise fra KBH Læser supplerede med et par ting. Dagens første oplægsholder var forfatteren Thomas Clemen, hvis interimistiske Powerpoint bestående af ophængte plancher handlede om hans nye bog ”Jeg er Sif”, som er den 3. fra hans hånd og som er første bind af en serie på 5 planlagte bind. Clemen fortalte om hvordan hans skriveproces havde været og hvordan man i nogle perioder skriver mere end andre samt hvor meget en dedikeret redaktør kan hjælpe en forfatter til at gøre hans/hendes bog endnu bedre. Camilla Høy, som er pressechef inde på Politikens Forlag, overtog dernæst den lille scene, hvor hun fortalte om hvordan bogbloggere er forskellige fra avisanmeldere og hvordan passionen hos bogbloggere virkelig skinner igennem i deres anmeldelser. Hun havde taget et par af forlagets egne krimiforfattere med og den første af disse var Jacob Weinreich, som er den ene halvdel af både Anna Ekberg og A.J. Kazinski. Han fortalte om hvordan det var at arbejde med forskellige idéer under forskellige pseudonymer og hvordan den første roman fra hans og hans samarbejdspartner Anders Rønnow Klarlunds hænder var blevet skrevet.

Julie Hastrup trådte op på scenen efter en lidt længere pause i programmet og hun er netop kommet over på Politikens Forlag. Hendes krimiserie om Rebekka Holm er efterhånden ved at være oppe på 6 udgivne bøger og hun fortalte om både sin inspiration til at skrive indenfor krimigenren og særligt hvordan hun har researchet til den nye bog ”Mirakelmanden”. Efter Hastrup blev scenen givet videre til Lotte Petri, som ligeså er krimiforfatter. I hendes oplæg hørte vi både om hvordan hendes far havde arbejdet på en underafdeling til det psykiatriske hospital Sct. Hans, da hun var barn og hvordan hun gør alt hvad hun kan for at hendes bøger er realistiske (også selvom det betyder at opsøge eksorcist for at stille spørgsmål til den nyeste bog ”Djævlens Værk”).

IMG_8011

Næste oplæg denne søndag blev holdt af Rikke Andrup, der tidligere har været bogblogger og som nu også arbejder som forlægger på forlaget ”Drømmefangeren”. Hun snakkede om vigtigheden at holde en god tone i anmeldelserne, da vi som læsere ikke har brugt så lang tid på at læse bogen som forfatterne har brugt på at arbejde med den. Netop forholdet mellem forfattere og bogbloggere kom forfatteren Anika Eibe og bogbloggeren Kathrine mere ind på i dagens sidste samtale, hvor hovedspørgsmålet ”hvordan skal en forfatter reagere, når hans/hendes bog er blevet anmeldt uanset om det er ros eller ris?” blev vendt utrolig godt.

Sidste mand på scenen blev festivallederen for KBH Læser Niels Offenberg, der fortalte lidt om festivalen og hvordan den udvikler sig fra år til år og hvordan indspark er hjerteligt velkomne. Pigerne fra Mellem-Linjerne takkede for dagens fremmøde og lidt efter lidt begyndte folk at finde mod indgangen akkompagneret af et Arnold Busck-net med gaver fra arrangørerne og deres samarbejdspartnere og roen sænkede sig efterhånden endnu en gang, da oprydningen satte i gang og jeg smuttede ud på Krystalgade, hvor jeg efter en kort snak med en kombineret mad- og yogablogger gik ned mod Nørreport med et net på armen og en hjerne fuld af nye informationer om bøger, blogs og forfattere.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox