Blossom Dearie

Jeg hedder Morten og jeg er vild med Kærlighed.

Lige meget hvornår og hvor jeg støder på den, rører den mig, og jeg synes, jeg får lidt af den på mig – selvom jeg måske slet ikke har noget med lige præcis den kærlighed at gøre. Den er som fodsvamp. Den smitter. Der findes tusindvis af forskellige slags kærlighed. Hundredevis af måder at være håbløst forelsket på. Et utal af variationer af hovedkulds forelskelser, og ulykkelig kærlighed fås i alle størrelser og mål. Vi møder den hele tiden. Kærligheden. Når den støder ind i os og enten skubber os ud over kanten, eller når den viser os andre, som falder og falder og falder – så skal vi tage den til os. Lade den gøre sit arbejde ved os og i os. Jeg møder kærligheden her og der. I morgen og i går og nu. Sidst jeg mødte den, var da jeg satte en LP på med den amerikanske, meget kælne og meget husmoragtige jazzsangerinde og pianist Blossom Dearie. Det var aften, og min familie, som kommer fra alle steder i verden, var næsten faldet i søvn. Jeg lukkede døren ind til mit gule rum, hvor jeg har mine plader og mine pladespillere, og satte pladen på. Jeg havde fundet den tidligere på dagen og tænkte, det var alt for længe siden.

Lige så snart Blossom begyndte at synge, smeltede jeg sammen med rummet; med min kop kinesiske Puh Erh the; en bunke papirer og min trøje, som jeg bare havde smidt skødesløst henover en eller anden træstol. Alting i værelset flød sammen. Jeg var mit skrivebord, og det var mig. Den flettede afrikanske kurv med alle opladerne og jeg hørte sammen. Perkussioninstrumenterne fra Brasilien voksede sammen med min ryg. De gule gulvbrædder sugede mig fast og ind i sig. Kvitteringerne, jeg havde samlet i to plastikposer, som  jeg skulle huske at aflevere til min revisor, kravlede ud og hen til mig, op på mig. Og langsomt blev jeg også en kvittering. Langsomt faldt den ene efter den anden LP ud af min forholdsvis store og lange pladereol – ud. Ned på gulvet og ned på mig. Jeg har mange plader, og til sidst var jeg helt og aldeles dækket og kunne kun høre Blossom synge svagt inde fra min hule af Lp-covers og vinyl. Hun sang om at sidde på hinandens knæ; om ikke at åbne, når det ringer på; om ikke at fortælle, at man har fået telefon; om at drømme om en familie og om små børn; om at bage kage og om, hvor lykkelig man kan være, når man bare er to, som er vilde, vilde, vilde med hinanden.

Og så sluttede pladen. Krishsj, krishsjjj, krishsjjjjj sagde pickuppen, da den stødte mod rillernes afslutning. Jeg gravede mig ud, skubbede pladerne til side med min fod og børstede lige støvet af mit tøj. Løftede pickuppen op og lagde pladen i coveret, slukkede lyset og kyssede min sovende kæreste på hendes mund og lagde mig i sengen ved siden af hende.

Jeg elsker jazz. Jeg elsker Lp’er, selvom det er noget vrøvl at sige. Jeg elsker ”Tea for Two”, når Blossom Dearie synger den. Men vigtigst af alt. Jeg elsker.

Morten Lindberg

“Oh, honey

Picture me upon your knee

With tea for two and two for tea

Just me for you and you for me alone …”

Tea for Two: Writers: Irving Caeser, Vincent Youmans

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox