Dansk Standardpoesi

Dansk Standardpoesi

af Jon Auring Grimm

MP dsp 2

Spånplader og containermål

De standardiserede mål for byggevenlige spånplader er 122x220 cm. Tykkelsen kan variere mellem 10 og 22 mm alt efter ønske og behov. Skal man bygge et transportabelt rum, der kan være i en container, er standardmålene 220x220x220/355 cm - dansk standard. Det synes ikke umiddelbart at have meget med poesi at gøre, men når man vil give poesien vægge, døre, gulv og tag, når man vil bygge et alternativt rum, der bryder med og udfordrer de institutionelle rammer for formidling og præsentation af poesi, kan disse standardmål være yderst anvendelige.

De lavpraktiske hensyn, mødet med standardiserede mål for plader af træspåner, lim og voks, containernes standardmål, samt ambitionen om at skabe et alternativt rum, hvor poesien i bredest mulige forstand, kunne trives, ansporede Maya Peitersen til oprette totalinstallationen Dansk Standardpoesi. Et møde mellem det konkrete og det abstrakte; et poetiske rum, der kan opstilles hvor end det skal være, på gader og stræder, inde og ude; et poetisk rum, der kan huse kunstoplevelser i form af skulpturelle rum, billedkunst, oplæsning, performance og musik. Dansk Standardpoesi er dermed både et mobilt museum, der kan huse udstillinger, som man kan besøge og træde ind i, samt en ramme for alverdens begivenheder, hvor diverse kunstnere, digtere og performere er inviteret indenfor.

 

Molotovcocktails og kærlighed

Dansk standardpoesi så dagens lys i 2013 og har siden været placeret på alle mulige og umulige steder. Maya foretrækker at placere den i utraditionelle offentligt tilgængelige steder, hvor mennesker, der ikke nødvendigvis er vant til at træde ind i et museum, et galleri eller en installation, måske endda føler det fremmed, underligt eller artzy fartzy, får muligheden for at komme i berøring med poesien. Den må gerne være et indbrud i dagens ligevægt, et uventet møde, et afbræk fra hverdagen. Af samme grund benytter hun sig ikke af traditionelle formidlingsstrategier, hvor beskueren nærmest guides igennem værkerne. Man må selv gå på opdagelse i værkerne og i enhver tænkelig forstand træde ind i værkets rum.

At rummet er åbent og offentligt tilgængeligt har da også ført til kuriøse møder. Alt fra de lokale alkoholikere på Blågårds Plads, der blev daglige besøgende, til nysgerrige forbipasserende. En nat, hvor der var optøjer på Blågårds Plads, blev huset endda ramt af en række molotovcocktails og ilden satte sine spor. Frem for at fjerne huset brugte Maya hændelsen som anledning til at henvende sig til gårdens rødder, invitere dem indenfor og snakke med dem. Det er jo ikke til at vide, hvem der kastede hvad, men mon ikke nogle kendte nogle, der vidste eller havde set noget, var rationalet. For at markere værkets transformation bemalede hun det med teksten: ”Jeg elsker mine hadere”. Frem for at stikke halen mellem benene, brugte hun hændelsen som en invitation til at komme i kontakt til nogle mennesker, der almindeligvis ikke er i kontakt med den type kunstneriske rum.

 

Mod diagnosen

I det hele taget prøver hun at tage ”afsæt i menneskets marginalisering” og at give plads til det skæve. Hun konstaterer at det skæve, det der stikker ud, i dag i stadig højere grad virker stigmatiserende og bliver diagnosticeret. Med en lettere omskrivning af psykologen Thomas Szasz’s ord, kunne man sige: I dyrenes rige er reglen ’spis eller bliv spist’; i menneskets ’diagnosticer eller bliv diagnosticeret’. Frem for at lade det skæve afgrænse af diagnosens og definitionens snævre rammer prøver hun at åbne poetiske rum, hvor disse særheder kan få plads, fremstå som legitime livsytringer og tilværelsesrum i deres egen ret og således muliggøre en oplevelse, der på en gang kan være intim og social.

 

Papirtynde vægge

For at udforske spændingen mellem det det private og det sociale rum har hun, i forbindelse med den installation hun laver til Kbh læser, ladet sig inspirere af den traditionelle japanske shoji arkitektur, hvor papirvægge tjener som rumdeler. De markerer en afgræsning og et rum, men modsat de traditionelle massive vestlige vægge er papirvæggen en skrøbelig grænsedragning, på en gang konkret og symbolsk, ikke ulig den skrøbelige grænsedragning, der er mellem privatsfæren og socialsfæren. Under selve festivalen har hun inviteret en lang række forfattere, musikere, performere samt andre kunstnere til at indtage dette rum, for at sprænge de standardpoetiske rammer. Derudover performer hun også selv og indtager rollen som den perfekte værtinde. Der er lagt op til sprudlende spontanitet i spån, kunstneriske krydsfelter i krydsfiner og poetiske piruetter i papir. Det bliver alt andet end standard, hvis man træder ind i standardpoesiens rum.

Dansk standardpoesi opstiller en manipulerbar installation i hovedbibliotekets forhal, der vil danne ramme for oplæsning, performance, udstillinger og så videre under hele festivalen.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox