Ditte Marie Nesdam-Madsen: Beirut Læser

Af Ditte Marie Nesdam-Madsen

Utopi eller dystopi
Midt i et trafikkryds under den bro, der forbinder bydelene Hamra og Gemmayzeh i Beirut, Libanon, står en række ønsker til landets fremtid formuleret på en mur. Vægmaleriet spørger ud i bilosen og sværmene af forbipasserende mennesker på engelsk og arabisk: Hvad ønsker du, at der skal ske i Libanon, før du dør? Et svar lyder kækt ‘spise pizza!’, et andet mere polemisk ‘have ledere’ og et tredje nostalgisk ‘spole 40 år tilbage i tiden’. Nogle af udsagnene sigter til landets komplicerede politiske situation med en tør galgenhumor, mens andre er mere optimistiske.

Jeg stiller en række venner og bekendte samme spørgsmål. Mange af dem bevæger sig inden for litteraturmiljøet som bogentusiaster, kunstnere, redaktører, poeter og skribenter, hvilket naturligvis reflekteres i deres svar. Blandt svarene er bl.a. bedre ligestilling mellem kønnene, større mobilitet og mindre racisme. En veninde siger, at hun ønsker en større og bedre læsekultur, der kan brede sig til landets underprivilegerede  områder, da hun har stor tiltro til ordets positive og givende kraft. Andre forholder sig mere pessimistisk til mit spørgsmål og svarer, at der
alligevel ikke kommer til at ske noget inden for deres levetid. Svar, jeg forestiller mig, at jeg også kunne have fået af mine venner i København, men samtidig også svar, der
peger på særlige visioner (et manifest?!) på Libanons vegne.

 

Læsningen og byrummet
Rima Rantasi, som er chefredaktør på det engelsksprogede litteraturmagasin Rusted Radishes, siger f.eks. til mig over en kop kaffe, at hun ville ønske, at der var mere fokus på læsningen i Libanon. “I Libanon har vi ikke en læsekultur. Eller rettere, det er kun en minoritet, der læser. Litteraturscenen i Beirut er i rivende udvikling, men jeg ville ønske, at det bredte sig mere ud i landet”. Rantasi satte i 2016 gang i et læseprojekt, der skulle bringe litteraturen ud i byens gader og offentlige rum, hvis betydning og omfang er genstand for en omfattende diskussion og forhandling i disse år. Det offentlige rum i byen svinder konstant ind med byggebranchens voldsomme ekspansion og pengeflow, der er ved at forvandle det historiske bylandskab til lange rækker af kraner og luksuslejligheder i byens centrum.

Rantasis læseprojekt falder et sted mellem det politiske og det litterære. Hun sætter scenen for mig: Bladets medarbejdere sætter sig på byens (få) offentlige steder, parker, bænke og gadehjørner en hel dag. I løbet af dagen læser de løs og tilbyder samtidig højtlæsning og gratis bøger til forbipasserende - også i de mindre privilegerede områder. “Vi kalder det en street performance, men det er absurd, da det jo egentlig bare drejer sig om at læse på gaden. Folk læser i det offentlige rum i store dele af verden. Men ikke her, og det har også noget at gøre med, at vi har så få steder i byrummet, der indbyder os til at sætte os ned og opholde os her. Så projektet er altså også en måde at gøre opmærksom på og gøre brug af vores meget få offentlige steder.” Det lyder umiddelbart simpelt og ikke særligt
chokerende for nordeuropæiske ører, men for Rantasi har det et særligt formål: nemlig at bringe læsningen og fordybelsen tilbage i det hektiske byliv og samtidig forsøge at genstarte læselysten hos den majoritet, der ikke
læser. 

 

Det levende litteraturliv i byen
Som Rantasi antyder, er der en minoritet i Beirut, der læser, og de læser meget. De er unge, de er (ofte) fra den veluddannede øvre middelklasse, og de har fart på. Hver uge popper nye oplæsningsarrangementer op i forskellige hjørner af byen, skriveskoler og -grupper arbejder løs og giver unge digterspirer modet til at dele deres værker med interesserede, og nye bøger kommer konstant på markedet.

En tendens, der er meget frembrusende lige nu på litteraturscenen, er den mundtlige historiefortælling. Denne form kan bedst beskrives som en hybrid mellem en gammel arabisk historiefortællingstradition à la ‘1001 nat’ og den amerikanske ‘The Moth’-podcast livsfortællingsform. En anden veninde, Ghada Seifeddine, poet og arrangør af litterære arrangementer, optræder ofte til disse arrangementer, hvor den mundtlige form er den bærende. Ifølge Seifeddine er det både etablerede digtere, nybegyndere og inspirerede publikummer, der kaster sig over mikrofonen til disse arrangementer. Sammenholdet omkring spoken wordarrangementerne er stærkt, og de deltagende og publikummer er gode til at bakke op og støtte hinanden. Seifeddine understreger scenens ungdommelighed, og hvordan den skaber en tryg platform for de unge at tale fra. Som hun ser det, er scenens vitalitet også et forsøg på at ‘reclaime’ ungdommen. Den er for og til de unge. Tematikkerne kredser om identitetsdannelse, kærlighed, religion, nationalitet og kultur, men også migration, hjemløshed, politisk apati, krig og depression. Det er ofte ladet med politik og polemik, om det så er utopisk eller dystopisk. Scenens ungdommelighed forhindrer dog ikke ældre poeter og publikum i at deltage: “Det er nærmere en grundfølelse, du bliver en del af”, siger Seifeddine. Hun tilføjer: “Jeg føler nærmere, at i dette ekspressive fællesskab kan vi tage ungdommen tilbage, og det er så vigtigt i dag, hvor unge bør tale højt og tydeligt i en så omskiftelig og kompliceret politisk virkelighed”.

Læsningens politiske implikationer og visionerne for fremtiden
Tilbage til læseprojektet. Rantasi har ikke igangsat projektet endnu, da hun til et møde med en lokalpolitiker opdagede politisk interesse i at kombinere projektet med opsætningen af deciderede læsehjørner i bybilledet, hvor forbipasserende ville kunne slå sig ned med en bog ganske gratis og uden forpligtelser. Forhandlingerne om projektets udførelse er derfor stadig i gang. I Rantasis projekt er der en stor tiltro til læsningen og litteraturens kraft samtidig med, at hun har en politisk vision for byen og landet: Gennem små happenings på gadeniveau kan man sætte fokus på et problem, der både involverer læsning og det offentlige rum. Det er måske også en forhandling om et rum mellem mennesker, der forsvinder: både i den litterære forstand, at den store tekstlige samtale mellem mennesker svinder bort, når vi ikke læser, men også den manglende nærhed mellem menneskene ude i samfundet, på gader og stræder, når der ikke er et offentlig rum tilbage at opholde sig i og samles.

Seifeddine udtrykker noget lignende, da hun siger, at i fællesskabet omkring poesi-oplæsninger og historiefortællingen opstår et rum, som både poet og tilskuere kan flygte ind i, væk fra hverdagen og landets kaos og komplicerede politiske og sociale konflikter. Hun tilføjer, at dette rum skaber empati og forståelse deltagerne imellem, hvor man kan være fuldstændigt ærlige over for hinanden på trods af store forskelligheder og afstande. Og det forsoner menneskene, bringer dem tættere sammen og får dem til at samtale. Rummet er derfor også et opgør med alt det andet, der foregår udenfor; et opgør med udslettelsen af byens delte rum og et forsøg på at modvirke den forsvindende læsning.

"Jeg ønsker for Libanon, at den rigdom af litterære grupperinger, skriveinitiativer og læseklubber, som jeg er en del af i Beirut, vil blive ved at vokse sig større, og dét også uden for Beirut. Vi har fantastiske skribenter og talere i dette land, og jeg vil ønske, at deres stemmer skal vokse og blive mere højlydte end nogensinde før. Vi lever ikke i en tid, hvor vi kan tillade os selv at være stille! Og det er den besked, som vi kan sende ud gennem udviklingen af litteraturscenen her i landet. Det kan få folk til at tro på ordets kraft (igen) i hvilken som helst form". Rantasi tilføjer: ‘Med opsætningen af læsehjørnerne kan vi opfordre og opmuntre folk til at læse og samtidig genindtage det offentlige rum’. En tredje bekendt, Rewa Zeinati, som er poet og redaktør på det internetbaserede magasin Sukoon, svarer, at hun er misundelig på, at der findes et koncept som Kbh Læser i København: ‘Jeg ville ønske at Beirut også fik en litteraturfestival. Og flere kunstnerophold til forbipasserende kunstnere. Beirut ville aldrig kunne få for meget af den slags.’

Før jeg gik i gang med at skrive denne artikel, snakkede jeg med en bekendt, der henviste mig til den kunstner, som hun troede havde lavet vægmaleriet i sin tid. Jeg finder hurtigt ud af, at der har været to noget nær identiske vægmalerier. Den anden var malet over for American University of Beirut og havde titlen: ‘Libanon ville være bedre, hvis..’, og kunstneren bag dette, Sherif Maktabi, får jeg fat i. Han lukker dog samtalen hurtigt, da det viser sig, at et byggefirma har revet væggen ned.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox