Drømmemænd af Einar Már Guðmundsson

Drømmemænd

Af Einar Már Guðmundsson

Einar_mar gudmundsson fotokredit Hörður Ásbjörnsson

Jeg vil skrive om drømmemænd. ”Hver enkelt forfatter skaber selv sin fortid,“ siger Jorge Luís Borges. Hver enkelt forfatter skriver sig ind i en tradition, har indflydelse på den og kan forandre den. Borges var en drømmemand og skrev om mange drømmemænd, dumdristige drømmemænd. Drømmemænd findes alle steder. Englænderne kalder dem dreamers. ”You may say I am a dreamer but I am not the only one,” sang en af deres bedste sønner.

Borges var en særlig intens beundrer af islændingesagaerne. De er også fulde af drømmemænd. Han henviste tit til dem både i tale og på skrift. Han henledte opmærksomheden på dem og øgede interessen for dem. Mange latinamerikanske forfattere har kunnet nikke genkendende til sagaerne. Deres verden og sagaernes verden rimer på mange punkter med hinanden. Eksempelvis ved at skildre utrolige og overnaturlige begivenheder som en konkret virkelighed og dermed vise, at der ikke er noget mystisk ved undere, de er som enhver anden virkelighed.

Mange siger om os islændinge, at vi er drømmemænd, dumdristige drømmemænd, som vikinger i fortiden og finansmænd i nutiden. For mere end hundrede år siden prøvede den store islandske digter Einar Benediktsson at sælge nordlyset i London. Det har vi hvert fald ladet os fortælle. Men drømmemanden behøver ikke at være islænding. Dem som danskerne kalder fantaster er også drømmemænd. Jeg har lige skrevet en roman om en dansk drømmemand, en dansk fantast. Han hedder Jørgen Jürgensen, født 1780 i København.

I hans person forenes genial begavelse og absurd dumdristighed med munterhed, kongelig munterhed, en eller anden pudseløjerlig humor, der især kan findes i litteraturen, og som måske kan forklare, hvordan en ung mand fra København, der strejfer om på verdenshavene, lige pludselig er blevet konge af Island. Det blev han i to måneder, sommeren 1809.

Jørgen Jürgensen er blevet sammenlignet med romanpersoner, og selv var han digter, i grunden ikke så forskellig fra Laurence Sterne og Henry Fielding og stærkt påvirket af Jonathan Swift. Efter den korte karriere som konge på Island og med mellemstationer i diverse fængsler blev Jørgen Jürgensen for en tid en slags James Bond for det britiske imperium og ligesom ham en hyppig gæst i spillekasinoer.

Jørgen Jürgensen sejlede altid sin egen sø. Han levede i begivenheder, satte ting i værk fremfor at tænke over tingene – han kunne ikke nøjes med at tænke. Han ville have kunnet sige ligesom eksistentialisterne: At gøre er at være. I den henseende minder han om personer fra de islandske sagaer, eller om personer der blev født i romankunsten netop ved den tid, hvor han lagde verden for sine fødder.

Det fremgår tydeligt af beskrivelser af Jørgen Jürgensens barndom og opvækst, at han har været, hvad der nu om dage kaldes hyperaktiv. Han brød sig ikke om at læse og studere, selv om hans læreevner var gode, ja, faktisk vældig gode. Han var skolekammerat med Adam Oehlenschläger. Havde han levet i dag, ville han være blevet sat på ritalin eller en form for beroligende medicin, ganske ligesom flere af nutidens romanpersoner og mange andre, der har gjort sig gældende i verden. 

Ritalin og anden medicin har afløst forældres og skoleautoriteters irettesættelser, ja, selv korporlig afstraffelse, som ellers overlevede længe. Nogle mente, at prygl var en udmærket opdragelsesmetode, andre fandt den dårlig. I sagatiden blev der brugt andre straffe, når unge mennesker gik over stregen og forbrød sig. Så blev de sendt til Norge ligesom Gretter den Stærke, der slog alle hønsene hjemme på gården ihjel, og næsten også sin far og en arbejdsdreng. 

Det var den strengeste straf, der fandtes. At blive sendt til Norge. Norge var i sagatiden en slags ungdomsfængsel, selv om de havde en konge og det hele. Dér blev Gretter sendt hen, og det hedder i sagaen om ham, at mange ønskede ham god rejse, men at ingen bad ham komme tilbage.

Jorge Luís Borges talte om historier, der var fortalt lige ud ad landevejen, straight forward stories, som også kan minde om de historier, man undertiden forbinder med Ernest Hemingway, hos hvem fortællingen er som et isbjerg, hvor kun en tiendedel rager op over vandoverfladen. Denne fremgangsmåde eller fortælleteknik er nøjagtig den samme som bruges i islændingesagaerne: altid kun at vise mindre end der ellers var anledning til. Så jeg foreslår, at København læser om fantaster og drømmemænd, både deres egne og andre, og finder de oprindelige versioner frem i de islandske sagaer. De findes i gamle og nye udgaver.


Tekst skrevet af Einar Már Guðmundsson, bygget på forskellige tekster, der er oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox