Et hjem i litteraturen

Et hjem i litteraturen

Af Julie Lystbæk-Hansen

IMG_3642

 

Som barn måtte David Rickerby ikke se tv. Så han læste bøger i stedet. Det er han fortsat med som voksen og hjemløs. Han har endda skrevet sine egne.

Blandt hjemløse i Danmark indtager mænd en trist førerposition. 78 procent af de 6.138 personer, der i 2015 blev registreret som hjemløse, er mænd (kilde: SFI). Én af dem er David Rickerby. Siden 1996 har han boet i Aarhus gader, kun afbrudt af nogle afstikkere til England, hvor han oprindelig er fra. I dag lever han permanent i Aarhus, og en stor del af sin tid bruger han på Aarhus Hovedbibliotek, hvor han skriver, researcher og fordyber sig i litteratur.

David er forfatter. Han har skrevet tre krimier, men egentlig betragter han de tre bøger som én bog. De er fortællingen om det liv, han flygtede fra, og det liv, han fandt her i Danmark.

 

Selvoplevet kriminalroman

Krimigenren var det oplagte valg for David, da han besluttede at skrive en bog. Med i bagagen fra England havde han en fortid med bankrøverier og fem år i fængsel. Han vil ikke kalde bøgerne selvbiografiske, men handlingen er gjort af begivenheder, han selv var del af.

- Jeg fortæller bare historier. Jeg har taget alle elementerne fra mit liv, alle personer, alle begivenheder og alle steder, og sat dem sammen, overdrevet noget, tonet noget andet ned for at lave et klart narrativ om en kriminel og vagabonds held og uheld. For jeg er vagabond, og jeg plejede at være kriminel.

For tiden sover David i en campingvogn et sted i Aarhus. Han har et rengøringsjob og arbejder på at komme væk fra gaden. Han samler stadig flasker, ligesom da han skrev romanerne. Dengang kom han på Hovedbiblioteket stort set hver dag, og på cafeen Ris Ras, hvor størstedelen af romanerne er skrevet.

- Jeg bruger ikke så meget tid her, som jeg plejede, men jeg prøver stadig at tilbringe så lang tid som mulig her. Mit job handler mest om, at jeg kan få lov at blive (i Danmark, red.) og at sikre mig en stabil indkomst, men jeg vil ikke arbejde så meget, at jeg tager tid fra mit skriveri. Det er en balance, og det, jeg prøver nu, er at finde den balance.

Davids liv har ellers ikke været præget af megen stabilitet. Kriminalitet, løse jobs, brudte forhold og hjemløshed tegner billedet af et liv på kanten af samfundet. Samtidig er det netop dette liv, der for David har muliggjort romanernes tilblivelse.

- Efter at have mistet mit job og mine forhold havde jeg tiden. Det handlede også om at finde ud af, hvordan jeg gjorde det. Med hensyn til fortællingerne havde jeg tænkt, jeg skulle skrive én bog - jeg skrev tre. Efter et langt liv på gaden havde jeg mange historier at fortælle. Jeg havde tiden, teknikken og fortællingerne. Så det hele klappede på det rigtige tidspunkt.

 

”Så længe jeg har haft bøger, har jeg været okay”

Bøgerne har givet David selvtillid, men de har også banet vejen for en kras selverkendelse.

- At skrive den var nemt, men at erkende, hvad jeg har gjort, var ikke specielt rart. Selvom det er lang tid siden, er det stadig del af min historie, del af min personlighed, så noget af det var grimt at se i øjnene.

Erkendelsen af de grimme ting i livet følges hos David af en nøgtern og usentimental indstilling.

- Jeg gjorde, hvad jeg gjorde. Jeg havde grunde til at gøre det, men jeg valgte det selv. Selvfølgelig er der nogle socioøkonomiske omstændigheder, men når alt kommer til alt, er jeg bare en tyv, som ikke havde så stor respekt for andre mennesker. Det er ikke rart at indrømme, men det er det, der er tilfældet.

Den usentimentale tilgang til verden og til sit eget liv har han med sig hjemmefra. Han er opvokset med konservative patriarkalske dyder, som betød, at man som mand skulle udvise handlekraft og altid holde hovedet koldt.

- Jeg voksede op i en kultur, hvor det, du gjorde, betød mere end, hvad du følte. Du tog, hvad du fik, og beklagede dig ikke over det. Man skulle mande sig op. Så det har jeg en tendens til. Du ser mig ikke bryde sammen; selv ikke på de sørgeligste tidspunkter i mit liv. Jeg bliver nok bare fuld. Det er, sådan vi viser følelser, der hvor jeg kommer fra – vi bliver fulde og slår måske nogen.

Heldigvis har David også fundet en anden vej end blot at drukne sorgerne i alkohol. Det væsentligste stabile punkt i hans liv har altid været litteraturen.

- Da jeg var i fængsel sikrede jeg mig, at jeg altid havde noget at læse. Som barn husker jeg ikke at have lært at læse; jeg har bare altid kunnet læse, så længe jeg kan huske. Min mor lavede restriktioner mod tv, da jeg var dreng. Hun fik mig til at læse i stedet. Hvor end jeg har været, hvad end jeg har lavet, så længe jeg har haft bøger, har jeg været okay. Og på grund af mit livs ustabilitet har tv aldrig været min automatiske underholdning. Tv og film var aldrig mit primære valg. Jeg har altid læst.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det var vanskeligt at skrive en bog, mens han levede på gaden og hver nat skulle finde et sted at sove, svarer han:

- Nej, for at være ærlig, det gav mig noget, der var fuldstændig isoleret. Når jeg skrev, tænkte jeg ikke på det. Det tog mig væk fra mig selv og min situation.

Litteraturen har dog været mere end ren eskapisme for David Rickerby. Gennem bøgerne, både sine egne og andres, har han blandt andet opnået selvindsigt, en form for stabilitet, og et middel til at gøre sin til tider svære tilværelse lidt mere udholdelig.

David Rickerbys bøger ”Bloody Fields”, ”Aarhus Games Aarhus Rules” og “Coming Home” kan købes på Lulu.com. ”Bloody Fields” kan desuden lånes på udvalgte biblioteker.

 

Eksempler på hjemløse i litteraturen

Knut Hamsun: Sult

I fragmentarisk stil skildrer Hamsun den febervilde eksistens for en ung, fattig mand, der driver sulten rundt i Oslos gader. Han forsøger at forsørge sig selv som forfatter, men sulten, den konstante følgesvend, gør det svært.”Sult” (1890) er ikke blot fortællingen om en ung mands kamp for overlevelse; den er også et markant eksempel på litteraturens livtag med eksistentiel fremmedgørelse.

Charles Bukowski: Alt forefaldende arbejde

Som Rickerby skriver Bukowski ud fra, til dels, egne erfaringer: Et liv som outsider repræsenteret i adskillige romaner om druk, vold og generel nedtur. Hos Bukowski møder man USA’s skyggeside; bunden af et samfund med begrænset socialt sikkerhedsnet. Således også i ”Alt forefaldende arbejde” (1983). Karakteren Chinaski, Bukowskis genkommende alter ego, lever sit liv på barer og drømmer desperat om at slå igennem som forfatter.

Paul Auster: Moon Palace

Austers hovedperson i Moon Palace (1992), Marco Stanley Fogg, flytter ind i Central Park, da han som ung studerende løber tør for penge. Romanen beskriver også andre skæbner, som grundet forskellige omstændigheder ender i ensomhed og isolation. Som altid hos Auster er også Moon Palace fuld af røverhistorier, metaleg og litterære referencer; som for eksempel efternavnet Fogg – en henvisning til Jules Vernes eventyrer, Phileas, fra ”Jorden rundt i 80 dage”.

Delphine de Vigan: No og mig

Et nyere eksempel på hjemløse i litteraturen finder man i Delphine de Vigans ungdomsroman ”No og mig” (2010), som også sagtens kan læses af voksne. Hovedpersonen Lou er hjemløs i sit eget liv. Hendes forældre er mentalt fraværende, og hun føler sig afskåret fra andre på grund af sin exceptionelt høje intelligens, der har ladet hende springe to skoleklasser over. En dag møder hun den ”rigtig” hjemløse No. Et venskab udvikler sig, men det er udfordret af pigernes, trods alt, forskellige forudsætninger.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox