FACEBOOK UNPOSTED: MÆND

Signaturfoto

FACEBOOK UNPOSTED: MÆND

Af Lilian Munk Rösing

 

Visse teoretikere hævder at vores sprog er formet efter MANDENS krop og bevidsthed. Jeg er ikke utilbøjelig til at give dem ret. Deraf min store kærlighed til sproget og til MÆND.

*

Hvorfor hedder det kvinde-elsker, men MAN-eater? Er der nogen, der har et godt ord for en kvindelig MANDE-elsker? Eller er jeg bare bøsse?

*

Jeg elsker MÆND. Jeg kunne have dem stående udstoppede på rad og række, hur många som helst.

*

Mest elsker jeg Hamlet. Hamlet med den store smerte i sindet, brændemærket af sin fars død og sin mors begær. Den grublende Hamlet, den fortvivlede Hamlet, den frydefuldt verbalvirtuose Hamlet. Ønskede intet højere end at gruble med ham, lindre hans fortvivlelse, nyde godt af hans ordkunst og spille ind med min. At få ham til at se ind i mine øjne frem for at stirre sig fortabt i kraniets tomme øjenhuler. At vise ham at jeg kunne tåle hans vrede, at den ikke gjorde mig vanvittig. At hjælpe ham bort fra barndomshjemmets incestuøse bo, at give ham et nyt hjem hos en voksen kvinde, mig.

*

Så var der Don Juan. Det tog mig lang tid og bitre erfaringer at forstå, at Don Juan ikke er den imponerende, virile, selvsikre macho, men snarere den karakterløse, bøjelige, føjelige, som stiller sig til rådighed for kvindernes begær. Han flygter baglæns, roterende om sig selv, mens han plukker svampe.

*

Det er virkelig godt at jeg udlever min donjuanisme i forhold til sko. Tænk hvor mange MÆND der ellers skulle stå parvis stablet i min entré.

*

Så kom Seligman. Se-lig-MAN. Han redder kvinden, han putter kvinden, han lytter til kvinden, han lytter ikke til kvinden, han vil ikke lytte til kvinden, han vil høre alt om hendes begær, han vil ikke vide af hendes begær, han vil ikke vide, han vasker sine hænder, han vasker sine hænder med al sin viden, al sin encyklopædi, alle de fakta, han kan fortælle kvinden for at blive af med hendes begær, og hun må fortsætte historien om sit begær, hun må fortsætte fortsætte, tålmodigt forhindret af hans leksikalske modstand, fortsætte for at han ikke lige pludselig skal begære det begær, som han ikke vil vide af

*

Og så sidder jeg her og skal skrive 5000 enheder om MÆND. Men har mest lyst til at skrive til DIG, mand.

*

Jeg tænker nogle gange, at jeg skulle have en hund i stedet for en MAND, at det ville være mindre besværligt. Men så tænker jeg, at det også er ret besværligt at have en hund. Nu sidder jeg og kærtegner min krave af rævepels. Den er ikke spor besværlig. En MAND er mere besværlig end en hund er mere besværlig end et dødt dyr om halsen.

*

Jeg vil have en MAND, jeg vil have en mandag, jeg vil have en mandolin, jeg vil have en mandarin, jeg vil have mandlen

*

Der findes også dem, der hader MÆND. Dem, der hader kvinder, kaldes misogyne. Dem, der hader MÆND, burde kaldes mis-ANDROS, misantroper. Men misantrop betyder: den, der hader mennesker. MANDEmennesket, menneskeMANDEN. En forveksling af køn og art. Synd for MANDEN, der mister sit køn, synd for kvinden, der alene skal bære kønnet, som en byrde.

*

Da Ødipus blev spurgt af sfinksen om, hvad der har fire ben om morgenen, to ben midt på dagen, og tre om aftenen, svarede han: ANDROS. Tilsyneladende rigtigt svaret, sfinksen styrtede i afgrunden, og så kunne Ødipus komme ind i Theben og gifte sig med sin mor og blive far til sine søskende. Så måske var det ved nærmere eftertanke ret forkert svaret. Hvorfor var det forkert? Feminister har ment, at det var forkert, fordi ANDROS ikke betyder menneske, men MAND, så Ødipus glemte lige den halve menneskehed. Bare ærgerligt, Ødi-boy. Men hvad nu hvis det ikke var forkert, fordi han ikke svarede ”MAND-og-kvinde” eller ”MAND m/k”, men fordi han ikke svarede: jeg…? Hvem måtte kravle på alle fire, fordi hans fod var svullen, hvem gik på to ben ind i Theben, hvem måtte supplere sine to ben med stokkens tredje da han havde stukket sine øjne ud? Det måtte jeg, Ødipus. 

*

Jeg er en MAND, kald mig skat

*

Der findes også MÆND, der elsker MÆND. De kaldes homoseksuelle. Jeg tænker, at den betegnelse burde reserveres dem, der elsker det samme, det, der ligner dem selv, dem, der blot spejler sig i den elskede anden frem for at forstå, at det første du ikke er det andet jeg. Sådan har mange MÆND elsket kvinder gennem lyrikhistorien. Petrarca spejler sig i Laura, han er homoseksuel, Dante spejler sig i Beatrice, han er homoseksuel. Shakespeares sonetter til ”the young MAN” er homoseksuelle, ikke fordi de er skrevet af en mandlig digter til en MAND, men fordi de slutter sig til Dante og Petrarca i selvspejlende lovprisning. Shakespeares sonetter til ”the dark lady” er heteroseksuelle, ikke fordi de er skrevet af en mandlig digter til en kvinde, men fordi de udsætter sig for den anden som provokation, som skandale.

*

Så mange digte i historien kvædet af MÆND til kvinder. Så få kvædet af kvinder til MÆND.

*

Anais Nïn kan kvæde. Hun kan beskrive lyden af et MANDEbælte, der spændes op, som den mest erotiske lyd i verden. Hun kan fortælle, hvordan en MANDEstemme kan få en kvindekrop til at vibrere som et orgel (metaforisk kun overgået af min teologveninde, der engang fortalte om en MANDEstemme, der fik hendes ovarier til at klirre som kastagnetter).

*

En klog kvindelig filosof talte for en forsamling filosoffer, dvs. MÆND, om det der problem med at der var så få af hendes køn iblandt dem. Det, der undrede hende, sagde hun, og hun sagde det ikke med raseri eller bitterhed, men med den ægte filosofs oprigtige nysgerrighed og undren, det, der undrede hende, var: ”Why don’t you miss us?”

 

Tak til: Juliet Flower-MacCannell, Ingmar Bergman, William Shakespeare, Peter Handke, Lars von Trier, Bjørn Rasmussen, Adriana Cavarero, Lars Skinnebach, Joel Fineman, Søren Kierkegaard, Anaïs Nin, Kirsten Hyldgaard

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox