Filosofien på kbh læser - Magt, undtagelsestilstand, det nøgne liv og afgrundstanker

Filosofien på kbh læser

Magt, undtagelsestilstand, det nøgne liv og afgrundstanker

For den filosofisk vakte er der også lidt at finde til kbh læser. Drager man mod Østerbro, kan man finde den lille boghandel Italo Libri, der også huser flere arrangementer i løbet af året, der alle kredser om italiensk kultur, kunst og litteratur. Under dette års festival, har to af dem et filosofisk tilsnit.

gramsci300

Den 1. marts byder de indenfor til en aften om den politiske tænker og filosof Antonio Gramsci (1891-1937), under titlen Homo Politicus. I 1926 blev Gramsci fængslet af fascisterne og under disse forhold skrev han sine fængselsoptegnelser, der har øvet en anseelig indflydelse på socialistisk og marxistisk tænkning, hvorledes vi forstår magt, og ikke mindst influeret kunstnere såsom Pier Pablo Pasonlini. Lektor Gert Sørensen vil præsentere publikum for hovedværket "Fængselsoptegnelser" fra 1930'erne og give et bud på, hvordan Gramscis idéer kan bidrage til verden af i dag.

 

Giorgio_Agamben

Det næste filosofiske indspark finder også sted i Italo Libris lokaler. Her har de inviteret filosof Søren Gosvig Olesen til at give en introduktion til den italienske filosof Giorgio Agamben, hans begreb homo sacer, det sakrale menneske, samt det nøgne liv. Hvad betyder det for et menneske, ikke at have en identitet, der er i overensstemmelse med den herskende orden? Hvem er disse mennesker? Udstødte? Flygtninge? Og hvad er den for en tilstand der tillader denne eksklusion af andre mennesker fra vores samfund? Kom forbi og bliv klogere på undtagelsestilstanden, det sakrale liv og det nøgne liv.

 

sort snak

Man kan også søge ned i den filosofisk og litterære afgrund, når SORT SNAK byder velkommen til tre foredragsholdere, der hver især behandler Markis de Sade, Georges Bataille og Louis-Ferdinand Céline. Det er svært at underkende Sades indflydelse på det franske åndsliv og filosofi i det tyvende århundrede. Surrealisterne hyldede ham som den store frisætter, Simone de Beauvoir, Jean Paul Sartre, Albert Camus, Jacques Lacan med flere, tog ham under kærlig behandling, og Sade selv krydrede sine skrifter med uforskammede blasfemiske filosofiske ræsonnementer. Bataille skrev i forlængelse af bla. Nietzsche og Sade den obskøne bog ”Historien om øjet” og Céline udviste ligeså en særlig sans for det makabre og obskøne.

På Assistens Kirkegård ligger en lang række særlinge begravet, der alle har været i passionernes og ideernes vold. Mon ikke rundturen på kirkegården byder på møde med Søren Kierkegaard, den store eksistentialistiske tænker og forfatter, samt Niels Bohrs geniale arbejde, der var et genuint kvantespring indenfor fysikken, hvis tænkning om mennesket og kulturen også læses på filosofistudierne rundt omkring.

 

Homo Politicus finder sted den 1.marts kl 18.30-20.30 på Ved Klostret 4.

Homo Sacer finder sted den 2.marts kl 18.30-20.30 på Ved Klostret 4.

SORT SNAK finder sted den 5.marts kl 20-22 på hovedbiblioteket.

Assistens Kirkegård byder til rundtur den 6. marts kl 14.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox