Findes Mænd?

Findes Mænd?

744px-Aiga_toiletsq_men_svg

Når nu Kbh Læser har lagt sig fast på temaet mænd, kan det være nærliggende at spørge til, hvorvidt mænd i det hele taget findes, og såfremt de gør, i hvilken forstand de findes og hvor. Er det tilstrækkeligt at rende rundt med et vedhæng mellem benene, eller skal man(d) også lave helikopteren og hyle mod månen på den neonihilistiske ”bøf og blowjob” dag? Queer-teoretisk kønsforskning afviser i dag forestillingen om, at kønsidentitet er betinget af vores biologiske attributter. Derimod er den noget, vi til stadighed performer, ikke frit, men på en scene der allerede er sat, hvor samfundets forventninger, struktur og sproglig iscenesættelse indvirker på, hvorledes vi opfatter vores køn.

Evolutionær psykologi rodfæster derimod kønsidentitet i biologien, hvortil man med biologisk tristesse kan lade Judith Schalansky konstatere, at mandens Y-kromosom kun er der, ”for at undertrykke udviklingen af det kvindelige. Mænd er ikke-kvinder”. Modsat Aristoteles, der konstaterede at kvinden er ”et naturbetinget handicap”, forholder det sig snarere således, at manden er en kvinde, hvis udvikling er blevet hæmmet. Hvis man altså tager de biologiske briller på. Det er, med andre ord, ikke så simpelt at få greb om mandens køn. Men om ikke andet findes mænd som begreb, og som Nietzsche konstaterede, gemmer gud sig i grammatikken. Det samme gælder for manden, og idehistorisk set var det manden, der var den rationelle, der kunne lytte til ordet, og ordet var logos, og det var det der var i begyndelsen. Så hvis vi ikke kan finde frem til manden, kan vi i hvert fald finde ham i sproget.

Der er flere arrangementer, der forholder sig kønspolitisk og kritisk til begrebet mænd under Kbh Læser. Gin & Gender sætter vanen og ganen tro kønsidentiteten på spidsen til en skænk G&T under titlen: CHEERS TO FEMINISM! AND LITERATURE! AND MEN (from a woman’s perspective). Forfatter og debattør Mads Ananda Lodahl stiller spørgsmålet "Hvad er en mand?” og ødelægger den heteroseksuelle verdensorden. Når den så ligger i ruiner, kan man jo passende besøge LGBT biblioteket, der udstiller mere og mindre vovede bøger om mangfoldige manderoller. PoetrySlamKbh har kapret den feministiske agenda #NotAllMen og Dansk Forfatterforening lader 20 forfattere tage manderollen under (u)kærlig behandling. Måske kan vi, således oplyst, finde frem til om mænd i det hele taget findes.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox