Hr. Skæg lærte børnene at læse ‘ALT’

Allerede i fredags snigåbnede kbh læser festivalen med et festligt særarrangement for børnene. Hr. Skæg var på besøg på Rådhusbiblioteket og lærte over 80 børnehavebørn at læse ”ALT” mens han sang sine festlige sange fra DRs serie ”Skæg med bogstave” og ”Skæg med ord”.

Først bød Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen alle børnene velkommen, så børnene fik set, at en borgmester slet ikke behøver at være en mand med en stor mave, men også sagtens kan være en smuk dame med sølvdiadem.

”Jeg har set dig inde i fjernsynet Hr. Skæg!”, ”Findes du i virkeligheden, Hr. Skæg?” og ”Må jeg godt få en krammer af dig bagefter, Hr. Skæg?” var nogle af de begejstrede udråb de glade børn kom med, da Hr. Skæg gik på scenen på det fine gamle Rådhusbibliotek. Mellem bogreoler fra gulv til loft sang og fortalte Hr. Skæg om ord og bogstaver, med god guitarassistance af Hr. Overskæg med flyverhatten. Lydene for bogstaverne ”A”, ”L” og ”T” blev sunget og danset frem, og vupti, så kunne Hr. Skæg og børnene sørme læse ”ALT”. Det må siges at være meget imponerende på en enkelt fredag formiddag.

Med sand ord- og bogstavglæde på det gamle Rådhusbibliotek, blev kbh læser 2012 åbnet for børnene.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox