Hvad kan litteraturen lære os om vækst?

Af Elisabeth Skou Pedersen, ph.d. i litteraturhistorie og litteraturredaktør på ATLAS Magasin og Niels Offenberg, Festivalleder på KBH Læser

Folketingets politikere er glade for litteratur. Uffe Elbæk læser Kaspar Colling Nielsens dystopier, Johanne Schmidt-Nielsen læser Morten Pape og Aydin Soei for deres vidnesbyrd om de udsatte boligområder, Søren Espersen læser Johannes V. Jensens hjemstavnslitteratur. Det kunne journalisterne Mathias Mencke og Kåre Holm Thomsen konstatere, da de sidste år spurgte til en række folketingspolitikeres læsevaner i artiklen »Bøger på Borgen« til ATLAS Magasins bogtillæg. Med undtagelse af Anders Samuelsen, som i artiklen taler for en skarp adskillelse af kunst og politik, mente alle de politikere, der blev spurgt, at de fra skønlitteraturen ”får en unik indsigt, der kan bruges i deres politiske liv”.

Det er gode nyheder, at de folkevalgte har skønlitteratur på natbordet, og når politikerne sågar selv – altså med en enkelt undtagelse – anerkender kulturens relevans for det politiske arbejde, så virker det oplagt at spørge: Hvad skal vi med kulturen i et moderne demokrati? Skal vi bruge den til at fremføre vores politiske synspunkter eller som ideologiske partsindlæg – på linje med et debatindlæg som dette?

Til daglig arbejder vi begge med formidling af litteratur og kultur, henholdsvis som festivalarrangør her på KBH Læser – og som litteraturredaktør på ATLAS Magasin. Og så arbejder vi ofte sammen, fordi vi deler en vision om, hvad det er, vi skal med litteraturen.

Vi mener, at en større lydhørhed og nysgerrighed over for litteratur, kunst og kultur kan bidrage direkte til at skabe en mere nuanceret debatkultur. Men litteraturens fremmeste demokratiske potentiale er ikke som politisk instrument. Nej, hvorfor skulle vi dog reducere litteraturen og kunsten til ideologisk bevisførelse, når nu den har den fordel, at den hverken behøver fremføre argumenter eller drage konklusioner? At kunst og litteratur ikke taler samme sprog som politikere og journalister, mindsker ikke den demokratiske værdi. Det er netop kunstens visioner og skønlitteraturens tvetydigheder, der giver dem værdi, når vi skal nuancere debattens sprog, indhold og perspektiver.

Det er naturligvis ikke et argument mod tal, fakta og realpolitik. Tværtimod. Men vi mener, kulturen kan bidrage til at skabe mere oplyste og nuancerede forestillinger om vores samfund, så vi bedre kan forstå hinanden – og på den baggrund tale om retninger, løsninger, tal og realpolitik.

I år har KBH LÆSER haft temaet VÆKST. En term, der på godt og ondt fylder i den offentlige debat, og som er både hyldet og forkætret, afhængig af hvem man spørger. KBH Læser er en festival, der hvert år skabes i samspil mellem Københavns mange litterære aktører. Festivalens ledelse udpeger et tema og formidler programmet, men arrangørerne er alle hovedstadens større og mindre litterære aktører: Boghandlere, biblioteker, tidsskrifter, teatre osv. Formen har den fordel, at den lader dem, der til daglig har fingrene i litteraturen, sætte dagsordenen.

Det ligger i det samskabte arrangements natur, at der ikke opstilles skarpe grænser for, hvordan temaet fortolkes, men det er også en større pointe end som så. Når festivalen lader de litterære aktører fortolke temaet frit, er det med ønsket om en så åbensindet samtale som muligt. Vi tror på, at det er sådan litteraturen tænker og virker – som en åben samtale, et spørgsmål, en undersøgelse. I festivalens tilfælde har det den konsekvens, at programmet ikke afspejler en bestemt politisk dagsorden eller ideologi, som normalt associeres med vækst. Temaet er et forsøg på – gennem litteraturens og kulturens prisme – at nuancere et de begreber, der er højest på samtidens dagsorden.

Tag det digt, som Ursula Andkjær Olsen har skrevet til festivalens programavis:

”Den skønne vækst/Den grønne vækst/Den storslåede vækst/Den berigende vækst//Den milde vækst/Den venlige vækst/Den strålende vækst/Den prægtige vækst […] Den liberale vækst/Den ideologiske vækst/Den retfærdige vækst/Den hellige vækst//Den mystiske vækst/Den romantiske vækst/Den barokke vækst/Den ujævne vækst”

Væksten vokser vildt i Ursula Andkjær Olsens tekst: i stedet for at forklare og docere, bryder digtet begrebet op. Tilbage står ikke et leksikonopslag eller et valgsprog, men et kalejdoskopisk og nuanceret portræt af et ord, som i disse år har et stort nærvær i den politiske samtale, men hvis indhold vi næsten er holdt op med at spørge til.

Festivalens åbne form betyder bl.a., at begrebet fortolkes langt friere end som bare økonomisk vækst: en del arrangementer har f.eks. sat fokus på litteraturens møde med alt det, der spirer og skyder op ude i naturen. Det minder os om, at et begreb, vi kaster om os med i den offentlige debat, faktisk også er en metafor for noget helt konkret: De ting, der vokser omkring os, naturens liv.

Som formidlere af litteratur ser vi det som vores ansvar at engagere litteraturformidlingen i den samfundsrettede debat. Det mener vi ikke, man gør ved at fremtvinge skarpe konklusioner, men ved at stille det gode spørgsmål, der lader litteraturen tale selv. Når nu skønlitteraturen ikke er bundet af argumentationsstrukturer, hvorfor så indhylle den i politikerens eller analytikerens sprog?

De seneste år har litteraturdebatten været optaget af, hvordan tekster beskriver og afbilder verden: Hvilke krav stiller vi til de forskellige genrers sandhedsværdi, hvor stor er den enkelte forfatters ret til at forvalte sin egen historie, og er det overhovedet muligt at faktatjekke skønlitteratur? Alle disse spørgsmål er naturligvis relevante i en verden, hvor alternative fakta og falske nyheder er trådt helt ind på den demokratiske arena.

Men diskussionen om repræsentation tegner samtidig et ufuldstændigt billede af litteraturens rolle i et demokrati. Den er nemlig tilbøjelig til at overse litteraturens potentiale som et kunstnerisk laboratorium, en fleksibel tænketank for nye måder at anskue verden på. Det litterære sprog er ikke bare til for at pege på det, der allerede findes. Litteraturen er skabende: den peger også ud i fremtiden. Den tænker, udvikler og fantaserer i både utopiske og dystopiske toner. Den rummer ikke bare vidnesbyrd, men også visioner.

En af dens fremmeste funktioner er at give stemme til det, der ikke er sagt endnu – hvad enten det drejer sig om vidnesbyrd fra en minoritet, der ellers har været frataget sin stemme, om hævdelsen af et tabuiseret politisk spørgsmål, eller om at drømme nye verdener frem. Og så tænker og fornyr litteraturen sig som bekendt ikke bare gennem beskrivelse, men også gennem sin form. Til gengæld har formsproget det med at påvirke og udvikle vores forståelse af samfundets udvikling, historie og identitet. Form, indhold og samfund hænger sammen.

Tænk bare på mellemkrigstidens Tyskland, og læg mærke til, om ikke ekspressionismens splittede og kaotiske verdensbillede toner frem på nethinden. Tænk på Herman Bangs impressionistiske portræt af Victoriateatrets storhed og fald i den klassiske vækst- og københavnerroman Stuk. Eller tænk på, hvordan modernismens store helte, som James Joyce og Virginia Woolf, skildrer fællesskabet og det menneskelige sind i en tid fuld af forandring, opbrud og teknologisk udvikling. Med den slags eksempler in mente fremstår den eksperimentelle litteratur alt andet end perifer i forhold til samfundsdebatten.

I KBH Læsers programavis om VÆKST går forlagschefen for Rosinante & Co., Jacob Søndergaard, i rette med den vækstmetaforik, der melder sig, når den nyudnævnte kulturminister Mette Bock flere steder taler for mere støtte til det kulturelle vækstlag. En disponering, som på mange måder er sympatisk, men som måske også sniger kommerciel logik ind ad bagdøren, mener Jacob Søndergaard: »Bag talen om vækstlaget ligger en forestilling om, at den smalle og støtteværdige litteratur vil vokse sig stor og stærk og brede sig ud i mainstream, hvis den gødes med offentlige støttekroner og næres af forlagenes tålmodige indsats. Men hvorfor ikke bare støtte den litteratur, som vi oftest forbinder med vækstlaget, og ellers lade den være sig selv? Hvorfor ikke bare lade den undersøge og uddybe sig selv?« spørger forlagschefen. I praksis sker det kun sjældent, at det smalle vokser sig bredt, bemærker han, og derfor foreslår han, at vi i stedet for vækstlaget begynder at tale om det litterære økosystem.

 I forlængelse af Jacob Søndergaards argument kan man spørge: Er det ikke netop kulturministeriets rolle at værne om et sådant økosystem? Er det ikke netop det, vi kan bruge de offentlige støttekroner til: at bevare kulturens diversitet, litteraturens særegenhed på dens egne særegne præmisser? At noget litteratur er mindre kommercielt end andet er en del af netop den præmis, men det ændrer ikke på, at også den smalle litteratur kan tilbyde sin læser en bred horisont.

At udvide den læsende offentligheds horisonter er netop målet med en festival som KBH Læser. Og det åbne spørgsmål til vækstbegrebet gav et væld af svar – en broget fortolkning af forholdet mellem litteratur og vækst. Der kom svar, der handler om væksthuse, opvækst, vokseværk og evolutionen som ”langtrukken fiktion,” med forfatteren Lone Hørslevs ord. Om vækstlag, småforlag, antikvariater og en boggade på Nørrebro. Om improviseret og eksperimentel litteratur, om Inger Christensens algoritmer og Vagn Steens formdigte. Om undergrundens dyrkelse af det okkulte, om modvækst, om dannelse, om Marx og, som nævnt, om Mette Bocks visioner. Leder man efter en begrebslig definition af det vækstbegreb, der fylder i debatten, leder man forgæves, men måske er der nye sammenhænge at opdage. Kunne det f.eks. tænkes, at den gryende interesse for heksekunst og okkultisme i litterære kredse er et oprør mod den rationelle vækst, som Ursula Andkjær Olsen skrev om? Og er det oprør ikke beslægtet med den interesse for natur, økologi og klima, som også er en hovedåre i samtidslitteraturen?

Fordelen ved det åbne spørgsmål er, at det ikke fordrer et bestemt eller endeligt svar – præcis som den gode roman, det smukke digt eller det tankevækkende drama åbner det verden i stedet for at lukke den. Er det ikke også det, vi ønsker os af debatten? Lad os anerkende kunstens og litteraturens evne til at fastholde modsatrettede synspunkter i ét og samme udsagn, til at nuancere i stedet for at udpege, og lad os bringe den ind i samtalen på dens egne præmisser. Hvem ved, måske det kan rykke lidt ved debatkulturen i et samfund, der præges stadig mere af splittelse, meningsbobler og skarpt optegnede grænser mellem dem og os?

Niels1

Elisabeth Skou Pedersen

 

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox