Ida Holmegaard: Meditationer

MEDITATIONER

Af Ida Holmegaard

1
Vi begynder med åbne øjne. Velkommen. Find en behagelig stilling. Armene ned langs siden eller i skødet. Slap af i kæben. Velkommen. Lyt ikke til denne optagelse, hvis du kører i bil. Lyt ikke til denne optagelse, hvis du betjener landbrugsmaskiner eller andet tungt maskineri, lyt ikke, hvis du opererer på nogen, hvis du står med fingrene nede i et andet menneskes organer og svupper rundt for at finde den rigtige sene ved leveren, lyt ikke, mens du skærer med en skarp kniv. Lyt ikke til denne optagelse, hvis du flyver flyet, men gerne, hvis du sidder i kabinen.

Sæt dig behageligt. Mærk din egen vægt. Tag en lang, dyb indånding. Ind gennem næsen. Og ud gennem munden. Vi skal beskæftige os med tankerne. Og kroppen. Men du skal ikke bekymre dig. Det kan blive svært, men det bliver ikke umuligt. Vi skal flytte rundt på dine tanker. Det kan lyde som en kategorisk, for ikke at sige voldsom udmelding,
men det kan siges med stor ro og sikkerhed. Og det kan gentages for at give det ekstra tyngde: Sammen skal vi flytte rundt på dine tanker. Det er dem, det skal handle om. Og din krop.

    
Vi begynder med åndedrættet. Træk vejret ind
gennem næsen (pause).

     Og pust ud gennem munden (pause).

     Ind gennem næsen (lidt længere pause).

    
Og ud gennem munden. Mærk, hvordan brystkassen hæver og sænker sig. Træk vejret ind (lidt længere pause).

     Og pust ud (lang pause).

     Træk vejret ind (meget lang pause)

Magten over åndedrættet er måske en af de største former for magt, man kan have over et andet menneske. Mærk det. Mærk, at du overgiver dig og spørg dig selv, om det er rimeligt at bede dig om det. Om det føles rart. Vi skal forsøge at trække nogle af dine tanker ud af dig, de skal følge med åndedrættet ud af munden med en blød bevægelse, som når en tryllekunstner trækker et silketørklæde ud af ærmet. Tankerne kan få lov til at hænge slapt ud af munden som silketørklæder og blive luftet, mens du fylder dig med ilt og med denne udefrakommende stemme.

     Var det for meget?

     For kompliceret et billede så tidligt på aftenen?

Vi kan tage det hele igen. Det kommer til at handle om tankerne. Hvor tit har du ikke tænkt: Hvad skal jeg egentlig stille op med dem, tankerne? Med spekulationerne, analyserne, humøret? Mærk det paradoksale i at spekulere over, hvordan man bliver fri for sine spekulationer. Måske mær-
ker du det i armene. Måske har du prøvet noget, der min-
der om det her før, dyrket yoga på et koldt gulv på Østerbro, og måske har du ligget under fleecetæppet i mørket under afspændingen til sidst og bare ikke kunnet koncentrere dig om yogalærerens stemme, fordi du tænkte på din tidligere elsker, på hendes hænder, på dengang du og din farmor var i zoologisk have og så på moskusokser og zebraer og elefanter, og skal de egentlig ikke lukke det nye elefanthus, det i Søndermarken, igen, selvom det lige er blevet bygget? På grund af noget metrobyggeri. Det synes du, at du har læst et sted. Måske kan du heller ikke koncentrere dig nu. Måske er dine tanker allerede begyndt at vandre. Det er i orden. Tilgiv dig selv for det. Spørg ikke hvordan, bare sig til dig selv: Jeg er allerede tilgivet.

     Pust ud gennem munden.

     Lyt til åndedrættet.

Her kommer ingen til at fortælle dig, at alt bliver bedre. Mærk, om det får dig til at føle dig lettet. Det skal handle om tankerne, og ordene, selvfølgelig, tankernes små mursten. Eller soldater? Celler? Under alle omstændigheder: Træk vejret ind gennem næsen. Velkommen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uddrag af MEDITATIONER, forfatter Ida Holmegaards debut som radiodramatiker. Teksten  bliver præsenteret af radiodramakollektivet AKT1 i sin helhed på Kbh Læser. Arrangementet finder sted på Serapion-Ordenen, Haveselskabetsvej 3B, 1823 Frederiksberg C, lørdag den 8. februar kl. 19.00.

Holmegaard bruger i sit hørespil meditationsformen – med inspiration fra YouTube-klip, helse-apps og selvhjælpsbånd – til at undersøge, hvad det vil sige at bede nogen om at overgive sig til en stemme. Om at bede nogen om at forestille sig noget, om at ændre sit tankemønster, om at trække vejret i en bestemt rytme, om at sidde stille og koncentrere sig og lade sin krop og væren påvirke af en udefrakommende talestrøm. På den måde bliver teksterne til en slags dobbelt diskussion af meditationsformen og af litteratur i det hele taget: Hvad vil det sige at få andre til at forestille sig noget? Det er voldsomt og manipulerende og befriende og spændende og skræmmende på en gang at tale til sin læser eller sin lytter, og det er skræmmende og spændende og udsat og hidsigt og kedeligt at være læser eller lytter og lade sig rive med. MEDITATIONER bliver på den måde en slags MANIFEST over at skrive, læse og overgive sig til litteratur.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox