Nedslag i programmet: identitetspolitik, undertrykkelse og minoriteter

Hvordan definerer jeg mig som del af en gruppe? Er min gruppe den store og stærke, eller er jeg ”den anden”? Hvem er ellers denne anden, og hvordan bliver vedkommende portrætteret og omtalt i medier, i skolernes undervisningsmateriale, i lovgivning og andre steder? Det er nogle af de spørgsmål, der hører under begrebet identitetspolitik.

Yong Sun Gullach. Re-enacting The Transnational Adoptee, photo. Christine Denck01

Hver morgen kl. 9:00-9:45 spiller radiokollektivet The Bridge Radio podcasts om asyl- og migranterfaringer. Drik en kop kaffe mens du lytter til radio om alt fra Sandholmlejren til Sjælsmark deportationscenter. Hver dag på Københavns Hovedbibliotek

Københavns Hovedbibliotek lægger også hus til foredragsserien Marronage om modlæsninger af en række fænomener, der ofte bliver taget for givet. Marronage diskuterer undertrykkelse som strukturelt fænomen, og sætter det i forbindelse med feminisme, transpolitik, diskrimination på uddannelsesinstitutioner, idéen om Europa som centrum for civilisation og rationalisme, repræsentation af etniske minoriteter i danske nyhedsmedier, samt Danmark som kolonimagt og kolonialismens aftryk i blandt andet madprogrammer, film og i forbindelse med adoptioner. Der er Marronage-arrangementer 24.februar-4.marts.

Endnu et arrangement på Hovedbiblioteket er den ottende version af Gin & Gender, som forener drinks og litteratur med fokus på køn, ligestilling og vækst. Arrangørerne er Selskab for Ligestilling og Dansk Kvindesamfund. Det foregår d. 25. februar kl. 20.

På Blågårdens Bibliotek foregår d. 1. marts, kl. 9.00-12.30 noget så fint som et debatarrangement for børn. Arrangementet hedder Vækst og kønsroller i folkeeventyr, og handler om eventyrene ”Hans og Bønnestagen” og ”Rapunzel”.

1.marts er også dagen hvor du kan komme til oplæg og debat om Sproget og det fremmede: hvordan skærper vi vores blik for de forandringer der sker omkring os, og hvordan skal vi reagere på dem? Værterne er Foreningen for oprettelse af en højskole i København/Københavns Højskoleforening/Vartov.

Kom på Vanløse Kulturstation d. 2.marts til arrangementet Tænkepause om alder v. Suresh Rattan. Suresh Rattan er aldersforsker, og har udgivet en af Århus Universitetsforlags succesfulde Tænkepauser. Han vil fortælle om, hvordan ældning ikke kun er en lineær bevægelse fra barndom til ungdom og alderdom, men nærmere foregår i spring. Det foregår på Vanløse Kulturstation, kl. 19. 

På festivalens sidste dag er LGBT Biblioteket vært for foredraget At vokse op som seksuel minoritet – belyst gennem litteraturen, som handler om at vokse op som LGBT+ person. Foredraget holdes af forfatteren Line Lybecker, som vil tage udgangspunkt i sine bøger ”Mere end veninder” og ”Historien om en dreng”. Det foregår  kl. 14-17.

 

LSH

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox