Jenny Erpenbeck: Forandring, afskeder og nye begyndelser

jenny

Interview med Jenny Erpenbeck af Niels Offenberg

Jenny Erpenbeck er aktuel i Danmark med romanen "Går, gik, gået"; en roman, der tager fat i den aktuelle flygtningesituation i Tyskland og Europa. Kbh Læser har som optakt til Jennys besøg under festivalen interviewet hende om vækst og politisk litteratur.

Dette års tema for Kbh Læser er VÆKST. Det er et tema, der på mange måder er indbegrebet af en politisk diskurs eller et bestemt politisk vokabular, men vi vil med denne festival forsøge at belyse, hvad kunsten og litteraturen kan sige om dette emne.

Hvad er din første indskydelse i forhold til dette ord eller begreb?

Det første, jeg kommer til at tænke på, når jeg hører ordet ‚vækst‘, er altid et udtryk fra Janusc Korczak, den berømte polske pædagog, der i 1942 gik med ind i gaskammeret i Treblinka sammen med børnene fra sit jødiske børnehjem. I forbindelse med barnets udvikling taler han om ’det hemmelighedsfulde arbejde med at vokse op’. Hans syn på temaet vækst er stærkt præget af begrebet forvandling, og det finder jeg meget smukt. Det handler netop ikke om tilvækst, om ’mere’ eller ’større’, det handler om forandring, om afskeder og nye begyndelser.

Vækst er på en måde samfundets store fortælling. Du taler om at vende tilbage til den store fortælling og til utopien i litteraturen. ’Vækst’ er jo den store fortælling, vi har. Kan du se dig selv skrive en roman om vækst?

Når jeg ser begrebet vækst brugt om politiske og økonomiske udviklinger, bliver jeg altid meget skeptisk. Jeg tror ikke på at redde verden gennem stadig større vækst, og jeg tror heller ikke på, at menneskeheden udvikler sig til et stadigt højere niveau. Vækst i industriproduktion og i handel betyder en mere intensiv udnyttelse af de naturlige ressourcer, der – som vi alle ved - er begrænsede, og følgen er en stadig større social ulighed. At beskrive det er dog nok mere en sag for faglitteraturen. Det, der interesserer mig litterært, er snarere overgangene, på det private og det politisk-historiske plan. Overgangene er der, hvor vækst i betydning forandring manifesterer sig. Og i princippet har jeg aldrig skrevet om andet. At forstå hvornår og hvordan overgange kommer i stand og præcis hvordan tiden ændrer sig, det er det, der interesserer mig allermest.

Og i så fald, - på hvilken måde vil litteraturens sprog adskille sig fra den politiske diskurs? Hvad vil litteraturen (eller kunsten) indfange, som den politiske fortælling ikke fanger?

Jeg tænker for det første, at identitet er stærkt præget af sociale relationer, og for det andet at en stor del af de forandringer, vi oplever og selv gennemlever i løbet af vores liv, udspiller sig i forhold til værdier. Men begge dele, dvs. forandringer og tab af menneskelige relationer, og forandringer i vores egne værdier, er det måske kun litteraturen, der kan begribe eller beskrive. Litteraturen kan levendegøre de følelser, der til forskellige tider har knyttet sig til forandringerne. På den måde løfter litteraturen vores blik ud over grænserne for vores egen eksistens.

Al litteratur, der vender sig mod det politiske, bliver sædvanligvis kritiseret for ikke at være litteratur, ikke at være æstetisk etc. Er det sværere at skrive en politisk roman?

For mig som forfatter er det ikke sværere, fordi jeg jo ligesom ved et historisk stof prøver at se på tingene fra en vis distance. Men måske stiller det større krav til læseren at se bagom et aktuelt tema og erkende de grundlæggende spørgsmål, som forfatterne har stillet i årtusinder: Om muligheden for at begynde forfra, når alt, hvad man kender og elsker, er blevet ødelagt eller tilintetgjort; om forskellen mellem ens eget selvbillede og andres billede af en; om hvordan man forholder sig til grænser, som natur eller politik sætter op for en.

Jeg ser en sammenhæng, og den interesserer mig meget. Jeg tror, at forandringerne i samfundet ofte slår igennem helt inde i den menneskelige fysik – såvel som i psyken. Det, man kalder ’store historiske begivenheder’, udspiller sig jo i virkeligheden altid kun i utallige enkeltskæbner. I de perioder, hvor man glemmer at den enkelte anden lige så godt kunne være en selv, kan der godt ofres tusinder af menneskeliv på at skabe kulturelle toppræstationer som f. eks. pyramiderne, men det fører jo altså også til byggeriet af koncentrationslejre.


Niels Offenberg
Oversættelse: Charlotte Sejer Andersen

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox