Johan Rosdahl: LITTERÆRE MANIFESTER - EN LILLE INTRODUKTION

Litterære  manifester

- en lille introduktion

Af Johan Rosdahl

Digteren skriver et manifest, når han/hun vil markere en ny position, der lægger afstand til anden, navnlig ældre, litteratur. Derfor findes de fleste litterære manifester i situationer, hvor de der går forrest - det er dem, der kaldes avant-garde - har brug for at understrege, at HER og NU kommer der noget nyt - og bedre. Man kan skrive et RIGTIGT manifest, som præsenterer sig selv som manifest og som er opfordrende og insisterende i retorikken. Det er det DIREKTE manifest.

Eller man kan bruge andre genrer og få det manifestlignende frem ved sprog og stil, og det er et INDIREKTE manifest. Det manifestagtige kan således fremgå af en genresignatur, hvor forfatteren tvinger læseren til at opfatte en tekst som manifest, selv om teksten i sig selv ikke peger på det. Men i øvrigt er der ikke faste genrekrav til et litterært manifest - det kan f.eks. være meget overordnet og ultrakort: ”Lys over landet - det er det, vi vil”

Og denne sætning af J.P. Jacobsen fra 1884 kan så bruges til hvad som helst, f.eks. i 2014 i et charter (”frihedsbrev”, formelt dokument eller traktat, der indeholder en erklæring om noget man vil arbejde for at få gennemført) om ny litteraturhistorie. Manifester er altid noget med at oplyse de uvidende mørkemænd! Og det kan altså gøres meget kort og håndfast. Det er i øvrigt også selve ordet MANIFESTs oprindelige betydning: fra italiensk manifesto af latin manifestus 'håndgribelig', afledt af manus 'hånd'.

Det følgende er en kort præsentation af et udvalg af danske, litterære manifester eller det, der ligner. Men vi kommer ikke uden om begyndelsen, for ALLEREDE DE GAMLE GRÆKERE havde gang i overvejelserne om hvad det er litteraturen skal - og kan. De brugte selvfølgelig ikke ordet MANIFEST, men POETIK.

Aristoteles mente, i modsætning til Platon, at litteraturen skal have en plads i samfundet og prøvede at systematisere digtningen i Poetikken (Om digtekunsten). Og for Aristoteles er det digtningens funktion/virkning, der er i fokus, og det er tragedien, der ved sin ”renselse” (katharsis) af tilskueren, der er den højeste form for litteratur. Aristoteles´ tanker om digtningen har sat sig spor i hele litteraturhistorien. Ingen litteraturhistoriker/teoretiker kan komme uden om f.eks. begrebet mimesis (efterligning). Så sent som i 2015 udkom en litteraturhistorisk doktordisputats med titlen Den Nye Mimesis (af Marianne Stidsen).

Men altså: når der sker noget nyt i (litteratur)historien, bliver der brug for den manifeste markering. 

I 1600-tallet bliver modersmålets ret over for latin sat på dagsordenen, og i Peder Syvs Betænkninger om det cimbriske Sprog findes manifestagtige formuleringer om det hensigtsmæssige i at bruge det danske sprog. Men vi skal forbi Holberg, som også kan vise manifestagtige tilløb til romantikken. Her bruges dog heller ikke genrebetegnelsen MANIFEST, men betegnelsen EVANGELIUM, som betyder ”glædesbudskab”. Oehlenschlägers mentor Heinrich Steffens skriver Romantikkens Evangelium; han taler om at der er en sammenhæng i verden, og det har vi en anelse om: ”Denne Ahnelse forlader aldrig noget Menneske ganske. Selv hos det meest indskrænkede slumrer det dybt i hans Siæl. Den knytter os til den hele Natur(…).”

Men som det jo så ofte sker, så følges denne romantiske bølge af en modbølge. Romantikken går i stå, mener mange, og i 1871 kan Georg Brandes indlede sine forelæsninger med disse manifeste formuleringer: ”Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. Saaledes sætter f. Ex. George Sand Ægteskabet under Debat, Voltaire, Byron og Feuerbach Religionen, Proudhon Eiendommen, den yngre Alexander Dumas Forholdet mellem de to Kjøn og Emile Augier Samfundsforholdene. At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning.”

Og sammen med en mængde andre faktorer udvirkede dette manifest, at det som (af Brandes) blev kaldt Det Moderne Gennembrud blev den dagsorden som litteraturen i et par årtier fulgte. At det ikke nødvendigvis er de mest manifest-følgagtige, der skrev de bedste værker er måske ikke så mærkeligt. Hvis man følger hvad manifestet forlanger, og ikke hvad man selv mener, bliver resultatet nok mindre interessant. Det er Herman Bang, I. P. Jacobsen og Henrik Pontoppidan, som i adskillige værker på kant med Brandes´ budskab skaber det unikke og langtidsholdbare, mens en forfatter som Sophus Schandorph, som skriver meget trofast ud fra Brandes stort set er glemt. Herman Bang skriver i øvrigt selv en slags manifest i en lille artikel om impressionismen fra 1890.

Men Brandes får svar på tiltale: Johannes Jørgensen stifter i 1893 tidsskriftet Taarnet, og i det første nummer kan man læse hans manifest for symbolismen, en –isme, der stort set er det modsatte af  den realisme og naturalisme som det moderne gennembruds mænd dyrkede. Jørgensen skriver:

”(…)Symbolismen er (…) overbevist om Identiteten af Tænken og Væren. Det Væsen, som aabenbarer sig i Tilværelsens ydre Fænomener, er det samme, som lever i Menneskets Sjæl. Sjæl og Verden er ét. Det almindelige Menneske erkender ikke dette. Han anser sig for et isoleret Individ, et enligt og særligt Væsen, i en Verden, overfor hvis Uendelighed han føler sig fremmed og forladt. Kunstneren derimod fatter, instinktmæssigt og intuitivt, Tilværelsens sande Væsen. Han føler sin Sjæls Sammenhæng med Naturens Sjæl og aner bag Tingenes tilsyneladende Ligegyldighed en hjemlig Verden, hvori hans Aand har en evig Indfødsret. Den sande Kunstner er derfor nødvendigt Symbolist. (…) Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke.”

Men ikke så længe efter skifter avantgarden tonefald; bl.a. en verdenskrig har ændret betingelserne for kunst. Modernismen i dens forskellige aftapninger har manifester; i Frankrig og Italien: dadaismen og futurismen, og ekspressionismen, som også i Danmark har sine talsmænd. Tom Kristensen kan således i digtet Landet Atlantis. Et Symbol fra 1920 proklamere:

(…)

Skøn som en sønderskudt banegård er

vor ungdom, vor kraft, vore vilde idéer,

skøn som revolverens isgrønne stjerne,

der fødes i nuet med smældende véer

på ruden i revolutionens

skingrende glasklangs-caféer.

(…)                                    

Digtet kan læses som Manifest for ekspressionismen: Et nyt skønhedsideal skal findes, krig og krise har smadret de gamle idealer. En anden måde at reagere på findes i surrealismen (egtl.: over-realisme). Den er forsøget på at nå ind til de inderste følelser, tanker og drifter for på den måde at frigøre mennesket, så det kan få et bedre liv - også sammen med andre, dvs. i et bedre samfund. Det var en fransk bevægelse, der ved sit oprør mod regler osv. fortsætter hvor dadaismen slap. I 1924 udgav digteren André Breton det surrealistiske manifest hvori surrealisme defineres som: ”Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse.” På dansk grund finder vi ganske få surrealistiske, digteriske udtryk, med en lysende undtagelse Gustaf Munch-Petersen.

I den litterære debat er der jævnligt debat om litteraturens opgave, genrernes betydning og digternes rolle i samfundet, og op imod vor egen tid bliver der skrevet poetikker, som gerne vil sætte normer for, hvad digtning er/skal være. Digtere som Poul la Cour, Per Højholt, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen har således alle skrevet manifeste udsagn om poesien, dens funktion og dens plads ved siden af andre erkendelsesformer. I 1981 markerede Michael Strunge litteraturens nye rolle i lederen i sit nystiftede tidsskrift Sidegaden. ”Sidegaden” er Strunges billede på det afvigende, det nye, det ægte, i modsætning til ”hovedstrøgets formstøbte liv i død”:”Sidegaderne fører hen hvor ord er større end støj. De er kanaler, ledere for de energifyldte strømme der endnu kun kan mærkes som en sitren i nervespidserne, mediemaskinen og forstæderne. De strømme der kan føre os andre steder hen”.

Som nævnt er manifesterne hyppige i modernismen og den danske modernismes mentor og grand old man, kritikeren Torben Brostrøm, gav i 2008 dette bidrag i tidsskriftet Hvedekorn.

MANIFEST?

(…)

4.

Poesi er træer i Rosenborg Have.

De står splitternøgne og er langvarigt parate til pludselig at eksplodere.

a) De sender grønne gnister til alle sider.

b) De står ganske enkelt og vokser.

Gør det!

Og Hvedkorns redaktør, Lars Bukdahl gav i 2010 denne salut, da forlaget Rosinante overtog tidsskriftet:

Manifest i galop

(…) 5. Rosinante&Co er et solidt, men venligsindet sky-
system hele vejen rundt om den hvedemark i den blå luft, der er Hvedekorn, fra hvilken den nådesløst missende muldvarp, der er redaktøren, udsteder landingstilladelser til de groggy jockeyer, der er digterne, på de gamle øg med sommerfuglevinger, der er poesien // 6. Sådan hænger det sammen med det // 7. For fremtiden //  8. Heldigvis

Der er mange andre manifester, selvfølgelig, og (heldigvis?) bliver de ikke altid fulgt. Men de er gode til at få gang i diskussionen om litteraturens rolle. Så man kan bare gå i gang med at søge efter dem.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox