Kælderlæsninger med lavt og højt til loftet!

Under Kbh Læser udbreder Kælderlæsninger sit koncept, så der inviteres til oplæsninger både på Københavns Hovedbibliotek og på Islands Brygge Bibliotek  – vel at mærke i deres dunkle, skumle kældre med både lavt og meget højt til loftet. 2 Bibliotekskældre, 1 aften! Med Oskar Sjøgren, Christel Wiinblad, Lars-Emil, Peter-Clement Woetmann, Elisabeth “Ellie” Torres – Miss Neverstop, Caspar Eric  og drinks undervejs..det må man ikke glip af på festivalens sidste dag. En passende måde at afslutte festivalen ved at gå helt i (bog)kælderen.

Selve dette arrangement kan man tilmelde sig og læse mere om her.

Hvad er Kælderlæsninger?

Læsning er oftest en enkeltmandsforestilling – noget der foregår i enrum og uden indblanding fra andre. Men sådan behøver det ikke at være. Der har i mange år været højtlæsninger, diskussions-klubber mm., som har taget udgangspunkt i litteraturen, men i de seneste år synes disse sociale former for litteraturfordybelse at blomstre yderligere op med bl.a. diverse læsegrupper, skriveklubber og litterære foredragsrækker, som overalt er skudt frem. I bibliotekets kælder på Islands Brygge Bibliotek har en ny form for socialt, kulturelt og litterært arrangement set dagens lys – eller rettere lampens lys. Arrangementet, som er en tilbagevendende
månedlig begivenhed, går under overskriften Kælderlæsninger og foregår i Islands Brygge Biblioteks kælder.

 

 

Kælderlæsningerne, som har været afholdt siden juni 2014,  har indtil nu primært været en arrangementsrække, hvor udvalgte og mindre kendte forfattere har været inviteret til at læse deres egne tekster op for et publikum. Fremover vil konceptet blive udvidet, så det også rummer musikalske indslag. Frivillige ildsjæle forvandler kold kælder til kreativt, kulturelt samlingssted Bl.a. et ønske om at bruge biblioteksrummet på nye måder samt at gøre biblioteket til en levende kulturel institution i samfundet har ført til Kælderlæsningerne, som i høj grad er et resultat af et frugtbart samarbejde mellem Islands Brygge Bibliotek og frivillige ildsjæle.

De fire frivillige er Cæcilie Sylvest Brix Møller, Johannes Bech Dalsgaard, Rasmus Riiskjær og Victor Ovesen står sammen med bibliotekar Morten Rubæk for alt, hvad der angår planlægning og afholdelse af arrangementerne. ”Vi håber, at publikum måske får udvidet forståelsen for, hvad et bibliotek også kan være, og som deltager kommer man ligesom bag facaden af det hele. Og så er det at tænke kælderrummet som et sted der ikke bare er tilovers, men som også kan bruges. Det er jo et uudnyttet rum”. Sådan siger Rasmus Riiskjær, hus-dj og en af initiativtagerne til Kælderlæsninger vedrørende arrangementet, som foregår i et hjørne af kælderen, hvor gemte og gamle ting, som har været tilovers og normalt ikke er i brug, har fået nyt liv. F.eks. bliver gamle reolkasser brugt som stole, og kartotekskasser og bøger er brugt som udsmykning for at skabe et rum og en atmosfære, hvor der er plads til fordybelse og nærvær for kunstneriske og litterært interesserede sjæle.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox