Karavanekåring af årets kærlighedstekst 2015 – kom med dit bidrag og din stemme!

 

Under Kbh Læser ruller kærlighedskaravanen gennem København for at kåre københavnernes yndlingskærlighedstekst – og vi har brug for din hjælp til at finde den helt, helt rigtige!

Udvælgelsen og kåringen falder i tre dele:

1) Biblioteker i Valby, Vesterbro, Vanløse, Kbh. K og Nørrebro vælger i ugerne op til festivalen hver især 10 kærlighedstekster sammen med deres borgere. Har man derfor et bud på verdens bedste kærlighedstekst – eller har man netop selv lige skrevet den – så er det bare at opsøge det lokale bibliotek. Indsamlingen af tekster foregår forskelligt i de fem bydele. F.eks. udskriver Blågårdens Bibliotek på Nørrebro en skrivekonkurrence på postkort i bibliotekets bøger: ”Skriv et digt eller en tekst om kærlighed på bagsiden af postkortet og aflever det på Blågårdens Bibliotek inden d. 20. februar”. De deltagende biblioteker er: Kulturanstalten – Vesterbro Bibliotek, Blågårdens Bibliotek, Hovedbiblioteket, Kulturstationen Vanløse og Valby- og Vigerslev Bibliotek.

Sådan gør du: Ønsker du at nominere eller give dit bud på verdens bedste kærlighedstekst? Gå da ind på Københavns Bibliotekers hjemmeside her, hvor du vil finde information om, hvordan de enkelte bydeles bibliotker indsamler deres nominerede tekster.

2) I hver bydel afholdes et særskilt arrangement, hvor multikunstneren T.S. Høeg hver gang vil lede slagets gang og læse de 10 udvalgte tekster op for i fællesskab med publikum at kåre den bedste kærlighedstekst. Alle teksterne er gjort anonyme, så ingen ved, om de er skrevet af dig, Shakespeare eller en ung, ukendt forfatterspire. Ved alle arrangementer ledsages T.S. Høeg af en forfatter: Marianne Larsen, Julia Lahme, Anne Marie Têtevide, Sørine Gotfredsen, Lone Hørslev eller Alen Meskovic. Arrangementerne foregår i bibliotekernes lokalområder – fra baren Vela på Vesterbro til Blågårdens Apotek på Nørrebro.

Sådan gør du: Mød op et eller flere af de steder, hvor kærlighedskaravanen kommer forbi, og giv dit besyv med. Der stemmes og diskuteres – gerne livligt – på stedet. Du kan i festival-programmet se steder og tidspunkter. Du finder bl.a. programmet her.

3) I løbet af festivalen kåres altså 5 kærlighedstekster – 5 bydelsvindere; blandt disse vil vi finde årets kærlighedstekst; alle inviteres til at stemme og til at kåre den bedste tekst. 

Sådan gør du: Gå ind og stem på Kbh Læsers Facebookside: facebook.com/kbhlaeser , hvor du også kan følge karavanen dag for dag. Det er muligt at stemme fra søndag d. 8.3, hvor de fem nominerede tekster lægges op.

Kort sagt er der lagt op til debat, smagsdommeri og litterær X-faktor.

Alle kærlighedskaravanearrangementerne kan ses i festivalprogrammet.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox