Kasper Opstrup: Endnu engang slynger vi vor udfordring mod stjernerne

Endnu engang slynger vi vor udfordring mod stjernerne

– fem afsnit og ti punkter om manifestets form og ophav

Af Kasper Opstrup

 

- I -

Manifestet udgør på mange måder det modernes genre par excellence. I dets oprindelige form var det en offentlig erklæring af intentioner, holdninger, mål og motiver, udstedt af en regering, organisation eller suveræn magt. Siden trykpressens opfindelse har det tillige været profeter og visionæres foretrukne udtryksform.

Dets rødder kan lokaliseres i den religiøse trosbekendelse og de millenariske bevægelsers proklamering af helligåndens komme og en ny tidsalder.

Som genre opstod det med det moderne ur-manifest over dem alle, 'Det kommunistiske partis manifest' fra 1848, der med sin prosabegyndelse i et hjemsøgt Europa også viser, hvordan det moderne manifest ofte er en slags fiktion forklædt som fakta.

På grund af de historiske ligheder mellem millenariske bevægelser og politiske doktriner er manifestet ofte bærer af et politisk perspektiv. I takt med at der skete et erkendelsesmæssigt skred i det moderne fra tradition mod innovation, blev der produceret et væld af manifester. Som oftest var brændstoffet en fusionering af politisk mobilisering og spiritual vækkelse, der skulle besynge en ny tids nye menneske.

Fra at blive udstedt af krigsførende prinser, partipolitikere og revolutionære, er det i de sidste par århundreder blevet til kunstnere og forfatteres elastiske og uforudsigelige materiale, selv om der stadig skrives vigtige politiske manifester.

Et tidligt eksempel på kombinationen af politisk og spirituel vækkelse finder vi i Fama Fraternitas, det første Rosenkreuzer-manifest, trykt i 1614. Manifestet skabte både Rosicrucianerne som et hemmeligt selskab, samtidig med at det kaldte for en ny reformation af kristendommen, for gratis helbredelse af de syge og for et samfund bestående af universelt broderskab – en af grundene til at konspirationsteoretikere har set dem som de illuminerede bag den franske revolution, selv om de allerede i samtiden blev afsløret som en slags spøg.

Revolutionstiden udgør et tidligt højdepunkt i manifestets forhistorie og åbnede formen op for de senere romantikere med et væld af manifester: Fra de politiske som Jacques Rouxs 'De rasendes manifest' fra 1793, der på radikal vis gjorde op med klassesamfund og ejendomsret til de mere litterære manifester som for eksempel hos berygtede Markis de Sades 'Endnu en indsats, franskmænd, før I kan kalde jer republikanere' (1771), der inden for en fiktiv ramme blandt andet opfordrede til universel prostitution og afskaffelse af alle religiøse og politiske institutioner.

Dette peger på en del af manifestets tiltrækning: Det er ofte en overraskende, kompleks og paradoksal genre, der på samme tid er høj og lav, logisk og absurd, flabet og oprigtig.

 

- II -

Formmæssigt består manifestet ofte af en liste, en stribe nummererede deklamationer, som man kender det tilbage fra for eksempel både 'Fama Fraternitas' og 'Menneskerettighedserklæringen' fra 1789:

1. Et manifest vil noget. Det står altid på kanten til handling.

2. Fordi det er en performativ talehandling, manifesterer det noget nyt, en uforsonlig andethed, der nægter at acceptere verden, som den er.

3. Det er et brud, et møde mellem hvad der er, og hvad der bør være; et øjeblik, hvor fremtiden bryder ind i nutiden som mulighed.

4. Manifestgenren handler om, hvad der er nyt, og hvad der er nu. Overdrevet, legende, lidenskabelig, manifestet er større end livet. Højt og hurtigt. Superlativer – de allerbedste, STORE BOGSTAVER og en overflod af udråbstegn (!!!) er manifestforfatteres redskaber, som anvendes gavmildt til at formidle de ekstatiske og visionære krav og give dem form som råb.

5. Det er en alternativ genre. Den vil genskrive fortiden, samtidig med at den vil fremskrive en (anden) fremtid.

6. Fordi genren kan lokaliseres et sted mellem traktat, trosbekendelse og prosadigt, kan den altid redefineres.

7. Det skaber altid sine egne definitioner afhængigt af konteksten.

8. Det er en megaloman genre, hvilket er med til at adskille den fra for eksempel poetikken, som ofte er mere rationel og afmålt.

9. I dets moderne udgave er det ofte teatralsk og absurd og blander deklarationer med narrativ.

10.I ekstreme tilfælde af selv-definition bliver manifestet et meta-manifest, der reflekterer over selve manifestet.

Fra midten af det 18. århundrede og frem aftager manifestets religiøse betydning. I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede bliver det politiske og det kunstneriske manifest adskilte størrelser. Manifestet begynder at hjemsøge kulturen som en kunstnerisk-
litterær genre.

Det politiske eller teologiske manifests virkning afhænger af dens magt til deklamation og overtalelse.

Det kunstneriske manifest, hvis arbejde skal videreføres i en anden verden, er en æstetisk kamp med forskellige konsekvenser afhængig af dets kontekst og klogskab samt afsenderens talent.

Livet som kunst er et af det moderne manifests motiver, at man skal opnå agens i praksis, hvilket gør, at det har et slægtskab med både selvhjælpsmanualer og den esoteriske tradition af skjulte sammenhænge og afvist viden. Sidstnævnte har vist sig rig på manifester som for eksempel hos den københavnske okkultist Ben Kadosh – penneven af Strindberg og mejerist på Østerbro under sit borgerlige navn Carl William Hansen – der i 1906 deklamerede 'Den Ny Morgens Gry – Lucifer-Hiram – Verdensbygmesterens Genkomst'.

- III -

Avantgardemanifestet placerer sig imellem kunstens, teoriens og praksissens områder – det skitserer retningen for en ny kunstnerisk og politisk praksis, samtidig med at det selv insisterer på at være et første skridt i den retning.

Den 18. september 1886 publicerede Jean Moréas sit 'Manifest for symbolismen' i Le Figaro, hvor han på vegne af kommende symbolister krævede et vildere udtryk i billeder, som skulle igangsætte en sproglig stormflod af ”pleonasmer, ellipser og anakoluti.”

Den 20. februar 1909 publicerede Marinetti sammesteds 'Futurismens manifest' der med ord i frihed ville besynge fartens skønhed og en katastrofe, der skulle omstyrte verden for at føde det nye. Det æstetiske kan fremskynde katastrofen, men er også i stand til at gøre den impotent; til et skuespil vi kan forbruge som passive tilskuere, hvor vi hele tiden venter på at se hvad der nu kommer til at ske, frem for en materiel praxis vi skal forme som aktive deltagere.

Måske er den virkelige katastrofe, at verden aldrig er i stand til at matche æstetiske idealer. Selv om manifestet stiger i popularitet under krisetider og i overgangen fra en produktionsform til en anden, kan manifestet ikke alene åbne en passage fra kapitalisme til post-kapitalisme.

Ofte fungerer manifestet som en slags reklame og/eller propaganda, et forsøg på bevidst at manipulere en given offentligheds synspunkter, der altid helst benytter massemedierne til sin udbasunering.

Futuristernes gennembrud var deres forståelse af at gruppeudtalelsen, tilstrækkelig æstetiseret, i massepublikummets øjne mere eller mindre kan overtage det lovede kunstværks plads.

Det har medført, at der gennem det 20. århundrede er opstået en slags manifestkunst, som mimer dets form: aggressivt frem for indadvendt, kollektivt snarere end individuelt, hvor der er et os imod dem på færde. Generelt gør "vi" eksplicit eller implicit stillet op mod nogle andre, "de", at manifestet kan opstilles som en slagmark.

Det kan begynde som et credo, men vil så skabe et skred fra "jeg tror" til "dig", lytteren eller læseren, der skal overbevises om at tilslutte sig udsagnene.

På den måde er manifestet både et løfte og en trussel: Et løfte om et nyt fællesskab eller en trussel om navnløs terror.

Tiden i Europa lige før og efter Første Verdenskrig er af den amerikanske kunsthistoriker og litteraturkritiker Mary Ann Caws blevet døbt ”manifest-øjeblikket”.

På dette tidspunkt blev mange af de kulturhistorisk kanoniserede manifester skrevet: Fra dadas nihilistiske og absurde galgenhumor til surrealisterne, som i forlængelse af dada prøvede at skabe et nyt opbyggeligt projekt og lade ånderne tale efter, hvad de opfattede som den totale destruktion af sprog og mening. André Bretons surrealisme kunne dog stadig i 1929 antage en desperat form som i “Andet surrealistiske manifests” misantrope definition: “Den simpleste surrealistiske handling består i at gå ned på gaden med en revolver i hver hånd og skyde alt hvad man kan på må og få ind i mængden”.

Manifestet overskrider konventionelle normer.

Samtidig er manifestet en trylleformular. Der er en form for magi og galskab til stede i et godt manifest, der ikke findes andre steder som i Viktor Khlebnikovs 'Marsbeboernes trumpet' fra (1916), der starter ud med sit ”Folk på Jorden, hør dette!”

Det vil omstyrte og opbygge en verden ved viljens kraft, det er en form, der altid er i krise. Det vil revitalisere, samtidig med at det vil det uforsonligt andet på alle niveauer. Fra det subjektive til det kollektive, fra det sociale og det kunstneriske til det teknologiske og videnskabelige.

- IV -

Efter Breton, Diego Rivera og Leon Trotskijs 'Manifest for en fri og uafhængig revolutionær kunst' fra 1938 begynder genren langsomt at svinde bort, indtil den stormer tilbage i 1960erne, hvor den igen blev en del af den generelle stemning.

Formen overtages nu af alle fra provoer og situationister til sorte pantere - mange af dem samlet i antologien 'BAMN (By Any Means Necessary): Outlaw Manifestos and Ephemera 1965-1970' (1971), hvor man også finder manifester fra for eksempel 'Kommune 1', 'The San Francisco Diggers', 'The International Werewolf Conspiracy' og 'Up Against the Wall, Motherfuckers'.

Ethvert manifest, der er værd at læse, forlanger det umulige.

Det er for eksempel tydeligt fra åbningen på Valerie Solanas' berømte 'SCUM-manifest' fra 1967:

Eftersom livet i dette samfund i bedste fald er røvkedeligt, og ingen aspekter af samfundet i bund og grund har nogen relevans for kvinder, henstår der for civiliserede, ansvarsbevidste og eventyrlystne hunkønsvæsner kun at omstyrte regeringen, undergrave det økonomiske system, indføre total automatisering og tilintetgøre det maskuline køn.

Mange af manifesterne fra 1960erne er politisk diskutérbare, skamløst utopiske og ofte på grænsen til det infantile – som om man kan vinde en politisk kamp udelukkende ved at erklære sig selv som vinder og derefter tænde den næste joint. Men de peger også på, at manifestgenren ofte er en vital-materiel genre.

Manifestet er requiemmets modsætning.

Efter 1960ernes fejlslagne opstande, hvor manifester fra situationister, hekseroder og sorte pantere flød på gaderne mellem barrikaderne, oplevede genren et fald i popularitet.

I løbet af 70erne og 80erne medførte neoliberaliseringens erobringstogt et tab af avantgardebevidsthed, men i undergrunden trivedes fantasier om nye primitivismer og tekno-utopier i en bevægelse ind i halvfemserne, hvor manifester igen ivrigt cirkulerede fra the Neoist Alliance, London Psychogeographical Association og Association of Autonomous Astronauts – mange af deres manifestlignende nyhedsbreve, som har lige så mange rødder i post-punk som i fluxus, mail art og dada, er samlet i antologien 'Mind Invaders' (1997) – til the International Necronautical Society, der den 14. september 1999 proklamerede i the Times, at de ville kortlægge døden og skabe en teknologi baseret på en slags udødelighed som evolutionær telos.

- V -

I vores samtid oplever manifestet en genfødsel af en helt anden art. Med udbredelsen af internettet de sidste par årtier har manifestet udvidet sig til ikke bare ethvert hjørne af kunsten, men også forskellige nye teknologier såvel som universiteterne (for eksempel 'The Digital Humanities Manifesto 2.0'). Den mest opsigtsvækkende ændring er måske, at manifestet, som længe har lånt fra reklamen, selv er blevet en ny forretningsmodel, der er fuldstændigt fordøjet, ubekymrende og uironisk, selv om bølgen af "inspirerende" selvhjælpsmanifester – som om de fleste manifester ikke var inspirerende – viser formens fortsatte elasticitet.

Den nylige boom viser intet tegn på afslutning og er på mange måder en omvending eller udvanding af det modernistiske manifest som krævede forandring og handling. Det ville springe væk fra siden og ud på gaden, og først og fremmest ville det have noget af beskueren – opmærksomhed, engagement, lidenskab.

Høj på sin egen tilstedeværelse er manifestet altid mere konfrontativt, end det er ironisk postmoderne. Det tager sin egen spøg alvorlig og er, som vi har set, tit skaberen af en æstetisk -isme – fra suprematisme til vorticisme, en ny retning, en stil.

Som hovedregel er det gode manifest kort. Skal man overbevises, kan man læse Ted Kaczinskys Industrial Society and its Future, trykt den 19. september 1995 i New York Times og Washington Post, der tester tålmodigheden, selv om det stadigt er intelligent. Værre står det til med den endeløst ulæselige '2083: A European Declaration of Independence' (2011) af Anders Breivik.

At det moderne hjemsøger manifestgenren er måske medvirkende til, at nutidens manifester har svært ved at frigøre sig fra en sær aura af at kigge sig tilbage over skulderen efter et øjeblik, de gik glip af. Ofte kommer de til at fastholde energien i stedet for at frisætte den, hvor attraktionen ved de moderne manifester netop var deres evne til at vække og revitalisere. Fordi de hjemsøges af en slags nostalgi, et post-manifest-øjeblik som kom for sent, er der i dag tit mere længsel på spil end egentlig konstruktion af en ny orden.

Fremtiden er stadig ukendt.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox