Nedslag i programmet: Klassikere på Kbh læser

information_hedeture!

Poetry-slam, performance-kunst, dansepest som kapitalismekritik og modvækst. Det er alt sammen meget godt, men alting sker så meget, og sommetider vil man bare frygteligt gerne dykke langt ned i de klassiske værker i stedet. Der er gode muligheder for at nærstudere klassikerne – både hvad angår værker, forfattere og temaer under Kbh Læser 2017. Et oplagt sted at starte er hos De Litterære Selskaber, hvor du får klassikerne serveret på et sølvfad i form af fem miniforedrag på Hovedbiblioteket 24. februar: James Joyce, Edgar Allan Poe, Henrik Pontoppidan, Johannes Jørgensen og H.C. Andersen. En helt sjette litterær darling, som vi på ingen måde kommer udenom, når vi taler vækst, er naturligvis Inger Christensen. Hendes værker vokser frem i systemer og matematiske strukturer, og det kan du høre universitetslektor Tue Andersen Nexø fortælle om i Informations lokaler 28. februar.

Fra én legendarisk digter til en anden, men denne gang skal vi helt tilbage til noget, der minder om begyndelsen, når Dansk Litteraturforening 2. marts inviterer til foredrag om oldtidens mest kendte kvindelige digter: Sapfo. Foredraget er ved ph.d. og docent i litteraturvidenskab Elisabeth Friis, der vil give sit bud på, hvordan vi skal læse Sapfos forfatterskab i dag. Indtil for få år siden var der kun fundet et Sapfo-digt i sin helhed, og dertil en lang række fragmenter af digte, men i 2005 dukkede et næsten komplet, nyt Sapfo-digt op. I 2015 kom yderligere to tekster til, så det er måske nok klassisk, men samtidigt også dugfriskt.

Sidst, men ikke mindst stiller læseklubberne på Valby Bibliotek det evigtgyldige spørgsmål: Mennesker + litteratur = vækst? Er litteraturen ligegyldig, eller kan den bidrage til, at vi vokser som mennesker? Og er det i det hele taget bare noget overbemidlet pjat og snobberi at tale om at ”vokse som menneske?” Det kan du være med til at diskutere, når læseklubberne mødes 2. marts, hvor der også vil være fælleslæsning af vækst-tekster.

Den2Radio er en dansk netbaseret radio, som primært beskæftiger sig med kultur- og samfundsstof. Lyt med når Georg Metz får to politikere til at fortælle om et værk der betyder meget for dem. 24. februar vil Københavns overborgmester Frank Jensen (S) tale om ”Pelle Erobreren” af Martin Andersen Nexø. 3.marts taler folketingsmedlem Martin Lidegaard (R) om Gabriel García Márquez’ ”100 års ensomhed”. Optagelserne foregår på Københavns Hovedbibliotek.

Den jyske hede er omdrejningspunktet for mange danske klassikere. Informations litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen præsenterer hedeskildringer fra Blicher og H.C. Andersen over Aakjær til Peter Seeberg og Ida Jessen til arrangementet Hedetur – forfattere på heden. Det foregår d. 3.marts kl. 9:15 på Information.

LRP

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox