Kristina Stoltz: MANIFEST FOR SNAVSET

Af Kristina Stoltz, 2018
Engang døde man på grund af mangel på HYGIEJNE, på grund af noget så simpelt som manglende håndvask efter toiletbesøg.

For tiden er det moderne at bo i glaskuber, at spejle sig i glas i stedet for at hænge billeder på væggen. Vi er glade for gennemsigtighed, nej, vi er mere end glade, vi er besatte af TRANSPARENS, rengøringsprodukter, afrapportering. Vi bygger glasbyer. Boligområder der i fugleperspektiv ligner én stor gennemsigtig sø: Alle indbyggerne hedder Narcissus. Alle indbyggerne hedder EKKO. Ordene der udveksles i disse boligområder kan være meget indignerede. Ofte indgår ord som LORT og SVIN i sætningerne, men det lægger ingen rigtigt mærke til. Udvekslingerne er blevet skingre symfonier, som de fleste er enige om at påskønne. Man tænker på dem som vigtige ventilationer. Man tænker måske endda på dem som udtryk for en FRIHEDSKAMP, en vigtig, kontinuerlig MODSTAND over for det pænhedstyranni, som nogle frygtelige bakterieinficerede personer går ind for. Disse skingre symfonier bølger mellem glasvæggene hele døgnet, også når de fleste sover, de er blevet permanente hyletoner i alles indeklima, i alles udeklima. Dybest set kan ingen svare på, hvorfor der benyttes så kraftfulde betegnelser og profane ord i de ellers så sikre og rene rum. Der er opstået en voldsom vrede i disse sikre ZONER. I disse GENNEMSIGTIGE byer, i disse overordentligt RENE stuer. Der er opstået en kolossal ANGST for bakterier, sygdomme, død og ødelæggelse. Så stor en angst, at mange ikke tør bevæge sig uden for glasbyerne længere, at nogen må indlægges på lukkede afdelinger for at komme angsten til livs.

I de nye gennemsigtige byer handler det primært om at kunne se sig selv fra alle tænkelige vinkler. Det handler om at benytte RØNTGEN til hverdag for at vide sig sikker på, at man ikke fejler noget, det handler om at kunne se igennem vægge for at vide sig sikker på, at der ikke trænger fremmede elementer ind i bygningerne.

Jeg befinder mig i midten af glaskuben, men fordi der hviler et så evindeligt mørke her, kan jeg kun se mit eget ansigt, min egen krop i vinduesruderne – forvreden ser jeg ud lige meget, hvor jeg kigger hen. Men jeg mærker ingenting. Jeg kunne lige så godt være en kolossal SKY på himlen, nogle børn en sommerdag ligger på græsset og peger op på. Se, jeg ligner en hund, ja, nej, en ELEFANT, et hus, en traktor, indtil jeg ikke ligner noget som helst længere. Måske bare hvid røg mod en blå himmel. Måske ingenting. Det gik hurtigt. Nu er jeg kun BEVIDSTHED. Tanker på et SPROG, som jeg tror er mit eget, men i virkeligheden er det denne evindelige HYLETONE: De skingre symfonier er blevet min egen indre STEMME. Der er ikke andet at gøre end at tage tøjet af og åbne vinduerne, mærke den iskolde januarvind udefra, begynde at fryse. Tak, nu ryster jeg af kulde, så jeg nærmest øjeblikkeligt har lyst til at give op. Mere skulle der ikke til. Jeg er en SVÆKLING. Fuldkommen ude af stand til at overleve nogen som helst længerevarende MODSTAND.

For at gøre det endnu værre, tvinger jeg mig selv udenfor, ruller mig i en tilfældig mudderpøl. Ja, splitternøgen. Jeg bliver både beskidt og gennemfrossen, og ja, det er vanvittigt, på sin vis latterligt. Der er vel afgørende RISIKO for, at jeg pådrager mig selv farlige bakterier og risiko for lungebetændelse. Det må jeg formode. Det er ikke utænkeligt, at jeg bringer mig selv i LIVSFARE.

Dette er et forsvar for SPROGET som betydningsbærende. Et forsvar for SNAVS som afgørende element for min OVERLEVELSE. For alles overlevelse. Også selvom enkelte af os DØR af det. Vi skal rense sproget for LORT og i stedet trække den op af lokummet. Sådan. Smør dig ind i din egen fæces, i dit eget, i din kones menstruationsblod. Bring TABUERNE ind i midten af dit glasbur. Yes, det lugter, det STINKER, men du skal ikke gå i bad om morgenen længere. Hold op med det. Stop med at trimme, groome, salve, og gøre dig lækker. Du er fra nu af ULÆKKER. Du står fra nu i direkte forbindelse med alt det foragtelige, med alt hvad vi normalt forkaster og UDGRÆNSER. Træd ud i verden om morgenen på bare fødder og bring al skidtet med ind i din seng om aftenen. Læg dig til at sove i din egen svinesti. Du er fra nu af et SVIN. Du kan fra nu af kalde dig et SVIN og være stolt af det. Sut på dine snavsede fingre og tænk, at det er i en højere sags tjeneste, at du eventuelt bliver dødeligt syg. At du eventuelt dør af dit eget svineri.

Jeg ved, at der er tale om et TILBAGESKRIDT, og jeg anser det for at være livsnødvendigt. LIVSBEVARENDE. Kald det dårlig hygiejne. Eller kald det KATHARSIS. Jeg kalder det GENEROBRING.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox