Kvinder, der læser om mænd

Kvinder, der læser om mænd

Af Lise Bach Hansen, leder af International Forfatterscene – Det Kongelige Bibliotek

IMG_1078

Mænd læser om mænd. kvinder læser både om mænd og kvinder og sådan har det altid været. Så mens mænd historisk set har skrevet bøger om mænd og læst bøger om mænd, har den kvindelige læser en meget mere kompleks historie og er af utallige billedkunstnere blevet skildret  som farlig, forført og fri..

Hvordan står det til med manden i skønlitteraturen? Nogle mener, han har det skidt, og at mandlige identitetskriser dominerer samtidslitteraturen på grund af kønsrollernes udvikling de seneste 50 år. Desuden er den mandlige læser også kriseramt! Drenge og mænd læser meget mindre end piger og kvinder. Til gengæld har den mandlige forfatter det efter alt at dømme fint, det kan man hurtigt konstatere, hvis man scanner festivalprogrammer og forfattersceneprogrammer, hvor de vanen tro er overrepræsenteret i forhold til deres kvindelige kolleger. Inden for de seneste måneder har også Det Kongelige Bibliotek har præsenteret tre meget succesfulde mandlige forfattere. Den tyske Lutz Seiler, den britiske Edward St Aubyn og danske Carsten Jensen. Alle er blevet rost til skyerne af kritikerne, alle har solgt masser af bøger, alle fortæller historier, der foregår i et udtalt maskulint univers. Men deres bøger bliver ikke nødvendigvis købt af mænd. Al statistik viser nemlig, at det er kvinder, der læser fiktion. Ifølge nogle undersøgelser er helt op til 80 procent af alle skønlitterære læsere i fx USA kvinder. Det amerikanske analysefirma Goodreads offentliggjorde i 2015 en undersøgelse, der desuden viser, at når mænd endelig læser, så læser de mandlige forfattere. Kun 20 procent af en kvindelig forfatters læsere er mænd. Hvorimod 50 procent af en mandlig forfatters læsere er kvinder! Med andre ord, mænd, som skriver skønlitteratur, har et publikum repræsentativt for verden – det har kvinder ikke.

Kvinder læser altså masser om mænd: mænds liv, drømme, problemer, lidenskaber, kriser, og sådan har det altid været. For litteraturhistorien viser, at det var mænd, der skrev bøgerne, naturligvis ofte med en mandlig protagonist i centrum. Kvinderne selv havde hverken tid, plads eller råd til at skrive. Som Virginia Woolf sagde i sit verdensberømte essay ”A Room of One’s Own” fra 1929, har kvinder op gennem historien hverken haft deres eget værelse, deres egne penge eller deres egen frihed. De var deres mænds eller fædres ejendom, og derfor har litteraturhistorien aldrig fostret en kvindelig Shakespeare. For de få kvinder, der trods alt har vovet at skrive, har det haft store omkostninger. Og Jane Austen (1775-1817), for eksempel, skrev alle sine romaner i stuen – altid omhyggelig med at dække sine manuskripter til, hvis nogle kom ind. Så virkede hun nemlig, som om hun stadig var til rådighed. En vigtig kvindelig dyd.

Mens mænd historisk set både har skrevet bøger om mænd og læst bøger om mænd, har den kvindelige læser en meget mere kompliceret historie. For nogle år siden udkom der en opsigtsvækkende coffee table book i USA, der hed ”Women Who Read Are Dangerous”. Den viste, hvordan kunsthistorien bugner af mesterværker, der viser kvinder læse! Åbenbart et motiv, der har været til stor inspiration for kunstnere igennem alle tider. Kataloget viser motiver helt tilbage fra 1200-tallets italienske Simone Martinis bibellæsende jomfru, over P.S. Krøyers avislæsende Marie Krøyer til Edward Hoppers ensomme, læsende kvinder fra 50’erne, og den afrundes smukt med Eve Arnolds ikoniske fotografi af Marilyn Monroe, der læser James Joyces Ulysses.

Det virker, som om der er en overrepræsentation af læsende kvinder i kunsthistorien i forhold til, hvor få der faktisk har levet et liv, hvor de dels lærte at læse, dels måtte bruge tid på det. Hvad er det mon, der har været så dragende ved det motiv? På alle billederne ser vi kvinder, der visuelt og mentalt er fuldstændig fraværende. Tryllebundet af det, de læser, optaget af noget helt andet end deres omgivelser, ikke til stede, men i en anden verden. Som Emily Dickenson udtrykte det: "There is no frigate like a book to take us lands away". Og det er måske derfor, den læsende kvinde blev farlig, for hun var uden for rækkevidde. Maden blev ikke lavet, opvasken blev ikke taget, for hun var rejst til en parallelverden og var i gang med at forestille sig et andet liv. Højst sandsynligt i gang med at forestille sig, at hun var en mand! Om det er i biblen, avisen eller i Ulysses, suger disse afbildede kvinder mænds liv til sig. Et mandeliv, som de selv har været afskåret fra, med en frihed og privilegier, som kun tilhørte mændene, og som må have fremstået så dragende, at de læsende kvinder er skildret med et skær af henført bedrag over sig. I færd med en form for utroskab? I gang med at forestille sig at leve de mandlige protagonisters liv? Var det derfor, de blev farlige?

I dag er krisen ikke længere, at kvinder læser, men at mænd ikke læser! Da vi i november havde Edward St Aubyn på International Forfatterscene, hvor han fortalte om sit mesterværk af en roman-serie; ”The Patrick Melrose Novels”, var 60 procent af de 600 pladser optaget af kvinder. Nogle vil mene, at Knausgaard opfandt autofiktionsgenren, men faktisk gik St Aubyn i gang for mange år siden. Han har skrevet romanerne om sit eget alter ego over et tidsspænd af 22 år. Det kæmpe værk rummer en af nyere litteraturhistories mest grusomme faderfigurer og giver en uafrystelig skildring af, hvordan en søn af sådan en monstrøs far overlever og kæmper for at blive en andersledes slags far for sine sønner. Et absolut maskulint univers udfoldet over fem store romaner. Nogle vil hævde, at det ikke blot er ”mandelitteratur” pga. temaet, men også er mandigt i sin imposante form. Som det blev sagt om Knausgaards ”Min kamp”: Ingen kvinde ville nogensinde skrive så mange detaljerede bøger om sig selv og sit eget liv. Ingen yngre kvinde vil sandsynligvis heller få lov til at udgive et så voluminøst værk, når forlagene ifølge undersøgelserne kun kan regne med 20 procent mandlige læsere.

Et af de presseinterviews, som St Aubyn accepterede under sit besøg, var med et stort dameblad. Sikkert ud fra den kalkule, at det er her, der er potentiale for masser af nye læsere. Man kunne ønske, at Euroman havde budt ind. Et af de råd, der nemlig hele tiden går igen, når det gælder om at få drenge til at læse, er, at drenge skal se deres fædre læse. Men hvis det er, som den amerikanske litteraturkritiker Chauncey Mabe har sagt, at mænd konstant er mere fristet af elektroniske gadgets, videospil og virtuelle fodboldkampe end romaner, bliver der ikke flere læsende fædre. Edward St Aubyn selv fortalte fra scenen i Den Sorte Diamant, hvordan læsning havde reddet hans liv: "Imens jeg var allermest isoleret, som jeg var de første 25 år af mit liv, var det læsningen, som greb mig, som fik mig til at føle kontakt til en anden intelligens, en anden fantasi. Jeg tror derfor lidenskabeligt på bindingen mellem læseren og forfatteren”.

Det er en utrolig påstand, at det var skønlitteratur, der løftede ham igennem en dybt traumatisk opvækst, og måske også gjorde ham til den store forfatter, han er i dag. Vor tids Proust, som han er blevet kaldt. Proust læste i øvrigt så meget i sin barndom, at hans far var dybt bekymret og forsøgte at rationere litteraturkonsumeringen. Hvad hvis St Aubyn og Proust var vokset op i dag, havde de så i stedet spillet på iPad? Og var der mon på sigt kommet store mesterværker ud af det?

Men i stedet for at lade os overvælde af bekymringen for mænd og drenges manglende læsning kan vi jo også bare nyde dette momentum i historien, hvor vi kvinder kan læse så meget, vi vil: om mænd, om kvinder, om livet. For som Karen Joy Fowler, der har skrevet introduktionen til bogen om de farlige læsende kvinder, skriver: ”Snart vil nogen sikkert foreslå, at problemet kan blive løst - ikke ved, at drengene og mændene læser mere, men at kvinderne læser mindre. Og så er vi tilbage, hvor vi startede!”

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox