Loveworld tur/retur

"Jean-Charles bøjede sig frem og kyssede hende. Det var det kys, hun havde husket og længtes efter i de lange, ensomme, sørgelige måneder, hvor han var væk. ”Jeg frier til dig,” sagde han kærligt. Det var første gang, han sagde det.” 

Fra romanen “Ved første blik” af Danielle Steel

.

Forestillinger om kærlighed

Vores idealforestillinger om romantisk kærlighed bliver konstant formet og bekræftet gennem fortællinger – bl.a. via film, herunder Hollywoods romantiske dramaer og komedier, men også i høj grad via litteraturen. Det naivistiske ideal om den søde, gnidningsfrie kærlighed, hvor hjerte dog godt kan rime lidt på smerte, men hvor de gode som hovedregel får hinanden til sidst, ses i klareste form i den del af litteraturen, som lidt nedsættende kaldes kiosklitteratur eller triviallitteratur.

Langt fra virkeligheden

De fleste oplever nok, at virkelige relationer er langt mere komplekse og slet ikke så sort-hvide, som lægeromanerne, knaldromanerne og hvad andre af den romantiske triviallitteraturs undergenrer oftest giver indtryk af. Trods eller måske rettere pg.a. denne afvigelse fra virkeligheden bliver bøgerne slugt i hobetal af kærlighedsslubrende og drømmende læsere – ofte kvinder – verden over.

Væk fra hverdagen

Men hvad er det da, bøgerne tilbyder? Gads Litteraturleksikon definerer den litterære term ‘eskapistisk litteratur’ som  bl.a. ”betegnelse for en litteratur, der læses som en flugt fra virkeligheden ind i kunstens og fiktionens skønnere verden, gerne i form af andre tidsaldre og eksotiske miljøer. Indholdsmæssigt er der meget ældre skønlitteratur, der giver læseren mulighed for at flygte væk fra sin egen dagligdag ind i interessante miljøer, men udtrykket eskapistisk litteratur anvendes dog mest om den underholdningsprægede triviallitteratur.” Denne definition giver en mulig forklaring på, hvad læseren drages af inden for denne genre. Bøgerne bliver brugt som flugt eller flybillet ind i et mindre kompliceret og, i den romantiske triviallitteratur, garanteret kærlighedsfyldt univers, hvor hverdagens uendelige småkonflikter er forsvundet til fordel for langt mere dramatiske begivenheder med en klar afslutning – ofte happy end.

Fantastiske salgstal

Trods den romantiske triviallitteraturs ofte blakkede ry har bøgerne et kæmpe publikum. Forfatteren Danielle Steel, som har skrevet mere en 90 bøger, har f.eks. solgt mere end 800 millioner bøger, og dronningen af den romantiske triviallitteratur den farverige Barbara Cartland, som dog kan være svær at opdrive på bibliotekets hylder pg.a. hendes bøgers status som underlødige, har solgt mere end 750 millioner eksemplarer af sine i alt 723 bøger.

Tips og tricks

Hvis du i de kolde måneder har brug for lidt litterære kærlige kys at varme dig på, kommer her en forfatteroversigt med kærlighedsgaranti: Bl.a. Danielle Steel, Victoria Holt, Barbara Bickmore, Barbara Cartland samt store dele af Ib Henrik Cavlings forfatterskab.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox