Luise Meier: ENDNU ET BIDRAG TIL KRAVET OM GLOBAL REVOLUTION.

ENDNU ET BIDRAG TIL KRAVET OM GLOBAL REVOLUTION.

DET KUNNE MEGET VEL VÆRE ‘DEN SIDSTE NEDTÆLLING’…

Af Luise Meier
Oversat af Kristoffer Bayer

5. At være partisk

Oplægget til Europa.Manifest opfordrer til debat, ikke konflikt. Dette krav skaber, for at sige det mildt, en velkommen stopklods til at opbygge den første tese eller prolog omkring. Manifestet som en bestemt skriveform er i sig selv en ballademager. Det er en genre for ballademagere og det er partisk i dets kerne. Drivkraften bag

manifestet er et ønske om forandring. Det er en tekstform, en tradition, der praktiserer solidaritet med dem, der længes efter forandring. Dette ønske om forandring implicerer imidlertid en konflikt med status quo. Til trods for dets usandsynlighed, drømmer vi som skabere af manifester altid om at starte re-volutionen. Vi drømmer altid om at debatten forvandler sig til egentlig konflikt. Det gælder for de fleste radikale manifester, at de ikke sigtede på at blive en del af debatten, men på at ødelægge dens fundament.

Til trods for, at manifestet er en central del af propaganda – og dermed har tætte ligheder med futuristiske eventyr og bedrag – er det ærligt for så vidt, at det ikke skjuler hvad det er. Det tvinger én til at vælge side, og til at følge den analytiske destruktion eller kritikken af den bestående verdensorden. Når det har gjort så meget for søstre –og broderskabet af utilfredse ballademagere og kompromisløse ud-skud, kan det ikke tillades, at manifestet bliver underlagt bourgeoisiets aftenunderholdning. Hvis vi mister vovemodet, villigheden til at ramme hårdt, at irritere, at provokere og fornærme, så mister vi hele projektet om en ideologikritik. Men vi er ikke hjælpeløse: Strategien mod fremmedgørelse er mod-fremmedgørelse. I dette tilfælde: Hvis de prøver at udnytte vores dybtfølte propaganda ved at forvandle det til underholdning, må vi posere som underholdere, dernæst pervertere underholdningen og forvandle den til desto mere effektiv propaganda. Denne strategi må også tage sigte på publikummets selvopfattelse. Den må forsøge at få folk til igen at se sig som politiske aktører frem for forbrugere og bedømmere af varer. Man kan måske diskutere i hvilket omfang nogen stadig kan kalde dem selv proletarer, men der er ingen tvivl om, at proletariske taktikker stadig kan være nyttige. Rosa Luxemburg, en af vores skandaløse medsøstre, forklarede i sine kommentarer til Den Russiske Revolution nødvendig-heden af ”proletariatets taktløse taktik”. Når proletariatet nødvendigvis er taktløst, bør vi spørge os selv, om ikke vi ved at være taktløse over for bourgeois-eliten allerede har svaret på spørgsmål om, hvor det såkaldte proletariat i dag kan findes –performativt, så at sige.

4. Europa.Manifest – Den anden stopklods

Den anden stopklods at være taknemlig for består i forespørgslen på at beskæftige sig med Europa. Lige fra begyndelsen har kapitalismen været karakteriseret ved at splitte mennesker og samle markeder. Den henter sin dynamik fra forskellene imellem os. I Europa er de forskellige priser på arbejde og for-skellige rettigheder en konstant kilde til profit. Men forskellene mellem europæiske og ikke-europæiske arbejdere skaber en endnu større kilde til kapitalens vækst. Europa har en lang historie med at rekruttere én undertrykt gruppe til undertrykkelsen af en anden. I Louis Bonapartes Attende Brumaire analysere-de Marx allerede hvordan lumpenproletariatet – en klasse endnu længere nede end proletariatet – i Frankrig i 1851 blev brugt som lejesoldater til den voldelige undertrykkelse af de revolutionære kræfter. Hvis vi taler om unioner, om enhver form for enhed, må vi huske på, at enheder i langt de fleste tilfælde bærer på en bestemt type hierarki. En familie kan være harmonisk og samlet fordi en tyrannisk patriark kræver det, eller fordi alle familiemedlemmerne virkelig deler hverdagsting  og hjælper hinanden så meget som muligt. Den europæiske enhed kan derfor betyde succesen af en ”del og hersk”-politik, eller det kan betyde at europæere handler i solidaritet med hinanden. Enhed og harmoni er ikke synonymt med demokratisk deltagelse eller social retfærdighed, men kan blot betyde lydighed. Det kan også be-tyde, at mennesker tvinges sammen på baggrund af en eller anden forestillet, ydre trussel. Desto større man får skurken til at se ud, desto mindre behøver man at frygte indre opposition.

Man kan indføre mange forskellige tiltag, der tidligere var uacceptable, ved at fremmane ufattelige, onde og ydre kræfter. Enhver indre afvigelse fra normen bliver dermed også set som fjendtlig og noget, der skal sanktioneres. Under disse omstændigheder er det mindst ligeså nyttigt, hvis ikke nødvendigt, at etablere en solidaritet mellem europæere og ikke-europæere. Nødvendigheden af at kigge udover Europa er ikke moralsk, men strategisk. Fra et anti-kapitalistisk perspektiv er problemet med ulighed, at det holder kapitalismen i live. De europæiske arbejderes

relative privilegier tvinger dem til at profitere på udnyttelsen af arbejdere i det globale syd.  Det tvinger dem til at rette deres politiske handlinger imod bevarelsen af deres relative privilegier. Det stopper os fra at betvivle det fejlslagne system som helhed. Det bedrager os til at identificere os med kræfter, der ikke har vores langtids-

interesserer for øje. Hvis ikke vi tilbyder et perspektiv, der kigger hinsides kapitalismen, vil europæernes interesser altid synes at være i modsætning til ikke-europæeres interesser, især flygtninges og migrant-arbejderes. Logikken bag europæisk nationalisme – og nationalisme indenfor Europa for den sags skyld – er dybt sammenvævet med accepten af det kapitalistiske status quo. Den følger konkurrencens logik og overfører denne til de nationale aktører. Denne idé om den konstante konkurrence vil i sidste ende eskalere ind i selve elimineringen af konkurrence og indre former for modstand.

Vi bør ikke lade os narre til at forveksle den traditionelle venstrefløjsinternationalisme – som allerede blev forrådt af Sovjetunionens doktrin om socialisme i ét land – med Den Europæiske Unions projekt. Dette betyder ikke, at vi er modstillede, men det betyder, at vi ikke kan stille os tilfredse med EU som det er. Selv kravet om demokratisering er ikke nok, så længe en stemme blot anses som et instrument til at sikre eller forbedre ens egen position indenfor rammerne af den kapitalistiske konkurrence. Vi er nødsaget til at forstå, at indenfor den kapitalistiske konkurrences nedbrydende dynamik, er ethvert løf-te om sikkerhed, hvad enten det er socialt eller militært, illusorisk. Der er intet privathjem stort nok, ingen firhjulstrækker pansret nok og ingen social status prestigiøs nok i henhold til at sikre os imod per-sonlig finansiel ruin eller et global finansielt sammenbrud. At undlade at tro på Den Europæiske Unions løfter, betyder ikke at forlange dens opløsning. Spørgsmålet er: Lader vi os blive instrumentaliseret i EU’s kamp for at opretholde kapitalismen og den europæiske hegemonis levedygtighed, eller bruger vi diskursen omkring EU og dets institutioner som et springbræt i henhold til at uddanne os selv og andre, og opnå international, anti-kapitalistisk solidaritet?

3. Taksigelse

Der findes i vore dage en tendens blandt dem, der stadig profiterer af velfærdsstatens rester, til at iden-tificere sig med deres regeringer eller nationer ud af en eller anden fejlagtigt taknemlighed. Men vi er nødt til at huske på, at det aldrig har været de eksisterende regeringer der gav folket ottetimers arbejds-dage eller retten til at stemme. Næsten alle velfærdsydelser blev gennemtvunget af folk der marchere-de, gjorde oprør og skabte så stort et pres, at regeringer og virksomheder måtte frygte for deres overle-velse. I Tyskland, eksempelvis, var det Novemberrevolutionen i 1918 der resulterede i kvinders stem-meret. Ved at huske på de kampe, der førte til størstedelen af de relative privilegier, europæere i dag nyder, lærer vi noget om dynamikken bag politisk forandring. Radikal venstrefløjspolitik kan ikke kun måles på dens langsigtede mål. Den ændrer det politiske landskab og udvider den politiske diskurs, selvom den ikke realiserer selve revolutionen.

2. Du kunne være den næste – eller måske er det intet…

I henhold til at støtte politiske kampe, er det fra et strategisk perspektiv ikke altid nødvendigt at identi-ficere sig helhjertet med en given politisk kamp eller menneskene og diskurserne bag. Af og til ved vi bare, at hvis denne eller hin partikulære gruppe bliver angrebet og begrænset i deres rettigheder, så kun-ne vi være de næste. Enhver kan på et tidspunkt ende på den forkerte side af loven, den tabende side af kapitalismens konkurrence eller i en påtvungen konformitet. Selvom vi ikke identificerer os som en mi-noritet, er vi ikke uden sårbarheder. Vi ved endnu ikke hvilke nye eksklusionskriterier, der vil blive skabt af udviklingen i gennemgribende overvågningsteknikker og ubegribelige militære evner. Tilføj til disse tekniske kapaciteter presset fra en eskalerende, international konkurrence og behovet for økono-misk rationalisering i alle samfundets sektorer, og man vil hurtigt indse, at ”ting der fortsætter, dette er katastrofen”, som den radikale marxist Walter Benjamin formulerede det.

1. Hinsides muren

Klimaforandringer der påvirker hele jorden illustrerer yderligere behovet for politiske tanker, der forfølger internationale kapitalnetværk, udnyttelse, udvinding og forurening – og ikke et behov for nogle tilfældige mure, politikere opsætter i henhold til at inddele os i let håndterlige pakker af disciplineret arbejdskraft. Hvis vi ser på den europæiske historie fra neden, ser vi hvor let det er at blive rekrutteret til undertrykkelsen af mennesker, hvis skæbne man i det lange løb vil dele. Overvågningen, eksklusionen og udnyttelsen af andre har til hensigt at holde os travle og skjule vores impotens over for den almægtige orden af frimar-kedskapitalisme. Det kan endda skabe en illusion af frihed, som i tilfældet med vesteuropæiske kvin-der, der priser den europæiske kulturs tilsyneladende ligestilling mellem kønnene ved at overlade un-derbetalt omsorgsarbejde til hovedsagligt kvindelige migrantarbejdere. Dette viser, at frihed og lighed forbliver modsætningsfyldte, når og så længe det begrænses til bestemte grupper, nationer eller regio-ner. Disse mure og grænser er ikke kun begrænsende for en fysisk mobilitet, men sigter også mod at begrænse eller i det mindste aflede kritisk tænkning. Kapitalismen har imidlertid altid, og vil altid, overvinde forhindringer så meningsløse som lokale grænser og lovgivning. I den forstand har vi måske stadig noget at lære fra kapitalens internationalisme.

0… Bum!

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox