MANIFESTET ved Kasper Opstrup

Manifestets oprindelse er den religiøse trosbekendelse og i de millenariske bevægelsers proklamering af en ny tidsalder. Tusindsårsriget. Helligåndens komme som proklamerer en ny tidsalder, hvor vi alle vil leve fri for synd og organiseret som de tidlige kirkesamfund: med alting i fællesskab.

På grund af de historiske ligheder mellem religiøse, millenariske bevægelser og kommunistiske doktriner er det også altid bærer af en politisk og social dimension. Dets brændstof er fusioneringen af politisk mobilisering og spirituel vækkelse.

Fra rosenkreuzer-manifesterne i starten af det 17. århundrede – det første, Fama Fraternitas, blev trykt i 1616 – til det kommunistiske manifest i midten af det 19. århundrede har manifestet været både en trussel og et løfte. En trussel om navnløs terror og et løfte om en anden verden. Manifestet er en genre, der altid forestiller sig at være på kanten til handling.

Men hvem handler? Afsenderen er ofte anonym og kollektiv, det er en ytring fra et imaginært fællesskab, en sammensværgelse af ligesinde. Ytringen er profetisk tale, fordi den ser samtiden fra fremtiden og spår, at vi alle skal blive, hvad den allerede er.

Et manifest vil altid noget. Fordi det er en performativ talehandling, manifesterer det noget nyt, en uforsonlig andethed, der nægter at acceptere verden, som den er. Ved både at være program, trosbekendelse og prosadigt okkuperer flere terræner på samme tid. Det er et brud, et møde mellem hvad der er, og hvad der burde være; et øjeblik, hvor fremtiden bryder ind i nutiden som mulighed. Stående med et ben i skyggerne og det andet i fremtiden er dets foretrukne kommunikationsform massemedierne, så stor en offenlighed som mulig.

Fra midten af det 18. århundrede og frem aftager manifestets politiske og religiøse betydning. I stedet begynder det at hjemsøge kulturen som en kunstnerisk-litterær genre. Den 18. september 1886 publicerede Jean Moréas sit manifest for symbolismen i Le Figaro, hvor han på vegne af kommende symbolister krævede et vildere udtryk i billeder, der skulle igangsætte en stormflod af pleonasmer, ellipser og anakoluti. Den 20. februar 1909 publicerede Marinetti sammesteds futurismens manifest der med ord i frihed ville besynge fartens skønhed, accelererende mod en katastrofe, der skulle omskabe verden og føde det nye.

Efter stormfloden vil de, der stadig er her, være i stand til at opbygge tusindsårsriget og leve i en paradisisk tilstand.

Til alle efter behov.

Fra alle efter evne.

Manifestet er en trylleformular. Det vil omstyrte og opbygge en verden ved viljens kraft, og det er en form, der altid er i krise. Det vil revitalisere samtidig med, at det vil det uforsonligt andet på alle niveauer: fra det subjektive til det kollektive, fra det sociale og det kunstneriske til det teknologiske og videnskabelige. Futuristernes gennembrud var deres forståelse af at gruppeudtalelsen, tilstrækkeligt æstetiseret, i massepublikummets øjne mere eller mindre kan overtage det lovede kunstværks plads. Som sådan er der gennem det 20. århundrede opstået en slags manifestkunst der mimer dets form: aggressivt frem for indadvendt, kollektiv snarere end individuel.

Ét af det moderne manifests motiver er netop en vision af livet som kunstværk der formes intentionelt i praxis og som kan blive en slags fremtidens religion der for at gå frem kigger tilbage på den esoteriske tradition af ekskluderet og fortrængt viden, en tradition rig på manifester fra rosicrucianernes Kemiske Bryllup i 1618 til den københavnske okkultist Ben Kadosh – penneven af Strindberg – der i 1906 deklamerede Den Ny Morgens Gry - Lucifer- Hiram - Verdensbygmesterens Genkomst.

Manifestet er en vital-materiel genre. Det vil have tingene til at ske lokalt i et nu, der ophæver alle regler. I dets moderne udgave er det ofte også teatralsk og absurd og blander deklarationer med narrativ. Som genre havde det et dyk i popularitet efter nittentressernes fejlslagne oprør, hvor manifester fra situationister, hekse og sorte pantere flød i gaderne. I løbet af halvfjerdserne og firserne medførte neoliberaliseringens erobringstogt et tab af avantgardebevidsthed, men i undergrunden trivedes fantasier om nye primitivismer og tekno-utopier i en bevægelse ind i halvfemserne, hvor manifester igen ivrigt cirkulerede – fra neoister, autonome astronauter og semiotiske guerilla-krigere over Ted Kaczinskys Industrial Society and its Future, trykt den 19. september 1995 i New York Times og Washington Post, til International Necronautical Society der den 14. september 1999 proklamerede i Times, at de ville kortlægge døden og skabe en teknologi baseret på en slags udødelighed som evolutionær telos.

Manifestet er requiemmets modsætning.

Som æstetisk genre sætter manifestet det politiske i mere umiddelbar dialog med sanserne frem for i en dialektisk kommunikation med den radikale filosofis ofte specialiserede og intellektualiserede teorier. I stedet bruger manifestet myter, der skal opildne modtageren, billeder, der associativt skal få os til at assimilere en ide gennem en slags oversimplifikation, som folk er villige til at kæmpe for. I stedet for at forstå Marx' teori om brugsværdi er det nok, at vi bliver henrevet og opildnede og får lyst til at handle entusiastisk i øjeblikket.

Det æstetiske kan på denne måde fremskynde katastrofen, men er også i stand til at gøre den impotent: til et skuespil vi kan forbruge som passive tilskuere, hvor vi hele tiden venter på at se hvad der nu kommer til at ske, frem for en materiel praxis vi skal forme som aktive deltagere. Måske er den virkelige katastrofe, at verden aldrig er i stand til at matche æstetiske idealer og at selv om manifestet stiger i popularitet under krisetider, i overgangen fra en produktionsform til en anden, er det ikke manifestet alene, der kan åbne en passage fra kapitalisme til post-kapitalisme. I manifestet er revolutionen nært forestående, men indholdet overskrider på samme tid altid formen.

Fremtiden er ukendt.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox