Marronage: Modlæsninger

MAR1(1)

Illustration: Halfdan Pisket

 

Vestens vækst bygger på Undertrykkelse

Når Marronage indtager Hovedbiblioteket under Kbh Læser, stiller vi spørgsmålstegn ved begrebet vækst i lyset af Danmarks fortid som kolonimagt, hvor slavegørelse i århundreder var grundlaget for vækst og velstand.

Programmet starter den 24. februar, kort inden første udgave af Tidsskriftet Marronage udkommer i anledning af hundredåret for salget af »Dansk Vestindien «, med temaet »historisk forvrængning«

Når vi i skolen lærer om »Danmarks kolonihistorie« eller låner bøger på biblioteket, er fortællingerne præget af nationalistiske myter om et Danmark som humanistisk kolonimagt. Vi får sjældent fortalt, at slavehandlen blev ophævet af udenrigspolitiske hensyn, og fordi handlen ikke længere kunne betale sig. Marronage vil gøre op med den selektive hukommelse, der hidtil har domineret fortællingen om den danske kolonifortid

I Hovedbibliotekets foyer udstiller Marronage værket »Broken Parliament « af Lorenzo Sandoval og i det et udvalg af bøger. Bøgerne rummer kritiske perspektiver på Vestens og særligt Danmarks historiske fortrængning af kolonitiden. »Broken Parliament« mimer opløsningen af fælles symboler og nationale fortællinger. Bibliotekets besøgende inviteres til gå på opdagelse i værket og Marronages litteratur.

En række kunstnere, forfattere, aktivister og forskere inviteres til at skabe et rum for samtaler og diskussioner, der har det til fælles, at de stiller spørgsmålstegn ved en vestlig idé om vækst, viden og oplysning.

 

Marronage betyder modstand

Ordet maroon kommer fra det spanske cimarrón, som betyder vilde dyr. Maroon blev navnet på dem, som flygtede fra plantagerne i Caribien. På de som bevidst brugte flugten til at undergrave det koloniale plantagesamfund og som blev betragtet som vilde dyr. Marronage betyder organiseret modstand.

Marronage tog mange former. På Guldkysten skar slavegjorte vestafrikanere deres ører af for ikke at blive solgt og bragt om bord på de danske skibe. Og på skibene fortsatte oprøret med sultestrejke, selvmordsforsøg og angreb mod fangevogterne. På de caribiske øer flygtede slavebundne arbejdere fra plantagerne for at skabe en fremtid i frihed. Op gennem tiden organiseredes oprør på øerne, som i 1878 da Queen Mary anførte en opstand mod de danske myndigheders voldelige arbejdslove.

Marronage er modstand mod fortællinger, der bestemmer, hvem der er frie, og hvem, der ikke er. Kolonisystemets strukturer gjorde mennesker til dyr, gjorde mennesker til varer. Også i dag udsletter nationalstatens fortællinger menneskers identiteter, som det sker i skolen på jobcenteret og i flygtningelejren. Kolonitidens skygge er overalt omkring os. Den racegør, opdeler og adskiller mennesker, sætter grænser og skaber hierarkier.

Under Kbh Læser vil Marronage udfordre og undersøge den nationale fortælling. Vi inviterer jer til at tage del i samtalen.

 

At skabe nye rum

Vi håber, I vil være med til at bruge biblioteket til at skabe læ fra koloniale strukturer og skabe en platform for dem, der normalt er skubbet ud i periferien. Et sted som forsøger gøre op med de fortællinger, der adskiller mennesker og sætter grænser.

Vi inviterer alle til at åbne øjnene, skabe modfortællinger og blive klogere sammen, for at udfordre fastlåste og forvrængende forestillinger - som netop forestillingen om »vækst«.


Tidsskriftet Marronage deltager i Kbh Læsers litteraturfestival på Københavns Hovedbibliotek med otte dages kurateret program under titlen »Modlæsninger«. Modlæsninger skal forstås som en kritik af »vækst« og »økonomisk udvikling« som neutrale begreber, der forvrænger den undertrykkelse og udnyttelse, som ligger bag. Det beskæftiger sig med koloniale perspektiver og modfortællinger. Første nummer udkommer den 31. marts, hundredårsdagen for salget af »Dansk Vestindien« til USA.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox