Min Litterære Kærlighed – med bonus

I forbindelse med Kbh Læser har vi spurgt en række meget forskellige mennesker om deres private, litterære kærlighed. Alle svarene er personlige og en god inspiration for os alle, næste gang en ny læseoplevelse skal vælges fra boghandlerens eller bibliotekets hylder. De fleste besvarelser er også trykt i årets festivalavis, men som bonus er nye kommet til – så læs, genlæs og lad dig inspirere. God fornøjelse!

 

Giovannis værelse af James Baldwin

Erik Helge Larsen, 70 år, beboer på Nybodergården Plejehjem

Jeg har nok et lidt mere atypisk forhold til kærlighed end de fleste andre mennesker, for jeg er homofil. Jeg har vidst det siden barndommen, men da jeg voksede op, var det ikke velset, at en mand elskede en anden mand, det var noget, der blev set meget skævt til. Da jeg var

ung, var der Den grimme lov, der kriminaliserede forhold til mænd under 21 år som ulovlig prostitution, så de første år af mit liv var kærlighed nærmest noget forbudt. Når man er forelsket, har man lyst til at råbe det til hele verden, men jeg var nødt til at gå stille med dørene. Forfatteren James Baldwin levede som det, man i dag kalder skabs- bøsse, men hans roman “Giovannis Værelse” satte ord på kærligheden som både lykkelig og ulykkelig og mange af de tanker, glæder og frustrationer, jeg selv kendte så godt. Dengang var det kun mine nærmeste, der vidste det, men heldigvis har tiderne ændret sig, og i dag er jeg helt åben om det. Jeg levede sammen med min ven i 27 år, og selvom forholdet selvfølgelig gik op og ned, føler jeg mig heldig, fordi jeg har haft kærligheden i mit liv i så mange år. Jeg startede med at sige, at mit forhold til kærlighed nok er lidt atypisk, men egentlig er det vel lige så typisk og atypisk som alle andres.

 

 

Højskolesangbogens nr. 453: ”Du kom med alt det der var dig” – tekst af Jens Rosendal og musik af Per Warming

Marianne Jelved, Kultur- og kirkeminister

Jeg har valgt en folkelig fællessang om forelskelse. Sangen beskriver, hvordan forelskelse overskrider alt det, vi kender, så verden bliver ny og fantastisk. Følelserne i forelskelsen sprænger alle de spærringer, vi omgiver os med. Således kan prinsessen blive forelsket i bondedren- gen, og forelskelse kan ramme to af samme køn. Men man bliver ikke forelsket i hvem som helst. Man må komme som hele den, man er. Forelskelse forudsætter, at man ærligt overgiver sig til hinanden. Forelskelse viser os i al vores sårbarhed. Vi holder hinanden i vores hånd. Vi giver os selv i den andens hånd. Når det sker, bliver vi hele tiden mindet om den elskede. I sangen sker det i tøvejret, ved øllerne hos købmanden, i blomsterne og i himlen. Så oplever vi,

at forelskelse og kærlighed er så ubegribeligt, at Vorherre må have haft en finger med i den sag. Og at selv det mest besværlige liv bliver værd at leve. Når vi synger sangen, bruger vi vores stemmer i kærlighedens tjeneste. Og så synger vi så højt og kraftigt, som vi kan. Til kærlighedens og glædens og sårbarhedens pris.

 

Islandske slægtssagaer

Erik Skyum-Nielsen, litteraturanmelder

Den største og varigste litterære kærlighed gælder for mit vedkommende klassikerne generelt og sagaerne spe- cielt. Efter hen ved et halvt århundrede som inkarneret bogsluger og mere end 36 år som anmelder ved landets mindste, dyreste og ind imellem bedste avis kunne jeg måske fristes til at udnævne visse nulevende danske forfat- tere til min litterære kærlighed, men det ville være hykleri. Min dybeste og mest vedholdende læsekærlighed gælder de store gamle: Homer, Vergil og Ovid. Dante, Cervantes

og Shakespeare. Laurence Sterne, Ewald og Goethe. Poe, Baudelaire og Flaubert. Samt fra det 20. årh. Thomas Mann, Marcel Proust, Virginia Woolf og Franz Kafka. Plus ikke at forglemme Joyce og Beckett. Over dem alle stråler imidlertid de islandske slægtssagaer – de udgør Nordens vigtigste bidrag til verdenslitteraturen! – som jeg skal undervise i hele dette semester, og som jeg elsker vildt og beundrer trofast. 2014 udkom en ny total fembindsudgave, som hermed anbefales varmt.

 

Goodbye to Berlin af Christopher Isherwood

Henriette Klejs Engelberg, Ark Books

”From my window, the deep solemn massive street. Cellar- shops where the lamps burn all day, under the shadow of top-heavy balconied façades, dirty plaster frontages embossed with scroll-work and heraldic devices … I am camera with its shutter open, quite passive, recording, not thinking.” Sådan åbner Christopher Isherwood sin roman Goodbye to Berlin. Den måde, han giver denne gade liv på, er for mig noget helt særligt. Isherwoods liv var en stor eksistentiel krise, og jeg tror, det er en blanding af empati og et ønske om at have kendt ham, hans romaner får frem i mig, når han elegant kombinerer jeg’ets indre liv med, som her, en detaljeret beskrivelse af en melankolsk gade i Berlin. Han udfordrer realismen og nærmest tvinger følelser frem i sine læsere, og i mig.

 

Den Store Gatsby af F. Scott Fitzgerald

Rikke Smith, bibliotekar Østerbro Bibliotek

Dette er den bog, jeg har læst flest gange! Hele fem gange! Først så jeg filmen – “den rigtige” af de to, der er blevet lavet – den med Robert Redford – så blev jeg for alvor vakt, da jeg fandt ud af, at der var en bog bag filmen. Og hvilken bog! Og hvilket sprog! Jeg blev ført lige durk tilbage til 1920’erne og amerikansk high class, bedrag, afmagt, magt og en uforløst kærlighed. Bogen fører mig så lagt væk fra hverdagen, som jeg kan komme, og beskriver en verden om en uopnåelig og uforløst kærlighed, som jeg kun har læst om enkelte steder før. Den store Gatsby er for mig en af mine klare favoritter som yndlings kærlighedsroman – og Gatsby, han er altid i Robert Redford skikkelse, når jeg læser bogen.

 

Tugt og utugt i mellemtiden af Svend Åge Madsen

Mikael Ostenfeld Krog, Nørrebro Bøger

At læse “Tugt og utugt i mellemtiden” af Svend Åge Mad- sen var som at falde i en gryde med trylledrik. Som Obelix har jeg fået superkræfter, er blevet en anden person. Det var min konfirmation, som førte mig ind i en anden dimen- sion. Kunne historier fortælles sådan? Madsens evne til at beskrive den samme situation set fra forskellige personers vinkel fik mig til at indse, at hver person ser verden så for- skelligt fra hverandre. Det var kærlighed ved første roman, og siden har jeg ikke kunne slippe særlingen i bogtårnet fra Aarhus. Eller er det ham, der ikke har sluppet mig? Er det i virkeligheden ham, der fortæller mig?

 

 

Mens baggårdskattene forsvandt af Robert Olsen

Marie Hauge Lykkegaard, redaktør på Byens Forlag

Kærlighedshistorier kan udformes på mange måder. En af de fineste, jeg har arbejdet med som redaktør, er Robert Olsens kærlighedserklæring til Vesterbro og alle bydelens skæve eksistenser. “Mens baggårdskattene forsvandt” er en samling af anekdoter fra forfatterens tid som forstander på Mændenes Hjem. De fleste københavnere har passeret ’drengehjemmet’ i Istedgade, mange nok i hastigt tempo og med blikket fast rettet mod Hovedbanegårdens neonskilt forude. Robert Olsen hiver os med indenfor og introducerer os for brugerne. Han gør det ærligt og kærligt og tager

sig tid til at tegne hver enkelt af mændene fra værestedet op, så læseren kan se, at de ikke bare er skumle mænd på gaden, der råber højt og ser sølle ud, men at de faktisk har både humor og charme, og at de hver især bærer rundt på en historie, der er værd at skrive ned. Det er en samling røverhistorier, der gør socialt udsatte til meget, meget mere end et tal i statistikken. Man mærker, at forfatteren holder af alle de skæve eksistenser i bogen – og det kommer man også selv til.

 

Højskolesangbogen

Johannes Riis, forlægger Gyldendal

Min største litterære kærlighed, det er ikke nemt, man skal jo passe på ikke gøre forskel; men skal det være, ja, så må det blive “Højskolesangbogen”. Det er en bog, der har fulgt mig altid, der blev sunget fra den under min dåbsfest, den var fremme til min konfirmation og mit bryllup og mit sølv- bryllup, den kommer på bordet før og efter foredrag og ved gravøl, alle vegne, og alt efter årstiden og anledningen bli- ver der sunget fra den: forårssange, efterårssange, jule- og påskesalmer, muntre viser, sørgelige sange, tekster og melo- dier af høj kunstnerisk kvalitet, og de bliver sunget på land og i by, af høj som lav, også folk, der ellers ikke har kunst og kultur inde på livet; men “Højskolesangbogen” har sat ord på vores alle sammens oplevelser og erfaringer, den har givet os sans for lyrik og musik.

Godt, vi har den.

 

”Da jeg mødte dig” af Benny Andersen

Anne Sofie Hammer, børnebogsforfatter

Jeg har valgt Benny Andersens sang “Da jeg mødte dig”. Måske et lidt underligt valg, fordi sangen lige så meget handler om druk som om kærlighed. Og jeg har egentlig aldrig været alkoholiker. Alligevel var det en af de første tekster, der faldt mig ind, da jeg skulle komme på en tekst om kærlighed. For Benny Andersen bruger kombinationen fordrukken/forelsket til at sætte kærligheden på spidsen og vise, hvor sølle man kan være midt i sin forelskelse, og hvor smertefuld og kompromisløs kærligheden kan være. Og det gentagne “Da jeg mødte dig” i Povl Dissings fremførelse rammer mig lige der, hvor forelskelsen sidder og ændrer ens syn på alting og gør godt og ondt på samme tid. Derfor synes jeg, at “Da jeg mødte dig” er en fin, fin tekst om kærlighed.

 

Suicide af Edouard Levé

Maria Dønvang, Ark Books

”A man once said “I love you” to you. It wasn’t me. I didn’t feel that way about you while you were alive, but today I can say the same thing, though it wouldn’t be the sort of love formerly declared to you. My words come too late. They would not have changed your decision, but they would have changed the way I remember. To love someone from the moment of his death: is that friendship? ” Édouard Levé’s “Suicide” er først og fremmest et brev fra en levende til en død. Et brev fra en ven til en ven. En art (omvendt) selvmordsbrev. Men det er altid allerede for sent. Løbet er altid allerede kørt. Alligevel kan man ikke lade være; man snuser rundt i tilværelsens periferi efter meninger; forklar- inger; kærlighed. Det må være der. Men nej. Så man skriver et brev, man tager sit liv, man elsker.

 

 

”Supplica a mia madre” af Pier Paolo Pasolini

Siri Rønne Christiansen, Italo Libri

Pier Paolo Pasolini har taget mig med storm med digtet ”Supplica a mia madre” (eng. ”Prayer to my Mother”). Det emmer stærkt af kærlighed og smerte, og efterlader et glimt af rå håbløshed. Det er i sidste ende en inderlig bøn til en mor om ikke at ønske døden, men i stedet for at øse ud af sentimentalitet, betragter Pasolini sine egne motiver som søn: ”Sei insostituibile. Per questo è dannata/ alla solitudine la vita che mi hai data” – ”Du er uerstattelig. Derfor er/ dette liv du har givet mig dømt til ensomhed” (egen oversæt- telse). Han fortæller om at elske og blive elsket, men også om det komplekse i at være slave af sin kærlighed. Jeg synes, han på en livsbekræftende måde formår at hæve

sig fra den umiddelbare smerte og betragte livet i større helheder. Dét elsker jeg ham for. Digtet er oprindeligt fra samlingen “Poesie in forma di rosa”.

 

Brud af Bente Clod

Kirsten Astrup, LGBT Biblioteket

Bente Clods roman “Brud” læste jeg i 1978. I den forbindelse fes det omsider ind på min private lystavle, hvad jeg selv var for en. Derefter gik det stærkt med seksuel debut, Femø-lejr, Lille Rosenborg, Pan Club og alt det øvrige, der fandtes, fællesture til kvindemusik-festivaler, kvindehus- fester, alle mulige lesbiske sammenhænge. Det forekommer mig nu, at bogen også handlede om alt muligt hverdags- agtigt: hovedpersonens arbejde som pædagog, hendes familie, venner, boligsituation og et heteroseksuelt forhold, hun havde i starten af romanen. Men alt det kunne jeg slet ikke huske, da jeg lukkede bogen. Hvad jeg derimod kunne huske, var ”alt det lesbiske”, der stod og dirrede i luften som en åbenbaring. Som noget der var fuldstændig muligt, også for mig. Det sidste viste sig at holde stik …

 

”Annabel Lee” af Edgar Allen Poe

Niels Have, læseklubben Modbydelige Bøger

“For the moon never beams, without bringing me dreams / Of the beautiful Annabel Lee”. Jeg har altid følt, at ulykkelig kærlighed er den eneste sande kærlighed. Dette skyldes formodentlig, at jeg gennem årene har hørt for meget melankolsk rock. Jeg har ikke fundet denne følelse bedre repræsenteret end hos Edgar Allen Poes”Annabel Lee”. Det der gør digtet perfekt for mig, er følelsen af den over- brusende kærlighed, som dør ud alt for tidligt, og som man aldrig er i stand til at slippe. Det er også den følelse, der rammer mig, når jeg læser digtet. Det går lige i hjertet, men hører alt for hurtigt op. Digtet inspirerede Nabokov til at skrive Lolita og vil fortsætte med at inspirere forfattere og musikere så længe, digtet bliver læst.

 

Putska af Janina Katz

Joanna Køhler Larsen, journalist og beboer på Nybodergården Plejehjem

“Putska” af Janina Katz er på flere områder et værk, der repræsenterer kærlighed for mig. Putska, der betyder lille pige på polsk, er noget, man kalder sin elskede, og jeg fik den af Peter, som altid vil være mit livs kærlighed.

Janina Katz og jeg deler et skæbnefællesskab. Vi er født i Polen med jødisk baggrund og voksede op under 2. Verdenskrigs grusomheder. Da vi kom til Danmark som voksne, blev vi venner, og vi kunne genkende en fælles melankoli og følsomhed i hinanden. Hun beskriver med blødende hjerte sin kærlighed til det Polen, hun måtte forlade, og i hendes skrøbelige sprog mærker man hendes længsel og savn efter hjemlandet. Kærlighedshistorien i romanen er bestemt ikke kun lykkelig, men midt i sorgen bliver kærligheden alligevel et lys i mørket – det var der brug for dengang, og det er der brug for i dag.

 

 

Himmerige og Helvede af Jón Kalman Stefánsson

Anne Vindum, litteraturformidler, iBureauet/Dagbladet Information

Jón Kalman Stefánsson får mig til at længes efter islandsk højfjeld, kulsort kaffe og ubærlig blæst, efter patos, kær- lighedsbreve og den livsfarlige poesi, som bliver torskefisk- eren Bardurs endeligt. Han er så optaget af at læse i Mil- tons “Det tabte paradis”, at han glemmer sin skindanorak, da de skal på havet i en åben fiskerbåd. Det blæser op, og Bardur er død af kulde, før de kommer i land. De nøgterne registreringer af det ubarmhjertige vejrlig på Island vækker min fjeldtrang og min kærlighed til det, der er større end os. Jeg drømmer mig ind i snestormen og den bidende kulde og kærligheden til ordene. Jeg bliver mødt i noget af det, der gør mig allermest lykkelig. Jón Kalmans bøger er den ferie, jeg ikke vil hjem fra.

 

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren

Rikke Viemose, Thiemers Magasin

Min kærlighed til litteraturen opstod for alvor, da jeg læste Astrid Lindgrens “Brødrene Løvehjerte” under dynen i øver- ste køje og med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, men jeg husker, jeg ikke turde læse den om aftenen, og at Jonathan, med sin død og grænseløse kærlighed til broderen, ramte mig lige i hjertet. Den gode litteratur sætter ord på det umulige, den lirker sig vej til det inderste i os og ofte med enkle, velvalgte ord. Jeg blev mindet om det for nylig, da Astrids Lindgrens biografist Jens Andersen efter mordene i Paris pegede på følgende ordveksling mellem brødrene Løvehjerte:

”Jeg kan ikke dræbe nogen,” sagde Jonatan. ”Ikke engang hvis det gælder dit liv?” spurgte Orvar. ”Nej, ikke engang da,” sagde Jonatan. ”Hvis alle var som du,” sagde Orvar, ”så ville ondskaben jo få lov at regere i al evighed!” Men så sagde jeg, at hvis alle var som Jonatan, så ville der slet ikke findes nogen ondskab.”

 

Gåden om Alaska af John Green

Ellen Nielsen, 13 år

Ellen elsker at læse, og hun er også begyndt at få smag for at læse bøger om kærlighed. – Men man kan jo næsten heller ikke undgå at læse om kærlighed, som hun selv siger. Hun elsker især ungdomsbogen “Gåden om Alaska” af den amerikanske forfatter John Green. Selv om Green ikke selv er ung længere, er han ifølge Ellen god til at sætte ord på, hvordan det er at være ung. “Gåden om Alaska” handler om en dreng, der lige er begyndt på en kostskole: – Han har aldrig haft så mange venner, men på skolen møder han en gruppe, som han bliver rigtig gode venner med. Og pludselig sker der noget dramatisk i gruppen. Ellen vil ikke afsløre resten af handlingen, men hun er så vild med bogen, at hun kan blive ved med at læse den igen og igen: – Jeg har highlightet nogle af de bedste sider i bogen, så jeg bare kan slå op et tilfældigt sted og læse.

 

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

Ronnie Andersen, børnebogsforfatter

Min kærlighedssamling af “Den lille Prins” vokser hver gang, jeg besøger et nyt land. Og hvis en dansk boghandler har et flot eksemplar, kan jeg heller ikke lade være med at købe det. Man kan mene, at “Den lille Prins” er overvurderet, og at moralerne er for tydelige, men slutningen er jeg forelsket i. Har fåret spist blomsten, eller har det ikke? Fortælleren havde lovet at tegne en læderrem til fårets mundkurv, men er kommet fra det, som voksne ofte gør. I flere år gik jeg

og tænkte over den slutning, og en dag tænkte jeg: Selv hvis blomsten bliver spist, så bor den jo i hjertet på Den lille Prins. Måske læser jeg blot min egen erfaring ind i værket. Men derfor elsker jeg alligevel værket, både historien og spejlet. For jeg tager stadig mig selv i at tænke, om Den lille Prins har husket at sætte en glasklokke over sin elskede blomst. Jeg har nemlig ikke vigtigere ting at tage mig til.

 

Bonus: Islandsk litteratur

Dorthe Kristiansen, Nørrebro Bøger

Det begyndte med en islandsk hest! Og ved et tilfælde. På denne underlige snørklede måde startede kærligheden til den islandske litteratur. Da jeg som voksen begyndte at ride, var det helt tilfældigt, at det blev på islandske heste. Og disse små bomstærke heste skulle prøves af i hjemlandet. Og hvad gør en bogorm som forberedelse til en rejse? Hun læser. Sådan startede kærligheden til Islands litteratur. Litteraturen afspejler den barske natur, som islændingene og deres heste er rundet af. Jeg har været så privilegeret at have besøgt Island 3 gange, så det er nemt at forestille mig landskabet, uvejsomheden, stormene, lungesygdomme i de fugtige tørvegårde og den konstante fare. I Island er du i naturens vold, uanset om du er der fysisk eller bliver blæst omkuld af ordene i litteraturen hjemme i sofaen.

 

Bonus: På sporet af den tabte tid af Marcel Proust (1913-1927)

Ina Beller Sørensen, LGBT Biblioteket

Man finder i bogen, blandt meget andet, en nuanceret beskrivelse af fremmedgørelse: af en homoseksuel, en jøde, og en borgerlig person i en aristokratisk i verden. Som lesbisk kvinde, jøde og polsk flygtning med dansk statsbogskab finder jeg bogen tidløs og anbefalingsværdig for alle, der har lyst og tid til at stifte bekendtskab med kærlighed som besættelse. Det er ikke én person Marcel og Swann elsker, men kærlighed – nej ikke kærlighed, men dens HEMMELIGHED. Kærlighed er faktisk en konstant jagt efter kærlighed.

 

 

 

Bonus: Tre bud på kærlighed

Lene Henningsen, Poesiens Hus

Kærlighed er meningen. Liv og død. Største lykke og angst, største fællesskab og ideal.

Når kærligheden er (ulykkelig) forelskelse, ved at gå ud af sit gode skind og bare må TALE, læser jeg Roland Barthes’ Kærlighedens forrykte tale. Mottoet er: Jeg udsætter mig for eventyret, og går hverken sejrende eller besejret ud af det.

Når følelsen er mørk, klar og vender sig mod VERDEN, læser jeg f.eks. digte af Nelly Sachs (smukt oversat i Opstandelsens aske). Vel ejer kærlighed det blik/der farer som et lyn gennem knoglerne/og ledsager de døde/ud over sidste åndedrag -

Og når jeg, ofte, ser kærligheden som en GÅDE, er der heldigvis Hélène Cixous: hendes poetiske filosofi er en drøm om det, ens mor kunne have fortalt. (Oversat bl.a. At komme til skriften). Så går jeg vild, med en viden om at gå vild!

 

 

Bonus: Kristin Lavransdatter af Sigrid Undset

Maria Helleberg, forfatter

Det tætteste bånd mellem læsning og kærlighed må i mit tilfælde være opdagelsen af Sigrid Undset.

Aner i dag ikke, hvordan nogle norske romaner fra 1920erne kunne ramle ind i en 12-årig, der havde spleen og gik i den ene rædselsfulde skole efter den anden. I 1968. Måske var det omslaget, som gjorde udslaget: noget med heste …

Bogen selv åbnede sig for mig: Kristin Lavransdatter. Den begynder med at skildre et barn, der oplever verden. Hun sugede mig ind i sin middelalder (jeg er ikke sikker på, at jeg anede, hvornår bogens handling foregår …) og gjorde den normal. Alle figurerne var genkendelige og tiltalende. Forståelige, men fulde af overraskelser. Så jeg fulgte med og blev kønsmoden og forelskede mig trygt og fanatisk og usædeligt i den mørke, men blåøjede Erlend. Indbegrebet af sød bad boy år 1300. Jeg vidste da godt, at det ville gå galt, men inden da skulle de have hinanden. Også i den grad.

Jeg bekender blankt: jeg pjækkede for at læse videre. Og alle de gange jeg pjækkede fra skole for at lave noget, jeg elskede og følte var vigtigt, har jeg lært noget, jeg kunne bruge i mit voksne liv. Derimod har jeg aldrig haft brug for at lave det skodmad, vi skulle lære at fremstille, eller for møjsommeligt at strikke strømper. Ejheller har jeg haft brug for geografilærerens beskrivelser af Gobi-ørkenen. Men at læse som udgangspunkt for at komme til at elske noget og nogen, jo.

Og bogen? Kristin bliver voksen, mor, skilt, finder sammen med sin mand igen, og skilsmissen ender i katastrofe. Hun bliver bedstemor og nonne. Intet af det vidste jeg noget om som 12-årig. Men nu kendte jeg hende jo, og hendes omgivelser og familie, og gled med hende hele vejen. Et levet liv opsummeret i en mængde flueben på papir. Ren kærlighed.

 

Bonus: Følelsernes Vildveje af Stefan Zweig (1926)

Kirsten Astrup, LGBT Biblioteket

Jeg har en svaghed for titelnovellen i Følelsernes Vildveje af Stefan Zweig. Måske er den ikke så fremragende, som jeg husker den. Jeg læste den som ung. Men jeg blev blæst bagover af den intensitet, hvormed hovedpersonen, en universitetslærer, nærede erotiske følelser for en ung mand, som han underviste privat. Der foregik en uophørlig kamp inde i denne elskede og respekterede lærer – mellem de følelser, der trængte sig på, og den selvbeherskelse, han samtidigt udviste. Den unge mand troede, at læreren ikke brød sig særligt om ham, fordi denne forekom ham at være afvisende. Stefan Zweig beskrev det, så jeg fysisk kunne mærke begæret og situationens umulighed.

 

Bonus: Det absurde, tossede og skæve

Sonja Karlsen, bibliotekar Islands Brygge

En bog: ”En vild fårejagt” af Haruki Murakami slog fuldstændig benene væk under mig. Aldrig havde jeg læst noget så mageløst absurd og opløftende. Det kører stadig for Murakami, men jeg er ved at stå af, kedsomheden lurer om hjørnet.

En figur: Alice, fra ”Alice i Eventyrland”, er en alvor og snusfornuftig pige, der falder ned i en tosset verden, hun slet ikke forstår. Det gør læseren heller ikke; men vi morer os i det mindste, især da Den forlorne skildpadde og Griffen danser hummer-kvadrillen.

En forfatter: Svend Åge Madsen, hvis værker det altid er en fornøjelse at læse. Fra Århus er han, og om Århus skriver han. Et Århus fyldt med absurde dramaer, befolket med et skævt person/slægts-galleri, som han bruger igen igen. Indgangen til det madsenske univers var Syv aldres galskab, der altid vil stå mit hjerte nær.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox