Monique Schwitter: Mine tolv mænd

MONIQUE SCHWITTER

MINE TOLV MÆND

(Eins im Andern)

 Monique-Schwitter-Portrait-Copyright-Matthias-Oertel

Fotokredit: Matthias Oertel

 

1. Omtrent så hurtigt som et menneske går

Når man pludselig googler sin første kæreste, er det som reaktion på den bankelyd, man er begyndt at høre, umiddelbart før man falder i søvn, og højere endnu, når man kigger sig i spejlet om morgenen og ser den dybe, lodrette rynke mellem øjenbrynene. Forgæves har man forsøgt at lokalisere bankelyden, har skiftevis troet, den var udvendig og indvendig – oppe på loftet/under kraniet – men uden nogensinde at få den lokaliseret.

Den dukker stadigt hyppigere op, stadigt mere uforklarligt, således også denne sene fredag aften i januar. Børnene var udmattede og pirrelige som sædvanlig efter en lang uge i børnehaven; de brugte hele den første del af aftenen på at skændes og tude på skift, og senere skreg de som sindssyge, da de skulle i seng. Endelig faldt de i søvn, et øjeblik er der helt stille, selv hunden ligger uden at røre sig på sit tæppe under skrivebordet, jeg stirrer på dens sorte pels, indtil jeg kan se, at brystkassen går op og ned; jeg ånder lettet op, og bankelyden tager til. Først som korte hammerslag, derefter bliver der længere imellem dem. Jeg tegner streger og prikker i min notesbog. Det er ikke, fordi jeg har forstand på at morse, men jeg bøjer mig over tabellen, lige indtil der kommer noget frem, som tilnærmelsesvis giver mening. Tilnærmelsesvis. RØG. TID. BARN. Okay. (Andre muligheder var: LXCH. TDIA. CRNE eller ETINAKSI. MESA. NDKI. Jeg kender ikke noget sprog, hvor det betyder noget, derfor beslutter jeg mig for røg, tid, barn). Stilhed. Jeg går ud fra, at min mand sidder inde på sit arbejdsværelse og har travlt med at besvare ugens e-mails, sådan som han plejer fredag aften, når han ikke har vagt, indtil han kort før midnat råber: weekend. Vi har gennem længere tid talt om at foretage os noget sammen. Noget. Enten har han ikke tid, eller også har jeg ikke. Røgtidsbarn! ryger det gennem hovedet på mig. Jeg slår notesbogen i, lukker Word-filen og åbner et nyt vindue. I søgefeltet skriver jeg Peter, navnet på min første kæreste.

Jeg er forberedt på slet ikke at finde noget og at give op med uforrettet sag. Jeg regner også med at finde referencer til en kone og børn. Hvorfor skulle han ikke have fået børn i mellemtiden? Jeg er endda forberedt på fotografier. Men ikke på dét. Ikke dét. Selvom Peter antydede det allerede den første nat. Han talte om, at mennesket ikke er i stand til at flyve, og at det gjorde ham dybt nedtrykt. Han begyndte at tale om at falde, og så gik han videre til at tale om at gå; og da jeg spurgte: Gå? tilføjede han: Bare tage et enkelt skridt, et eneste skridt ud i den tomme luft, og så er det dét. Han bredte armene ud, som om han ville flyve, han så på mig og smilede. Min mand kommer ind, han har hverken banket på eller sagt mit navn, det sker sjældent, kun når vi skændes, når han er rigtig vred, rigtig forarget eller rigtig ophidset. – Har du travlt? spørger han. – Nej, svarer jeg og undertrykker: Jeg har lige fået at vide, at Peter er død.

     – Du er forpustet, siger han.

     Ja, jeg – mærkeligt nok, jeg sidder jo bare her.

     – Det er nok derfor så. Han går i stå. Han ser ud, som om han vil sige noget. Han trækker vejret ind, så drejer han hovedet i en fart og lytter, men jeg aner ikke, hvad han lytter efter. Han trækker døren til.

     – Ville du noget? når jeg lige at spørge, men han svarer:

     – Det kan vente. Så lukker han døren.

 

Oversat af Jacob Jonia
Copyright Literaturverlag Droschl og Rosinante & Co.
I samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og  den Schweiziske Ambassade i Danmark
 

 

Om Monique Schwitter

Monique Schwitter er det nye store navn i tysksproget litteratur. Hendes seneste roman, ”Eins im Andern”, der tager livtag med hele tolv mænd, ryddede bordet i Schweiz: Den blev tildelt Schweizer Buchpreis 2015 samt Schweizer Literaturpreis 2016 og var desuden på shortlisten til Deutscher Buchpreis i 2015. Vi har endnu romanen til gode i Danmark, men vi bringer her et uddrag fra bogen, der udkommer på Rosinante i januar 2017. Monique gæster Kbh Læser, og kan opleves live på Hovedbiblioteket søndag d. 28. februar.

Monique Schwitter er født i Zürich i 1972 og har siden 2005 boet i Hamborg. Hun har studeret skuespil og regi i Salzburg og har bl.a. været ansat ved skuespilhusene i Zürich, Frankfurt, Graz og Hamborg. I 2004 modtog hun Hermann-Lenz-stipendiet. For sit debutværk ”Wenn’s schneit beim Krokodil” fra 2005 blev hun i 2006 tildelt Robert-Walser-prisen og Förderpreis der Schweizer Schillerstiftung. Hendes roman ”Ohren haben keine Lider” og teaterstykket ”Himmels-W” udkom i 2008, hendes andet bind fortællinger, ”Goldfischgedächtnis”, i 2011. Siden 2012 har hun været medlem af Freie Akademie der Künste i Hamborg. I 2013 modtog hun tidsskriftet manuskripte’s pris for sine værker. Hendes sidste roman ”Eins im Andern” var på shortlisten til Deutscher Buchpreis 2015 og blev tildelt Schweizer Buchpreis 2015 og Schweizer Literaturpreis 2016.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox