Nedslag i programmet: Med kroppen som redskab

Billedkunsten forlader rammen, skulpturen bliver bevægelse og teatret udvider det sceniske rum. Siden dadaismen introducerede sine skæve kabareter har performancekunsten rusket kunstbegrebet ved at iscenesætte virkelighedsobjekter. Her understreges kunsten som handling, idet den arbejder aktivt med materialer og manifestationer. Med afsæt i kroppen handler performance om koblingen mellem sociale og kulturelle relationer, mellem menneskers handling og udsagn.

Det performative manifesterer sig eksempelvis, når LOGEN byder indenfor i logen. Seancen vil finde sted den 24. februar i Serpapion-ordenens hus på Frederiksberg. LOGEN er et tværkunstneriske scenekollektiv, der arbejder i grænselandet mellem performance, teater, dans og ritual. I logebrødrenes historiske lokaler vil gruppen give et bud på en performativ fortolkning af et udvalg af radikale manifester. “LOGEN i Logen” byder på et kig ind i arbejdet med den radikale og kollektivt grænsesøgende proces. AKT1 kommer til at indlede ballet fra 19-20.30, med Ida Holmegaard som debuterende radiodramatiker. Herefter tager LOGEN over fra kl 20.30.

Langt fra pomt og pragt finder vi KRÆ-syndikatet, der  har til huse i en gammel slagtestald i Kødbyen. Her skulle kræet drænes for blod, så det kunne omsættes til forbrugsvarer til vore alles fornøjelse. Den 25. februar fra kl. 13 til 14.30 fører KRÆ-syndikatet sig selv og kunstnerfællesskaberne Laboratoriet for Æstetik og Økologi og MYCELIUM til truget. Alle har de markante nye manifester, som de arbejder æstetisk, aktivistisk og performativt ud fra. Denne dag vil de blive debatteret med grupperne selv og inviterede teoretikere og filosoffer.

De yderligtgående manifester er stærkt repræsenteret under dette års festival, og Valerie Solanas feministiske S.C.U.M. Manifest fra 1967 optræder selvfølgelig også. S.C.U.M er akronym for Society for Cutting Up Men og værket udtrykker en sorthumoristisk og rablende anarkistisk vision. Den 26. februar kl. 19.30 på Hovedbiblioteket vil scenekunstkollektivet Macaca opføre en dramatiseret læsning af teksten, der gennem raseri, humor og satire vil tilintetgøre mandens rolle i samfundet. Stykket blev første gang vist i efteråret 2017, da gruppen bestående af Emma Sångren, Mette Klarkstein Wiberg og Petra Adlerberth-Wik fortolkede Solanas på Den Danske Scenekunstskole. S.C.U.M. er et ultraradikalt kampskrift og en rablende utopi med aggressionerne helt uden på tøjet.

I den sammensatte trup Sisters Hope (fra Sisters Academy) arbejdes der i krydset mellem performancekunst, research, aktivisme og pædagogik. I den kunstbaserede researchproces arbejder gruppen aktivt for at skabe en række nye paradigmer blandt andet for uddannelsessystemet. Dette er grundigt udfoldet i deres manifest, der ligger til grund for alle deres aktiviteter. Lørdag den 24. februar mellem kl. 14 og 16 vil de være til at finde i et intimt rum på Thorvaldsens Museum, hvor dine drømme for fremtiden vil blive indsamlet og arkiveret. Drømmene vil automatisk blive doneret til the Sisters Archive.

Vi anbefaler også at man kigger forbi AKT1’s Bankodrama, opleve Poetry Slam om manifestet i Skuespilhuset eller komme til koncert i Bryggerkælderen når Spermophogia performer over tekstsamlingen Jeg er en stiv pik (dont kiss me). Her står den på 60 minutter med inspiration fra avantgarde, jazz, blues og elektronisk musik.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox