Peder Frederik Jensen: Svendsens bageri

PederFrederikJensen kredit Lærke Posselt (1)

Billede: Lærke Posselt

Fra et manus i vækst

Der hænger stadig en kringle på den pudsede facade, og når det regner, kan man skimte ordlyden: Din håndværksbager. Det er noget sludder, for de sidste ti år, mindst, udviklede Svendsen sig til en sand amatør og bagte kedeligt brød fuld af luft og lommer, hvor han kunne opbevare sine salte tårer og minderne om et liv med en matrone, der var så tung, at deres campingvogn hældte mod venstre på det lille fastliggerlod uden for Karrebæksminde. En ting var hendes størrelse noget andet hendes sødme. Det var, som om Svendsen havde fyldt hende med remonce og sukkerkrystaller, for hele hendes væsen glimtede kærligt og en anelse klistret. Der var nok til alle, på alle måder, deraf de salte tårer. Svendsen med de små horn, sagde min bror, når bageren smækkede glasdøren i og gik aftentur med schnauzeren. Så kom vi uvægerligt til at forestille os den klejne mand bag den store matrone, og min bror, der vejer over tohundrede kilo, sagde mærk patterne grissebasse. Umiddelbart efter røg han en cerut og kløede sig i nakken, som altid nakken, hele livet igennem, den nakke, mens jeg sidder tilbage med røret, og overvejer hvornår grænserne mellem os blev overtrådt, hvornår det skete, den udvikling, at han blev sådan, hvordan? Ja, hvordan spørger han, når jeg nævner det. Nævner, at han altså træder over mine grænser, knuser mig med sine perversioner. Hvilke? Ja, hvilke gentager han, og jeg roder rundt i hans bemærkninger og glemmer det ene spørgsmål for det andet, og så sidder han der, tohundrede kilo skarp, understimuleret retoriker og gnækker, mens Søs, forført af broderen og alt hans væsen, forsvinder i sine bortforklaringer, og aldrig får sagt det, som det er.

Dengang, siger jeg alligevel, og straks er vi tilbage i en tid, hvor dyrene stadig havde plads i vores hjerter. Dengang vi tog fugleunger ind og forsøgte at bygge bro for pindsvinet.

Det husker jeg ikke, brummer han, og jeg svarer, at alt det med grænserne begyndte, da det forsvandt. Da vi ikke længere interesserede os for vores kaniner, da vores marsvin blev glemt i deres pis og lort. Det var dengang, Hannibal, dit gigantiske kødbjerg, at du gik op i limningen og lod galden løbe frit.

Han ser på mig fra et fjernt sted, en anden galakse. Jeg sidder ved det lille mahogni-spillebord i karnappen og stirrer ud på Hellerup. Han ved det. Du stirrer, siger han. Derpå den krappe vejrtrækning. Du dør, svarer jeg. Jeg kan høre dit hjerte gennem røret. Det skriger efter mere plads. Du trykker det vitale sammen med din fedme.

Han ler.

Ude på gaden kører en kranbil. BMS, siger jeg. De løfter hele tårne på en gang. Overfor kan jeg skimte noget skrift på en facade, og jeg nævner igen Svendsen for at komme i mål med hele miseren. Svendsen og Matronen. Det er rent Korsbæk, svarer min bror og tænder tobakken. Nu fortæller han om Svendsen. Den gamle historie om bageren, der begyndte at interessere sig for avantgardefilm og derfor holdt op med bage. Han satte lærlingen og pigen fra butikken til at lave wienerbrød, og de sprøde flager blev derefter en klæg dejklump til overpris, intet strøsukker og minus succes. Han sad i baglokalet og makkede med sine optagelser. Han filmede i mørket, kørte hænderne op og ned foran linsen, pillede benene af edderkopper og lod vandet flyde over i en kop. Han kreerede det ene makværk efter det anden, mens renommeet reduceredes som en snedrive på en forårsdag. Konen trampede omkring og hev op i skørterne, og pigen fra butikken stjal af kassen, når hun skulle på færgen og købe Southern Comfort og Grønne Look med Dennis, som hun senere blev gift med, fordi han skulle være konstabel og derpå en tur til Afghanistan. Den eneste, der ikke gjorde noget, var den kirtelblege lærling. Han satte sig bare og onanerede et sted mellem melsækkene. Et sted på lageret havde han et hjørne, hvor han lod gokkestokken gå i en sæk rugmel to til tre gange dagligt. Svendsens gik fallit og butik og bageri forsvandt som tørre krummer mellem raspede fingre. Det er og bliver en tragedie, siger min bror og griner lidt af sine overdrivelser. Han er så opmærksom på det lokale, men et eller andet skal man jo tage sig til, siger han, når Skvadderhuset fylder ens nærområde med psykovold og røvtur.

Er det slemt, spørger jeg, men han er allerede videre. Han har så svært ved at holde fokus. Det er min lidelse, siger han, det lod jeg må bære. Han skal nedtrappes for en type medicin og eventuelt holde op med en anden. Det er den nye læge. Det siger han tit. Han skifter, så ofte han kan komme til det, men i Pruthulsdanmark bliver der længere og længere mellem klinikkerne. Snart må jeg til Næstved, siger han, for jeg har været gennem hver eneste på Sydhavsøerne to gange, og de griner, når de ser mig og siger et eller andet fjollet og på gensyn, og jeg har så nemt ved at tilgive, det ved du Søs, så jeg lader dem grine og sladre og sniksnakke med hinanden, for et eller andet skal de vel tage sig til, den flok kødsnedkere, eller hvad tænker du?


Peder Frederik Jensen

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox