Performancemænd og maskiner

Performancemænd og maskiner

Caluse

Hvis man vil udfordre sine opfattelser af klassiske genreskel og af litteratur som en disciplin, hvor mænd læser op i en lænestol iført pibe i et andægtigt tonefald, så er der rig mulighed under Kbh Læser for at få rokket lidt ved det. Oplev for eksempel Harald Voetmann på banjo, Nikolaj Zeuthen som Skammens Vogn eller kvitteringsmaskiner, der udspyr dada-montager.

Begrebet ”litterært show” føres ajour, når en hel horde digtere i fællesskab med folk fra andre kunstarter indtager Hovedbiblioteket fredag d. 4. marts: Sternberg, TS Høeg & Peter Adolphsen, Tora Balslev, Knud Riishøjgaard, Harald Voetmann, Olof Olsson, Seimi Nørregaard, Bisse og Claus Ejner vil føre ord ud i nye bøjninger og iføre dem nye trin. Det er ”Den store Kombilitt” – intet mindre. På festivalens første dag, fredag d. 26. februar kan man I Osramhuset på Nørrebro blive udsat for litteratur i andre former end de gængse: Skammens Vogn med forfatter og forsanger Nikolaj Zeuthen samt reenactment af Troels Emig og Lars Bo Nørgaards undersøgende rejse gennem Indien.

Og tror man, at litterære performances er forbeholdt mennesker, så bør man stikke hovedet forbi Blågårdens Bibliotek onsdag d. 2. marts kl. 13.00, hvor kvitteringsmaskiner, computere og kaldeanlæg vil kreere dadamontager på (maskin)livet løs under titlen ”Mayakovsky’s spøgelse”. Bag denne performance står Asbjørn Skou og Jacob Remin, mens Lotte Løvholm har kurateret.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox