Reportage: Hovedløst og hjerteløst i Birkerød

af Ann-Kristine Hald

”Noget skulle barnet jo hedde”

IMG_9997Svend Engh har været fortæller af historier i over 25 år, og da han fik udgivet to bøger, vidste han ikke hvad de skulle hedde, men en bog kan ikke være uden titel og det resulterede i ovenstående bemærkning. Hovedbiblioteket i Birkerød afholdt et arrangement i deres hyggelige litteraturhjørne mandag aften, som var en blanding af oplæsning og foredrag. Hans 2 nyeste bøger blev blandt andet til på hans arbejde, hvor han arbejder som nattevagt på Ebberød, for hvis man ikke gider se serier som mange andre hele natten lang, hvad kan man så bruge sin tid på? Jo, man kan skrive bøger, som netop er det, som Engh valgte at gøre. De to nye bøger er desuden blevet til i samarbejde med 2 vidt forskellige illustratorer, nemlig Emil Scharff Christensen (Hovedløst) og Jens Haubek (Hjerteløst). Engh har på forhånd placeret 13 sedler med tekst og billeder på gulvet, således at alle tilhørere kan kigge på dem undervejs. De repræsenterer afsnittene i bogen ”Hjerteløst”, som denne aften er i fokus.

Aftenen består delvist af oplæsning af hans lidt længere haiku-digte, som han beskriver ”haiku-digte, menIMG_9993 med flere stavelser” samt fortællinger både fra hans liv samt fiktive af slagsen. Tidligt vælger han at inddrage publikum ved at spørge hvilket tema, han skal starte med at vælge. Et par stykker fra publikum har set nøje på illustrationen for ”Masker” og han lægger ud med et forlænget haiku-digt, som efterlader et par af tilhørerne ganske eftertænksomme. Historien om ”Tåregas” er ret personlig og han fortæller om hvordan han blev interviewet af Peter Øvig Knudsen engang om hans tid som BZ’er på indre Nørrebro. Han fortæller hvordan at en bestemt teltlejr betød noget særligt for ham og erindrer nostalgisk tiden som værende ”der hvor drømmene blev drømt”, som han så fint formulerede det.

IMG_9989Før aftenen er omme når vi som publikum både at høre om valget af illustrationen til afsnittet ”Jordbær”, i hvilket han gendigter en klassiker indenfor fortællingen, afsnittet ”Angst”, som blev valgt af en tilhører og ikke mindst hans tre prologer og tre epiloger. Antallet af prologer og epiloger er atypisk, men når alle de andre afsnit havde lignende antal tekster, måtte han gøre det samme for ikke at bryde mønsteret. Hvad der bliver nævnt af Engh til sidst er fascinationen af den fortalte historie versus den oplæste, og om hvordan de egentlig kan være forskellige for fortællingen. Det var helt bestemt en pointe, som fik tilhørerne til at gruble på vejen hjem og hans passion for at fortælle skinnede helt bestemt igennem denne aften, og det er ikke underligt, at flere af tilhørerne havde hørt ham før og denne tilhører gør det bestemt gerne igen.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox