Søfart, poesi og undergrundsmusik

Scala

Det kunstnerisk alkymistiske foretagende Scala stikker til søs på havnebuslinjen 991 under Kbh Læser for at søsætte et arrangement, der huser poeter og undergrundsmusikere. Der er lagt op til en sælsom blanding af poesi, røverhistorier, malplaceret maskulinitet, floromvunden forvirring bøjet i neon og ikke mindst den poetiske trumf: offentlig transport.

Scala er egentlig et pladeselskab, der udgiver musik på internettet og noget så oldschool som kassettebånd. Det har dog også udviklet sig til et kulturkollektiv, der afholder arrangementer og events, med performance, undergrundsmusik, filosofi, poesi og fest. Derudover er det, ifølge dem selv, også en følelse. Følelsen af at være inkluderet i et fællesskab, hvor nysgerrighed og outsider-kultur smelter sammen.

Selvom Scala kun har eksisteret i lidt over et år, har de udgivet en del musik fra den danske undergrund og arrangeret adskillige koncertaftener og events. Et af deres dogmer er at afholde events, der gør plads til og hylder mangfoldigheden i den sociale såvel som den musikalske verden. Dette har blandt andet resulteret i arrangementer på en tagterrasse ved Rådhuspladsen, et gods i Ringsted og en forladt kontorbygning i Berlin. Og nu føjer de altså havnebuslinjen 991 til listen over alternative venues.

Scala eksperimenterer kunstnerisk såvel som socialt og går derfor alkymistisk til værks, når det handler om at skabe en fest eller bare en interessant aften. Det handler om at føje de rette elementer sammen og dermed skabe guld. Under Kbh Læser er disse elementer forfatter Jacob Skyggebjerg, beat-poet Claus Høxbroe, forfatter Sigurd Hartkorn Plaetner samt digter Geer Rift i selskab med et par undergrundsmusikere. Scala stikker til søs d. 4. marts kl. 17.27, så fat dit rejsekort og hop på havnebussen, når den lægger til kaj ved Den Sorte Diamant. Når de vender tilbage til ”dryland” igen, inviterer de alle til afterparty på Dome of Visions, hvor der vil være livemusik og festivitas. Alle er velkomne, når Scala stiller op med kunstnere fra forskellige genrer, der fabulerer febrilsk og spiller op til dans og/eller gråd.

http://www.kbhlaeser.dk/event/scala-praesenterer-manden-og-havet/

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox