Siri Rønne Christiansen: NYBROGADE 28

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Siri Rønne Christiansen

København har fået et nyt litteraturhus i byens historiske centrum. Ambitionen er at tiltrække bredt, og rammerne er næsten klar. Kunstnerisk leder Anna Johansen præsenterer os for idéerne bag.

Parallelt med Frederiksholms Kanal løber Nybrogade, en lille gade på blot nogle hundrede meter, der tidligere har været hjemsted for blandt andre N.F.S. Grundtvig og den første færøsk-danske nobelprismodtager, Niels Finsen.
Gaden kommer fremover til at huse endnu flere kulturpersonligheder, nu hvor Københavns nye litteraturhus, der slet og ret hedder Litteraturhuset, har slået dørene op.

Den gule bygning, der danner rammerne om de litterære aktiviteter, er centralt placeret med direkte udsigt til Thorvaldsens Museum, og så snart metrobyggeriet er færdigt, bliver det endnu nemmere at lægge vejen forbi og få en litterær indsprøjtning.

 

Arrangementer, boghandel og café
Der er allerede gang i arrangementerne, den første marts begynder eksempelvis en række kritikersaloner. Den fulde åbning af huset har dog været noget tid undervejs. Allerede i foråret 2017 skrev dagbladet Politiken, at åbningen var lige rundt om hjørnet, og i juni måned afholdtes en foreløbig åbningsfest, en såkaldt ’pre-opening. På nuværende tidspunkt er der dog endnu et stykke vej, før målet om at holde åbent fra morgen til aften er nået. ”Den daglige åbning af huset har desværre været forsinket op til flere gange på grund af byggetekniske udfordringer. Litteraturhuset ligger i en fredet ejendom fra 1800-tallet, og det har været et større projekt at istandsætte end først antaget”, fortæller kunstnerisk leder Anna Johansen, der sammen med Claes Benthien er ansigtet udadtil i det daglige. Folkene bag tæller i alt tre personer, der alle har eller har haft tilknytning til forlagsverdenen – de to daglige ledere, Anna og Claes, og Søren Møller Christensen fra Forlaget Vandkunsten. Selvom Møller Christensen i det daglige primært rumsterer i kulissen, så er han ifølge Anna ”den egentlige initiativtager.” Han har investeret i stedet og således gjort det økonomisk muligt at starte et litteraturhus op. Moderniseringer af huset skal skabe rum til den planlagte fransk-nordiske café og ikke mindst til en boghandel. Når det står endeligt klar, er brugerne altså sikret en totaloplevelse. Udbuddet i boghandlen vil komme til at bestå af et nøje kurateret udvalg af skøn- og faglitteratur og bliver således smallere end andre steder, men den generelle ambition er at tiltrække et bredt publikum.

 

Tværæstetiske ambitioner
Om husets kerneidé fortæller Anna Johansen: ”Vi vil gerne inspirere og øge interessen for litteraturen som udtryksform og fremme lysten til at dykke ned i litteraturens mangfoldige verdener, ja, simpelthen rette projektørlyset mod de store erkendelsesmæssige sandheder i litteraturens verden.” Det skrevne ord skal dog ikke nødvendigvis stå alene, understreger hun. ”Det er også vores mål at sætte litteraturen i forbindelse med andre kunstformer, fagkundskaber og discipliner og på den måde skabe dialog på tværs af disciplinære barrierer og motivere forskere, forfattere og kunstnere til at diskutere og formidle viden til et bredt publikum.”

 

En intim salon
Litteraturhuset har forbilleder i andre europæiske storbyer som Oslo og Berlin, men i København findes allerede både LiteraturHaus på Nørrebro og Poesiens Hus på Østerbro. Hvordan er idéen om at skabe endnu et hus for litteratur i hovedstaden så opstået?  ”Vi syntes, at københavnerne manglede et litterært mødested, hvor man i ét og samme hus har samlet en café, en boghandel og en arrangementscene”, fortæller den kunstneriske leder med henvisning til det udbud, som de tilsvarende europæiske huse har. I forhold til Oslos 3500 kvm store lokaler og seks scener bliver huset i Nybrogade dog mere intimt. ”Vi har kun én enkelt scene med plads til ca. 50 gæster. På den måde har vores rammer mere karakter af salon”. Nybrogades nye litterære salon vil i fremtiden slå dørene op for en lang række aktiviteter, såsom oplæsninger, forfatterinterviews, kritikersaloner, filosofisaloner, middage med litterære temaer, læsegrupper, musikalske arrangementer og performance af forskellig art. Dertil kommer debatter, bogreceptioner og workshops, så der bliver nok at tage fat på både for de tre initiativtagere og for publikum.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kbh Læser
I forbindelse med Kbh Læser lægger Litteraturhuset scene til to arrangementer.

Det første har titlen Jorden er fuldkommen levende og dækket af papiller og foregår onsdag den 28. februar kl. 19-21. Det er lanceringen af den danske oversættelse af Jane Bennetts Vegetabilsk liv og ontoSympati, der udkommer på Laboratoriet for Æstetik og Økologi. Der vil være oplæsning fra værket og efterfølgende samtale mellem forfatterne Amalie Smith og Lise Haurum samt professor Lars Tønder og gartner Livia Urban Haaland.

Det andet arrangement løber af stablen den 2. marts kl. 16.30 og handler om forfatterens rolle i samfundet. Det vil foregå som en samtale mellem forfatterne Maja Lucas, Robert Zola Christensen og Michael Josephsen og er arrangeret af Forlaget Arabesk. For mere information, se programmet bagerst i festivalavisen.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox