Iben Mondrup: At skrive et landskab frem

s6, fjeld af Iben Mondrup (ikke forfatterbillede)

Noget af det sværeste ved at skulle skrive en ny roman er at komme i gang med selve skrivningen. I begyndelsen går det godt, jeg har som regel en idé, en forestilling om, hvor fortællingen skal tage sit udspring, om de personer, som skal befolke den, og faktisk har jeg også tit en fornemmelse af, hvor den skal ende. Jeg kan være fuld af forventning, indimellem sætter jeg mig ved skrivebordet og skriver nogle stikord og tanker ned, det går godt, synes jeg.

Denne fase kan strække sig ganske langt. Romanen, jeg har i mig, rumler og vokser, jeg kan næsten ane den færdige bog, det er kun et spørgsmål om at få den skrevet ned. Med tiden bliver forventningen så afløst af uro, jeg begynder at blive utilfreds med mig selv, ikke bare som forfatter, men som menneske. Jeg er doven, synes jeg, bange, jeg lyver for mig selv, når jeg tror, at jeg arbejder. På den måde er jeg meget materielt indstillet, jeg skal se sider og timer der ophober sig, næsten som var jeg i en fast stilling og arbejdede på akkord.

Da jeg skulle i gang med at skrive mine seneste roman Karensminde, var Godhavn lige udkommet. Jeg havde en klar erindring om, at den bog havde været let at skrive; det var en af de bøger, som næsten skrev sig selv. Og derfor var der vel ikke noget i vejen for at antage, at det ville min næste roman også gøre? Betrygget satte jeg mig ved det skrivebord, hvor jeg havde skrevet Godhavn, med den samme udsigt, ved det samme tastatur.

I løbet af nogle uger havde jeg skrevet et antal sider. Men hver formiddag, når jeg åbnede mit manuskript og gennemgik den foregående dags arbejde, blev jeg chokeret over det hjælpeløse sprog; sætninger så anstrengte og billeder så trætte, replikker der lå som klodser i munden, og personer, som bevægede sig i underlige forcerede ryk, det var ikke til at holde ud. Om aftenen så jeg tilbage på en dag, hvor jeg havde forsøgt at rette op på teksten. Jeg skrev noget til, skrev andet ud, skærpede sproget, så godt jeg kunne, mens jeg forsøgte at berolige mig selv. Det skal nok gå, tænkte jeg, sådan er det åbenbart med det her manus, det skal være lidt sværere, og jeg kan godt. Jeg prøvede nye synsvinkler, andre tider, nye navne, andre kompositioner, og for hver dag blev teksten mere hjælpeløs, men også mere magtfuld, som en slags iltfattigt rum, jeg hele tiden måtte genbesøge. Teksten udviklede sig dog, der blev langsomt mere af den, men alle forsøg på at kontrollere den mislykkedes.

Syv måneder gik på den måde, otte, måske ni. Det bedste jeg kan sige om den tid, er at jeg vænnede mig til den nye situation. Jeg blev sært illusionsløs, jeg skrev bare, til jeg til sidst havde skrevet mig op på et klodset bjerg af sprog. Og deroppe fandt jeg endelig et spor: en fortællestemme, som trængte ud af massivet under mig. Den havde en fandenivoldsk energi, som var ligeglad med det passerede, som bare gerne ville snakke, og som sprængte sig vejen frem og væltede ned ad bjerget, snublende, hylende og højt råbende, HAHAHA, du kan ikke stoppe mig!

På det tidspunkt var jeg utrolig træt og slet ikke forberedt på det skred, der skete. Når jeg satte mig for at arbejde, brusede teksten op i mig og ud gennem fingrene, ikke i en ordnet og kontinuerlig strøm, men i kaskader, der rev alt med sig og anlagde nye afstikkere og forgreninger i manuskriptets filtrede terræn.

Man skulle tro at forandringen var en lettelse. Det var den på sin vis også. Men manuskriptets eksplosive næsten selvstændige liv var også en slags rystelse, jeg kunne simpelthen ikke følge med. Daglige gøremål stod i vejen for al den tekst, som skulle ud. Jeg var overbevist om, at jeg arbejdede mod tiden, at jeg ikke kunne nå at få det hele med, hvis ikke jeg hele tiden skrev, at slusen ville lukke i, hvis jeg vendte mig væk.

Og sådan skrev jeg i et rasende tempo, jeg aflyste aftaler og sov dårligt om natten, til energien på et tidspunkt begyndte at løje af, og der var akkumuleret et helt manuskript. Bjerget af skrot var blevet til et nyt land, der lå hulter til bulter omkring mig. Som havde en storm hærget og flyttet rundt på ting og store sten.

At gennemskrive et manuskript, der befinder sig i en grad af større eller mindre uorden, er et oprydningsarbejde, og en lise i forhold til det at skrive ny tekst. Væk er følelsen af uduelighed og ingen vegne at komme. Det må gerne tage tid, for min skyld gerne meget lang tid; det er tilfredsstillende at se et landskab falde på plads med egne fjorde og fjelde og vejrsystemer. På et tidspunkt, når arbejdet er færdigt, er bogen det også. Karensminde skrev sig selv, selvfølgelig; det tænker jeg på nu, mens jeg går og tumler med idéer og får koldsved ved tanken om den dag, hvor jeg skal sætte mig ved skrivebordet og åbne det nye dokument.


Iben Mondrup

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox