Jacob Søndergaard: Skulle, Burde, Turde, Ville

Det litterære vækstlag

Burde

Regeringens nyudnævnte kulturminister Mette Bock siger i flere aktuelle interview, at hun kulturpolitisk vil støtte vækstlaget og eliten og satse mindre på mainstream. Set fra et skønlitterært forlagsperspektiv er det en konstruktiv agenda, og det lyder kun rimeligt, at det bredt henvendte midterfelt i det litterære udbud ikke behøver offentlig støtte, men må klare sig på markedsvilkår. Mette Bocks ordvalg matcher mange forlags selvforståelse som både kulturbærende institutioner og kommercielle virksomheder: vi sætter til og tjener ind på gynger og karruseller, vi vil både det smalle og det brede, vi er børs og katedral. Disse metaforiske begrebspar præger branchen nu som før. En anden nærmest mytologisk metafor er vækstlaget. Det ikke bare et centralt begreb i skiftende kulturministres programerklæringer, men helt sikkert også en hyppig glose i de fleste større forlags strategipapirer. Det er nærmest utænkeligt ikke at ville satse på vækstlaget. I visse sammenhæng, både internt i forlagsbranchen og i kulturjournalistikken, omtales vækstlaget som en moralsk forpligtelse: Landets førende forlag skal og bør sikre vækstlaget i litteraturen.

Mange har vel en ganske klar forestilling om, hvad det er for et litterært felt, der sigtes til med vækstlaget: Det er ikke krimierne, det er heller ikke f.eks. oversatte populærhistoriske romaner eller en ny stemme inden for romance, selv om mange udgivelser inden for disse genrer har et i hvert fald publikumsmæssigt vækstpotentiale. Som hos Mette Bock sigtes der som regel til noget andet end mainstream. Det litterære vækstlag er, hvis vi skal forsøge at indkredse det: ungt, dansk og smalt. Vækstlaget er en positiv metafor, fuld af håb og dynamik. Vækstlaget vil i overensstemmelse med begrebets biologiske herkomst op og ud og frem. Det vil videre, men hvor vil det hen?

Bag talen om vækstlaget ligger en forestilling om, at den smalle og støtteværdige litteratur vil vokse sig stor og stærk og brede sig ud i mainstream, hvis den gødes med offentlige støttekroner og næres af forlagenes tålmodige indsats. Men hvorfor ikke bare støtte den litteratur, som vi oftest forbinder med vækstlaget, og ellers lade den være sig selv? Hvorfor ikke blot lade den undersøge og uddybe sit eget kunstneriske felt? Sagen er, at den udviklingslogik, som ligger bag forestillingen om et litterært vækstlag, hviler på spinkle erfaringer. Det sker ikke ofte, at en ”smal” forfatter fra vækstlaget vokser ud i en bredere offentlighed, hvor hendes værker rent faktisk bliver læst af mange og ikke bare omtalt anerkendende på avisernes kultursider. Der findes naturligvis synlige eksempler på, at det sker, men efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt mange til, at man kan tale om et ”lag” af forfatterskaber, hvis udvikling forløber på den måde. Et lag, der, med vækst som argument, kræver offentlig støtte. Det litterære kredsløbs økologi er bare ikke sådan, at det brede vokser organisk ud af det smalle.

Staten skal og bør støtte den smalle litteratur, og jeg ved, at mange forlag vil og tør udgive den. Men jeg mener ikke, at man kan forvente kommerciel vækst af den kunstnerisk eksperimenterende litteratur. I mine øjne skal og bør den ikke andet end det, den selv vil og tør. Litterært talent og kunstnerisk mod kalder på anerkendelse og støtte. Den litteratur, der kommer ud af dette potentiale, kan ganske vist have en påvirkningseffekt: på anden kunst, på læseren og i sidste instans på samfundet, men er det vækst? Jeg ser den snarere som et nødvendigt refleksionsrum. Talen om det litterære vækstlag indebærer en økonomisk forjættelse, som kun sjældent indfries, og som heller ikke kan forlanges opfyldt af den kunstnerisk søgende litteratur. I stedet kunne man håbe, at befolkningens læselyst ville vokse. At et nysgerrigt og kompetent vækstlag af læsere også i fremtiden kan og vil opsøge både bred og smal, dansk og oversat litteratur. Det kunne Mette Bock tale med sin regerings- og partifælle undervisningsminister Merete Riisager om.

Hvis der også i fremtiden er behov for biologiske metaforer i den kulturpolitiske samtale, vil jeg foreslå, at man erstatter den vage forestilling om vækstlag med et konkret arbejde for diversitet i et litterært økosystem, der, hvis det helt overlades til markedskræfterne, naturligt vil koncentreres om mainstreamlitteraturen. Det er der ikke i sig selv noget galt i: bestsellere fra hovedsporet skaber vækst i forlagenes økonomi, medvirker til boghandlernes fortsatte eksistens og motiverer fremkomsten af nye distributionskanaler som f.eks. diverse litterære streamingtjenester. Og de giver mange læsere gode oplevelser. Det er vigtigt. Men hvis det danske samfund også ønsker litterær mangfoldighed – at der fortsat skrives, oversættes og ikke mindst læses andet end mainstreamlitteratur – kan kulturministeren sætte ind her og handle i forlængelse af sin dagsorden.


Forlagschef Jacob Søndergaard, Rosinante

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox