Tanzania, Sydsudan og Kenya: Tre nedslag i litteraturen som og om vækst

elsie eyakuze 00

ELSIE EYAKUZE

Jeg vil starte med en artikel, som jeg læste i går, om en litteraturfestival i Ghana. Titlen lød: ’Hvad skal afrikanske forfattere skrive om?’ Kan du forestille dig, hvor irriteret jeg er?! Forestillingen om, at du kan fortælle en forfatter, hvad vedkommende skal skrive om, er jo en form for overgreb! Skrivning er en så intim udtryksform, at når man politiserer det således, instruerende, som om at bare fordi man er afrikansk og forfatter på samme tid, så følger der bestemte forventninger med. Det tager jeg afstand fra, selvom det nok ikke er en særlig populær position pga. den identitetspolitik, som absolut skal gennemsyre alt, hvad vi laver.

At klumpe de to begreber sammen – who the fuck gør det?! Det sker kun, når du kommer fra den ikke-hvide verden. Hva’ helvede er egentligt en afrikansk skribent? Jeg ser ikke mig selv som en afrikansk skribent. Jeg ser først og fremmest mig selv som et individ, der tilfældigvis har alle de her andre identitetslag.

I forhold til vækst så er det fantastisk, at den første generation af vores fædre og mødre, som blev indført i en særlig litterær tradition; skrev deres fortællinger. De åbnede døren, og sagde: ’Hvad, vi bliver nødt til at gøre, er at eje den kendsgerning, at vi også må have individualitetens mod. Det er den svære del. Jeg nægter afrikanerne deres kollektive identitet, når det bruges til at begrænse os. Det må ikke underordne sig det her udefinerbare noget, der opstår, når du er i gang med at skabe et stykke litteratur.

Elsie bor i Dar es Salaam i Tanzania. Hun er uddannet fra Sussex Universitet. Hun skriver en ugentlig klumme for den østafrikansk avis, The East African, og blogger på The Mikocheni Report.

black is my story

VICTOR LUGALA

Jeg ser på litteratur som mangegrenet. For mange er litteratur kun én ting. Nu her med den nylige Nobelpris i litteratur, som jo gik til en musiker - Bob Dylan - så det har faktisk ændret litteraturens ansigt. Og for os afrikanere er det gode nyheder.

Jeg tror, at det gør cirklen bredere for os i Afrika. Hvis du kigger på litteratur i f. eks. Sydsudan, så er hovedkilden mundtlig. Det talte ord. Folk fortæller historier. Det er det, vi er vant til. Selv til mennesker vi ikke kender, fortæller vi historier for at tømme vores hoveder, for hvad vi nu har på hjerte.

Hvis vi kigger på musikerne – og nu taler jeg om Sydsudan, som jeg kender bedst, men det er også repræsentativt for Afrika – hvis du sammenligner det skrevne ord med musik, så producerer musikerne mere litteratur på det felt. Og det giver vækst. For vi er vant til, os der gik i skole, at få at vide at litteraturen begrænser sig til det skrevne ord, og at det kun er for folk der går på universitetet. Vi skriver på et sprog, nemlig engelsk, der ikke er vores. Derfor laver vi fejl.

Selvom du ikke kan sammenligne Bob Dylan med vores musikere eller forfattere, så vil du f. eks. til en begravelse i en landsby opleve de gamle mennesker synge spontane lovprisninger. Det er en slags fortælling, og det er i sig selv litteratur. Det er mundtlig litteratur. Det er endda bedre end det, du sidder ned i en skoleklasse for at skrive, fordi det er spontant. Det kommer fra dybt indefra i hjertet.

13872821_1040057996113634_7761044360042337736_n

Victor er født i Juba, Sydsudans hovedstad. Her arbejdede han som journalist indtil juli 2016, hvor han flygtede til Uganda pga. konflikt. Han har skrevet flere noveller, der alle foregår i Sydsudan.

 

JACKSON BIKO

dunia banner 1000”Jeg underviser normalt et hold masterclass i kreativ skrivning. Spirende skribenter kommer her med en forestilling om, at hvis de nu sidder i det samme rum som en relativ succesfuld skribent, så vil de indånde noget af den samme luft, og det vil få dem til at skabe værker på en skarpere måde. At det vil få dem til at vokse som skribenter.

Jeg har imidlertid lært over tid, at rigtig vækst i litteratur er todelt - i det mindste for mig i min personlige erfaring: Det handler både om at læse og at skrive. Jeg skriver næsten 1000 ord hver dag. Og jeg læser altid. Jeg abonnerer på The Sunday Times og The New Yorker, og jeg læser altid noget online. Og det nærer kunsten at skrive. Hvis jeg stopper med at læse, så flyder min skrivning ikke særligt godt. Jeg tænker omkring ord - det er som en brønd med vand.

Her er tonsvis af læsere, men vi har en kultur hvor læsning ikke er glorificeret. Vi er ikke læsere. Magasiner kommer og går. Vi har f. eks. ikke et mandemagasin – vi har ikke en kenyansk version af Q Magazine. Her er en antagelse om, at mænd ikke læser. Og hvad betyder det, hvis mænd ikke læser?! Betyder det, at de ikke skriver? Jeg er 100% sikker på, at de to ting hænger sammen. Jeg har ikke noget statistik, men 70% af kvinderne i min masterclass er kvinder. Og kvinder læser mere. Der findes flere magasiner for kvinder I Kenya. Derfor – du kan se, at der er en trend: – skrivning kommer ikke til at vokse, det vil ikke skabe store skribenter, med mindre kulturen for at læse og skrive påskønnes.

Jackson Biko bor i Nairobi. Han er skribent og redaktør, og underviser i kreativ skrivning. I 2016 vandt han prisen for Kenyas bedste blog.

DSC_4708


Foto og tekst: Pernille Bærendtsen

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox