Ursula Scavenius om vækst

Ursula Scavenius

 

 

 

 

Tekst af Ursula Scavenius, foto af Tobias Scavenius

De har rullet maskinen hen på marken foran vores vindue hvor centret før lå. Det er en maskine som den anden, vi arbejdede i, bare meget større. Den er ny og spytter sko og babybleer ud, mens den spiller en popmelodi og forurener ligesom vores krematorium, men der er næsten noget sødt ved duften af gummi, nylon og kunstlæder, og vi behøver ikke længere bekymre os om at få vores navn på landkortet, siger Kurt, der går forbi med rengøringsvognen.

   Alle kender den nye maskine, og vi kan altid høre den på popmelodien, som er kendt på den anden side af jorden, og nu kommer der turister om lørdagen. De stiller sig op og ser lastbilerne køre ud af byen med alle varerne flere gange om dagen. Maskinen har et højt tempo, og det har lastbilerne også, de har ikke tid til at standse ved vores lille kiosk, og hvad skal vi også med guldindfattede mærkater og luksustandbørster? griner Kurt ude på vejen. Vi har vores kiosk med makrel og øl og herkulesrugbrød! Han er så stolt af den maskine, som er central for væksten i hele verden!

    Hver dag vakler Kurt på krykker for at se på maskinen, og han tænker vel på sine to sønner, han har tilbage, som arbejder dag og nat på maskinen. Men så har de alligevel fået problemer, det er begyndt at sne. Det sner mere end i de sidste firs år på øen, nu er kiosken løbet tør for øl og tipskuponer og makrelsalat, hyler han, og han vakler over mod maskinen, og andre gør det samme. Jeg ser det hele fra vinduet i køkkenet, her ernærer vi os af pulverkaffe og vitaminpulver, vi har samlet ind i god tid, far, mor og jeg.

       Vi ser Kurt stille sig ud foran tragten under Maskinen, og han forsøger at gribe varer, skubber til hjulene på lastbilen i håb om, at den vil slingre, at noget vil falde af på ham. Ingenting falder ned. Han står tomhændet og der er mange som ham. Det stormer og de smukkeste store snedriver, som vi aldrig før har set, dækker vejen op til deres lår. Den enorme maskine bliver hvid. Der står de og banker på maskinen som på en stor kiste. De forsvinder næsten bag røg og sne. Sne og røg, røg og sne. Kræfterne er ikke de samme mere. Hverken Kurt eller hans sønners. Og når de sådan står der foran den store kiste farvet hvid af sneen kan man få lyst til at se dem krybe ind i læ og forsvinde ind i den maskine, de kalder en voksemaskine for der vokser alting ud derfra. De rækker hænderne frem, og lastbilen begynder at køre. Den drejer imod dem, ser ikke de mennesker, der står og fryser foran maskinen. Chaufføren er så højt oppe, at han ikke kan gøre sig håb om at se, hvem han måske rammer midt i stormen. En af dem står i en stor snedrive. Det er Kurt med krykkerne. Lastbilen nærmer sig, og de tynde kroppe hopper ud til siderne som stråler fra en bruser, undtagen ham, som løfter krykkerne og fægter, inden han hamrer dem mod hjulene og rammes. Lastbilen kører ubesværet ud af byen.

 

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox