Vækst Anbefalinger

Hvilken bog forbinder du med vækst? Som optakt til festivalen spurgte vi en række mennesker og deres syn på sagen. Det var et meget forskelligartet og broget billede der tegnede sig:

 


 

Christina Yhman Kaarsberg, redaktør på Lindhardt og Ringhof

 

Christina Yhman

De fleste læsere har sikkert hørt om young adult, den nye, hypede betegnelse for det, vi på dansk kalder en ungdomsroman, og som har vundet indpas blandt folk i alle aldre efter kæmpesucceser som John Greens ”En flænge i himlen” og Suzanne Collins’ ”Hunger Games-serie”. Men hvor mange kender egentlig til fænomenet new adult romance, eller i daglig tale bare new adult?

Genren er young adults naturlige efterfølger, for den saftige romantiske undergenre, som udspringer af kærlighedsromanen, tager fat, hvor ungdomsbøgerne slutter: De medvirkende er unge i tyverne, oftest mellem 18 og 30, der flytter hjemmefra, begynder på college eller får deres første job, begynder at date og (vigtigst af alt) møder den første rigtige, seriøse kærlighed – som selvfølgelig gerne er en muskuløs anfører på universitetets hockeyhold eller en flot og mystisk ung pilot med ar på sjælen, ligesom Miles Archer i Colleen Hoovers intense og hjerteskærende roman ”Forbandede kærlighed”.

Hvis man billedgoogler genren, dukker tusindvis af billeder op af svulmende overarme og stenhårde sixpacks, og genren er da også efterhånden blevet synonymt med romaner om seksualitet og det første, stormombruste forhold.

Men døm aldrig en bog på dens omslag: Bag de ofte lidt tacky forsider gemmer der sig medrivende historier, der både kræver kleenex og giver røde kinder.

Must reads:

Cora Carmack: "Som stjernerne står, Som sendt fra himlen" og "Som du ser mig" (Losing It-serien)

Colleen Hoover: "Forbandede kærlighed" og "Måske en dag"

Elle Kennedy: "Aftalt spil"

K.A. Tucker: "Ti små åndedrag"


 

Niels Offenberg, Festivalleder Kbh Læser:

 

Niels

Naturen er for mig en stor og helt igennem kværnende "ting" ("maskine" ville være en fornærmelse), der vokser vildt og uhæmmet. Vi forsøger lejlighedsvis at begribe den i teori om evolution og prøve at kaste et formål ned over den, som den alligevel vokser ud af; gennem sprækker og i bogstaveligt i utallige retninger. Vi kan heldigvis slet ikke forstå dens uendelighed og den ubegribelige tid, den har vokset og udviklet sig igennem. Og så er vi selv en del af den. 

Og i al vores gøren og laden vokser der heldigvis også litteratur ud af os, gror på vores tanker, står ud fra af os og husker os på, at vi heldigvis heller ikke kan begribes under formål og entydige retninger. Noget af den litteratur mimer i sig selv naturens vokseværk, så vi får bare et lille indblik ind i de uanede muligheder, blindgyder og kombinationer, som naturens grænseløse vækst er - og som litteraturen også kan være. Hele tiden en myriade af valg og fravalg, drejninger, nye former og kombinationer, der ikke er set før.

Peter Adolphsens "En million historier" er et meget konkret eksempel på det, hvor man håndgribeligt selv bliver både forfatter og læser, når man med bogen i hånden kan kombinere dens tekstbidder på 1 million(!!) måder. Det er svimlende mange og dog alligevel en fin lille bog. Man bliver i al den skønne afmagt stillet overfor de mange muligheder mindet om, hvor rigt litteraturen kan vokse og hele tiden skabe nyt. Adolphsen skriver i en tradition fra Raymond Queneau (så læs også ham!); jeg kommer også til at tænke på Inger Christensens "Alfabet", der også vokser vildt og på den måde også mimer naturens uendelige vækst. 


 

Lotte Foged, dansk forfatterforening:

 

Lotte Foged

Når jeg tænker på vækst i den offentlige kontekst, ordet bruges i, har det en træt lyd – næsten misbrugt. Det bruges oftest om den samfundsmæssige, kontrollerede økonomiske vækst, men for mig er vækst først og fremmest en del af livet. Det der spirer, gror og dør i en cyklisk bevægelse. Vækst er det ukontrollerbare, kaotiske og naturlige. Det der vokser, og ikke nemt kan stoppes: begær, kærlighed, sorg, oprør og angst.

Alle de store og små følelser vokser frem i digtene hos en af mine yndlingsforfattere og digtere Tom Kristensen. Det er både små betragtninger, der får lov til at ”vækste” i hans digtning, men også de abnorme størrelser, der ikke lader sig kontrollere: afhængigheden, idéerne, afmagten og oprørskheden. Et digt jeg ofte vender tilbage til, og derfor vil anbefale her, er ”Landet Atlantis” fra samlingen ”Fribytterdrømme”. For mig er det en klassiker.  I digtet gror ideologien i ungdommens masser. Det er insisterende, storladent, voksende og ustoppeligt – men samtidig sat i kontrast i modernismens formæstetiske ramme. Det afspejler med en drømmende og dystopisk klang det kaos og de revolutionære idéer, der ikke lader sig bremse.


 

Jon Auring Grimm, Eksistensfilosofisk Akademi & Kbh læser:

 

Jon

Temaet for kbh læser 2017 er Vækst. Her udfolder Jon Auring Grimm, som er projektmedarbejder på festivalen og stifter af Eksistensfilosofisk Akademi, sit bud på vækst, litteratur og hvordan det hele hænger sammen:

Jon er sur! Han hader vækst! Det vil sige det økonomiske vækstparadigme, der er fuldstændig har fortæret et ellers udmærket begreb. Han er så træt af det, at det ansporer ham til at skrive om sig selv i tredjeperson.

Ting og sager der vokser har Jon det ellers overordnet fint med. Planter. Hår. Væsener. Organer. Men det økonomiske vækstparadigme, den normative fordring om at vækste (et ord der i sig selv er tegn på en åndelig nulvækst), det hænger ham langt ud af halsen. Hvorfor? Fordi det er blevet en selvkørende diskursiv maskine, der anser sig som mål i sig selv og sin optik som nødvendig! Vi skal vækste (ikke vokse). Vækste os selv ihjel. Betragt blot denne lettere omskrivning af slutningen på Morten Nielsens geniale digt ”Jeg ser nu i nat”:

”Du skal [vækste] og blomstre og sætte dine frø. [Er du] endnu for ringe til at dø”?

Og det bringer os netop hen til Jons anbefaling. I Edgar Allen Poes ”Samtalen mellem Eiros og Charmion” møder vi to engle, der efter jordens undergang snakker om hvorledes det er kommet så vidt. En komet havde dristet sig tæt på jorden, hvilket blandt andet havde forårsaget en eksplosiv vækst blandt planter såvel som sind, for i sidste ende at forbrænde og fortære hele jorden. Poes undergangstanker formilder Jon igen…


 

Frank Jensen, Overborgmester:

 

Frank Jensen

Pelle Erobreren er en fantastisk bog, som jeg varmt anbefaler alle at læse. Bogen udkom for over 100 år siden, men giver en spildlevende og relevant skildring af vækst. På den ene side Pelles personlige vækst fra kuet og fattig bondedreng på landet på Bornholm over lærlingetiden i Rønne til fagforeningsmand og arbejderleder i København. På den anden side samfundets udvikling fra landbrugssamfund til industrisamfund, og den vækst, som muliggør velfærdssamfundets opbygning. Og hvis man synes, bogen er for tung, så kan filmen også varmt anbefales.


 

Stine Hoffmeyer, Bibliotekar:

 

Stine Hofmeyer

Vækst i litteraturen kan blandt mange andre ting være et forfatterskab, der bare vokser og vokser.

Kaster man ordet vækst ned over min egen bogreol hjemme i stuen, er der især én forfatter, som har sat sig tungt på hyldepladsen – og han har efterhånden fulgt mig igennem et halvt liv. Lige siden jeg i 3.G. skulle vælge en bog at analysere til ”Den store skriftlige opgave”, og valget faldt på John Irvings ’The Cider House Rules’, er hans bøger bare vokset og vokset på mig. Det stopper aldrig.

I november 2012 deltog jeg i en forfatterevent på Kulturværftet i Helsingør, hvor Politikens Henrik Palle interviewede Mr. Irving himself på husets store scene i to eventyrlige timer. Her fortalte John bl.a. om sit forhold til det at skrive (han kender f.eks. bogens slutreplik, inden han overhovedet har opfundet begyndelsen), til det at være amerikaner (som han aldrig helt har kunnet identificere sig med), til hans, pænt negative, forhold til Hemingway (”He didn’t have a philosophy of writing. He had a philosophy of women and drinking”), og han valgte så utrolig enkelt og mega spot-on at beskrive sit samlede forfatterskab med ordene ”I write comic novels about tragic things.”

Manden nærmer sig de 75 år samtidig med, at hans litterære karriere snart har eksisteret i et halvt århundrede. Når den en dag hører op, vil han fortsat leve videre hjemme hos mig i den hvide bogreol.


 

Mads Peder Lau Pedersen, forlaget Sidste Århundrede:

 

Mads

Jeg vil gerne anbefale Le Nécrophile af Gabrielle Wittkop, der udkommer på dansk i det kommende år. Den handler om en antikvitetshandler. Han ophober fortid, indsamler den. Det er en fortsat ekspansion af fortid. Derudover er han nekrofil. Han indsamler og genanvender lig til sit seksuelle formål. Der er indgående beskrivelser af ligenes forrådnelsesprocesser, og det peger på, at vækst også er dekomposition, nedbrydning og opløsning. Noget andet, der indtager kroppen og opløser den, hvor kroppen bliver en scene for vækst. Samtidig er den seksuelle genanvendelse af ligene noget, hvor seksualiteten bliver en gold og frugtesløs vækst - en formålsløs ophobning og umulig opbevaring af kroppe, der er ved at vokse til noget andet. Det, han søger at bevare i døden, undslipper ham og overgives til forrådnelsesprocessen.


 

Pia Allerslev, Børne- og ungdomsborgmester:

 

Pia Allerslev

Til januar begiver jeg mig afsted til Tanzania for at bestige Kilimanjaro sammen med 13 andre, til fordel for Børneulykkesfonden.

I den forbindelse tænkte jeg, at jeg hellere måtte læse Jakob Ejersbos bog Liberty - og hold nu op, hvor er den fantastisk - og nu bliver jeg nødt til at læse de to andre i trilogien.

Men når vi taler om at hjælpe andre, og vi taler, om hvor vigtigt det er at skabe vækst - også i ulandene - så rammer Ejersbos roman lige ned i hele "godhedsbranchen", dens til tider fejlslagne tiltag og den misforståede "nu-kommer-vi-og-hjælper-de-stakkels-mennesker-der-ikke-kan-selv" mentalitet. Dét tilsat en kynisme, en råhed og en menneskelig selvdestruktion - så har man en bog, der trods sine mere end 700 sider, er næsten umulig at lægge fra sig.

Burde være pligtlæsning for alle, der skal udsendes med hjælpeorganisationer - og for alle andre...!


 

Benjamin Frederik Storr-Hansen, Storrs Antikvariat:

 

Storr (9)

Per Højholts bog 6512 fra 1969 er en bog, der vokser, når man læser den. Handlingen er simpel, sågar triviel: en dagdriver, der lever sit liv på bibliotekernes læsesale, har fundet en kalender, og begynder at skrive sine oplevelser og strøtanker i den - en side per dag. Ofte handler siderne om, at han er træt af bogen og ikke gider skrive. Langsomt falder kalenderen fra hinanden og er til sidst et bundt papirer holdt sammen med elastik.

Alligevel er den sært fascinerende. Fortællingen er opløst i den form, vi normalt kender - den kronologiske fremadskriden i tid. Per Højholt spiller rollen som forfatteren, der blot har fundet den rodede stak af kalenderblade, og sat sig for at organisere dem. Og hvilken nemmere måde end at bruge det gode gamle alfabet? Bogen består af 110 nummererede ark, der er sat i system efter deres begyndelsesbogstav. Læser man bogen fra ende til anden opstår der derfor nogle sælsomme handlingsmønstre. På én side er vennen Albinus død og borte, mens han på den næste står og drikker øl ved buslæskuret, som om intet var hændt.

Som læser investerer man sin tid i bogen og forsøger på en måde at få skabt sammenhæng i de rodede notater. Og denne indsats er faktisk medregnet i bogens titel. For hvorfor lige 6512?

Bagerst i bogen findes et regnestykke, der illustrerer, hvordan det er gået til: de 110 ark plusses sammen, hvilket giver 6105. Oveni lægges 407, som får totalen op på 6512.

De 407 er læserens bidrag, og bogen bliver således først fuldendt ved læsningen. Den ulæste bog er 6105. Den læste bog er 6512.

Værket vokser.


 

Lars-Emil,  forlaget Kronstork:

 

Lars Emil

Dette er den oprindelige bog (Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster) der satte klimakrisen på tapetet i dansk litteratur og som ifølge bogens bagsidetekst førte til regeringsskiftet i 2011. Den indeholder en kritik af den traditionelle forståelse af vækst og sætter i stedet åndelig vækst. Øvelserne er gennemskrivninger af en barndomserindring, der bliver nærmest spøgelsesagtigt tom: En øvelse i en slags selvophævelse, som står i modsætning til den materielle vækst, der i stigende grad ødelægger vores verden ved at fylde den med ting. Bogen er tænkt som en magisk handling. En rituel begivenhed der skal fordrive klimakrisen. Det er en slags poetik for eller undersøgelse af en virkningsorienteret litteratur. Den udkom først i få håndlavede eksemplarer, hvor omslaget til Skinnebachs debut, Det mindste paradis, blev brugt genbrugt til det nye omslag. På flere niveauer er der tale om genbrug. For at få fingrene i et sådant eksemplar, skulle man lave en kontrakt, hvor man skrev under på ikke at forbruge i en uge.


 

Marianne Kølle,  forlaget Mindspace:

 

Marianne Kølle

”Liv. System. Helhed. Det levende som system. En syntese”, Er et idehistorisk opgør med vores mekaniske måde at se verden på. Det er et forsøg på at skabe en forståelse for hvorledes verden hænger sammen, og hvorledes det nuværende og alt for snævre vækstparadigme underminerer den verden vi lever i. Den stiller spørgsmålene: Hvordan har verden udviklet sig og hvorfor har den udviklet sig? Hvilke mekanismer gør sig gældende? Og hvorfor er vækst, økonomisk vækst blevet det fremherskende paradigme og svøbe, hvor markedet foreskriver vækst og er afhængig af vækst? Bestandig vækst. Ifølge deres analyse fører dette perspektiv lige lukt ud over afgrunden og mod opløsningen af civilisationen. I stedet må vi se på relationerne imellem de forskellige dele og livsområder i verden. Livet er et netværk og hvis vi ikke har blik for dette, så indser ikke at vækstmekanismerne nedbryder vores verden.


 

Lars, Nanna og Steen, Glad Teater:

 

Teater glad

Vi arbejder i øjeblikket med Odysseen og er ved at omsætte den til teater, der skal vises i det nye år. På et tidspunkt skal Odysseus ”redde” sine mænd fra gudinden/ troldkvinden Kirke, der har forvandles hans mænd til svin.

Teater Glad (2)

For ikke selv at blive forvandlet giver guden Hermes han en urt som han skal spise og som vil beskytte ham.

Det sjove er, at vi i forbindelse med vores research lånte forskellige eksemplarer af Odysseen på biblioteket. På lige netop den side hvor Hermes giver Odysseus sin urt finder vi en tørret plante i bogen.

Måske er det Hermes der er på spil, som giver os og vores teater beskyttende urter?

 

 


 

Stine Bidstrup, Dansk Arkitekturcenter:

 

Stine Bidstrup

"Built to Grow - Blending Architecture and Biology" er en bog om arkitektur hvor der skeles til naturens måde at bygge på. Hvor man efterligner de effektivitetsprincipper der findes i naturen. Det er et udbredt og progressivt princip indenfor arkitekturen der kaldes biomimetik. Men derudover undersøger den også hvorledes biologi og arkitektur kan sammenblandes, altså hvorledes man så at sige kan gro sit design. Så det omhandler både vækst som en måde at tænke anderledes på i forhold til skabelse og design, men det er også en måde at tænke bæredygtigt og grønt på, hvilket udfordrer en alt for enøjet måde at tænke økonomisk vækst på.


 

Uffe Elbæk, Alternativet:

 

Uffe Elbæk

I foråret 2016 udkom bogen ”Grænseløshedens kultur – et opgør med hastighed, udmattelse og håbløshed i klimakrisens tidsalder”. Her fortæller kulturforsker Gregers Andersen bl.a. hvordan aktivisme kan være en modgift til hjælpeløsheden. Han fortæller i bogen, hvordan individer er kulturelle trendsættere. Hvordan vi ikke kan forvente, at politikere og marked omstiller vores verden for os. Det er inspirerende læsning, fordi Gregers Andersen undersøger, hvordan væksttænkningen drives frem på alle niveauer i vores samfund. Og for mig som læser viser bogen, hvordan vi lige nu står over for et klart valg: Enten ændrer vi grundlæggende ved alt – økonomi, produktion, forbrug - eller også vil vores ødelæggende forandring af Jorden bringe vores civilisation i fare.

Den nye geologiske tidsalder, som Andersen bruger som ramme for sine undersøgelser - Antropocæn - er ikke blot en geologisk fagterm, men en række diagnoser, der understøtter et helt nyt verdensbillede – politisk og personligt.

Denne debat om, hvordan vi skal ændre hele vores kultur for at kunne løse klimakrisen er så så vigtig. Og vi kan ikke regne med, at vores institutioner eller regeringer løser alle disse ufatteligt alvorlige problemer, vi står overfor. Derfor må vi stille krav. Ikke bare til systemet, men til os selv og til hinanden. Verden forandrer sig ikke, hvis ikke vi forandrer os.

Vi bliver simpelthen nødt til at se farerne ved det, vi gør, direkte i øjnene før det er for sent. Vi bliver nødt til at tage ind, at vores ubæredygtige livsstil har dødsensfarlige konsekvenser for ikke bare for os mennesker, men alt levende.

Hjælpeløsheden kan vi alle mærke og føle; men den må ikke blive til apati. Vi bliver nødt til at vende hjælpeløsheden til et nyt aktivistisk håb: Et fælleskab, hvor vi lever med respekt for grænserne. Og det er netop Gregers Andersens pointe: At nye kulturer vil spire frem, når flere forandrer sig. Dermed kan den individuelle forandring blive til en kulturel omstilling, som i sidste ende vil lede til progressive og bæredygtige politiske reformer. Bogen er på alle måder anbefalelsesværdig hvis man interesserer sig for vor tids største krise!


 

Mette Kjær Ovesen, arbejdermuseet og arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv:

 

Mette Kjær Ovesen

Jeg vil gerne anbefale ”Introduktion til Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede”. Pikettys bog er jo noget af en mastodont og meget at tygge sig igennem, så en kortere introduktion kan være på sin plads. Det kræver stadig en forståelse af økonomi, men den er noget mere tilgængelig. Bogen forholder sig kritisk til hele vækstbegrebet og påpeger hvorledes det herskende vækstparadigme skaber ulighed og grundlæggende set er uretfærdigt. Pikettys forholder sig kritisk til Marx, men Marxs genfærd spøger dog stadig. Denne lille fine illustrerede version er en god og nem indføring i Marx’ ideologi, som mange i alle aldre kan få glæde af. Den hedder: Karl Marx' genfærd af Ronan de Calan.


 

Malte Tellerup, Forfatter & redaktør på forlaget Arena:

 

Malte Tellerup

Jeg anbefaler Frederik Nybergs "Att bli ved" (2013).

Den her bog kan jeg virkeligt godt lide, men jeg  forstår den nok ikke helt. Den er både lige på og kryptisk for mig.

Med den har jeg lyst til at sige noget om titlen først. Titlen spiller på 3 betydninger af “ved”. Derfor kan “at blive ved” læses som: at forsætte, at blive til veddet, det faste, hårde væv som en plante danner indad i stammer, grene og rødder eller at knyttes og forbindes med noget.

Bogen er en digtsamling drevet af undren, af spørgsmål om hvad vækst er: Hvad vil det sige, at en plante vokser? Et barn? Hvilke fortællinger bærer man med sig? Hvad vokser sproget ud af? Hvad vil en familie sige? Hvad er en eng? Ud fra de spørgsmål undersøger bogen steder, styret af kontroltab. På engen hvor ukrudt vokser frem. I citater. I fortællingerne om en familie. Vækst er det, der ikke kan styres, det der skal fanges i bevægelsen. Så får man en bog, hvis fundament er dybt og gammelt, men også i fald, der langsomt ændrer udseendet af det der kan vokse frem.

I min egen skrift har Att bli ved åbnet mulighederne for, hvordan familiefortællinger og landskaber væves sammen. Det kræver, at sproget åbnes og styres i et vildnis af en slags, og Nyberg har en ekstra god forståelse for sprogets lydlige sammenhænge. Sætningerne vokser som ad vildveje, og jeg bliver væk i dem hver gang jeg læser bogen."


 

Mathilde Moestrup, LiteraturHaus og Politikens Boghal:

 

Mathilde Moestrup

Der var engang en person, der sagde til mig, at træernes måde at skabe blade på svarer til den måde mennesket skaber ord på. At træernes vækst er deres sprog, deres måde at kommunikere på. Eller at vores sprog er en produktion, en vækst. Jeg kunne godt lide denne sammenligning og har båret den med mig siden: den siger noget smukt både om planterne og om sproget.

Der findes nogle forfattere, som kan vække denne følelse i mig; følelsen af, at deres ord folder sig ud med både samme naturlighed og samme kraftanstrengelse som bladene på et træ. En af dem er den brasilianske forfatter Clarice Lispector.

Jeg vil gerne anbefale Lispectors korte, eksperimenterende værk ”Água Viva” fra 1973, som udkom på dansk sidste år. Den er en af de bøger, der har gjort størst indtryk på mig nogensinde. Bogen er en ophobning af kortere prosastykker, som konstant fremstiller noget for dernæst at nedbryde det igen. Der er øjeblikke af ekstrem skønhed og fuldkommen opgivelse i dem. Det er et værk, der handler om hele livet eller måske: om at være i live, i bevægelse gennem livet, hele tiden i gang med at producere, men også at ødelægge sig selv. ”Água Viva” er ordvækst – og at læse det føles både meget naturtro og meget overnaturligt.


 

Jorge Rivera, leder af Musikteater Ishøj Kultur Café:

 

Jorge

For mig er vækst synonym med udvikling.

Jeg måler derfor ikke vækst kun som noget af økonomisk natur, men også af personlig, kunstnerisk og ideologisk karakter.

Den seneste bog om vækst jeg kan anbefale har jeg ikke engang læst færdig endnu, den ligger på mit skrivebord og jeg læser den en bid ad gangen som inspiration.

Det er “Ud over scenekanten” af den danske musiker- og erhvervscoach Kristian Koch.

Tanken om, at musikere går på en scene for at tjene musikken og publikum får mig til at ekstrapolere den til andre brancher og ikke mindst til mig selv som person og professionel.

Man skal aldrig dvæle der, hvor man er. Dét er vækst for mig.


 

Annemarie Jeppesen, teatret Værk:

 

Annemarie Teateret Værk

Mumitroldene gengives desværre ofte som små, nuttede trolde, der optræder i diverse forlystelsesparker, hvor ethvert mørke er skåret bort.  Men læser jeg om mumitroldene fra mesterindens egen hånd vil fryden ingen ende tage. Tove Jansson forener det fjerne, eventyrlige og faretruende med det hjemlige, nære og hyggelige på enestående vis.  Og hun gør det i et enkelt poetisk sprog, ikke ulig den samtidige Astrid Lindgren, men i en langt mere surreel tone. ”Troldvinter” er et genialt portræt af angsten for det fremmede, en eksistentiel dannelsesrejse, der også kan læses som et aktuelt politisk indspark, der modsætter sig fra den herskende politiske dagorden, hvor vækst handler om økonomi og ikke at vokse som menneske/trold. Den handler om Mumitrolden som vågner for første gang midt i sin vintersøvn. Vinterklædt er den velkendte Mumidal forvrænget, og dalen befolkes af urovækkende væsener og påtrængende sære fremmede.  Men Mumitrolden vokser med opgaven, og da han tør møde det nye, bliver dalen igen et hjem for ham. Og så kommer foråret … Læs den, hvis du er til poesi, gysere, grafiske romaner og gode fortællinger.


 

Mille Breyen Hauschildt, Kbh Læser anbefaler:

 

Mille

Jeg har ikke mange sider tilbage i min antikvariske udgave af Dea Trier Mørchs roman 'Vinterbørn', da to gamle avisudklip falder ud af romanens bagsidefold. Årstallet på artiklerne viser 1978 og vidner om en entusiatisk læser, der ligesom jeg selv og mange andre, har været optaget af romanen.

For mig peger Mørchs roman netop på den her særlige dobbelte egenskab, som jeg synes vækst har. Det er som om, at alle former for positiv vækst altid er lige på nippet til at slå om i sin mareridtsagtige modpart. Det kan gå så godt, og samtidig kan det gå så skidt. Man kan vokse forkert, for meget eller for lidt; om det er kapitalismens ukontrollerede hersken, kræftcellen der vokser for hurtigt, planters overmodne frugter der falder til jorden eller den menneskelige vækst, der vokser hen over hovedet på jordkloden og bliver til en klimakrise.

De her ude-af-trit-vækster synes at være forbundet med vækstens endimensionelle retningsbestemthed; der vokses altid fremad - man kan ikke vokse tilbage. Dette i sig selv må altså også altid indebære en nedbrydning, en overophedning, en afstødning eller en forgængelighed.

Denne negerende egenskab peger Mørchs 'Vinterbørn' netop på, når Rigets svangregang i vinteren 1975/76 bliver ramme for den ubærlige mulighed, at et foster er misdannet, eller at fosteret må afstødes, fordi det ikke vokser som det skal. Graviditeten er et billede på den ultimative menneskelige vækst, og Vinterbørn peger netop på vækstens dobbelte egenskab, når der undersøges, hvordan et fosters misvækst kan true en af livets potentielt lykkeligste begivenheder med at blive en af de sværeste.

Dette får mig også til at tænke på Julia Kristeva og hendes tanker om “abjekter”. Abjekter forstås som “det mig der ikke er mig”. I konkret forstand kan det være de vækster på eller i kroppen, der også forlader kroppen på et tidspunkt: hår og hud der falder af, afføring, sæd eller menstruationen der, når et æg ikke er blevet befrugtet, forlader kroppen.

Det interessante ved disse konkrete abjekter er, hvordan de af samfundet ikke bare betragtes som neutrale biologiske processer, men hvordan de ofte er mættet med enormt meget kulturelt indhold og ofte er forbundet med tabu og skam.

 Se bare på bogen 'Gennemblødt' (hermed også anbefalet), der med sin fantastiske intention om at udbrede viden om menstruation og sundhed i menstruerende menneskers underliv, kan vække så meget furore i den offentlige debat. Det er pudsigt hvordan bogen mødes af samfundet med nøjagtig de tabuer, den forsøger at gøre op med.


 

Marie Muna Hald, Dansk Forfatterforening:

 

Marie Muna

Vækst får mig til at tænke på opvækst. Og på fantasi og tanker, der bliver levende og vokser.

Godt nok har jeg læst dansk og litteraturvidenskab på uni, men jeg er ikke for fin til at indrømme, at Harry Potter-serien virkelig har betydet meget for mig, min læselyst og min opvækst. Det ved jeg, at den har for mange. Jeg begyndte nok at læse bøgerne, da jeg var på samme alder som Harry (ja, vi er på fornavn), og på den måde voksede vi op sammen i to parallelle verdener; hans nok lidt federe end min. Samtidig er serien et stærkt bevis på, at ting kan vokse frem fra bøgerne og nå ud over skriften på papiret: film, fanmiljøer og fællesskaber er blandt bogværkets udvækster.

Postpotter har en af mine helt store litteraturoplevelser været den islandske forfatter Gyrðir Elíassons novellesamling Mellem Træerne. Det er svært at forklare, hvad de korte tekster handler om, for de er ganske tomme – både sprogligt og indholdsmæssigt. Alligevel er der noget, der lurer og sætter sig fast. Noget usædvanligt og uhyggeligt. Det får lov at vokse og udvikle sig i fantasien efter hver eneste novelle, man afslutter. Bogen er fuld af sort humor samt musikalske og litterære henvisninger (gevækster, om man vil). Den er noget af det mest simple, der alligevel efterlader dig tøvende, tænkende og skrækslagen den halve nat. Værket giver slip; men det indres vækst tager over. – sammen med Marie Muna Hald.


 

Henriette Klejs Engelberg, forlaget Eksistensen:

 

Henriette Klejs

Jeg vil gerne anbefale Italo Calvinos Invisible Cities. Med forbehold for at tildynge Calvino en ufortjent kliché, vil jeg påstå at det er fantasien, der vækster hos ham! Han opfinder 55 fantastiske og utænkelige byer, der bliver grundlagt på minder og begær fremfor mursten og cement.

Tanker, erindringer, tilbageblik og drifter er så kraftfulde, at de kan danne hele byer med beboere, bygninger, varme og vejrforhold. Sproget er poetisk og byerne er som taget ud af en lang uforstyrret drøm – ren nydelse. Det er i Isidora, ’where the foreigner hesitating between two women always encounters a third’ og i Zaira, der består af ‘relationships between the measurements of its space and the events of its past’ at Calvinos voksende tankespind spirer som en ustoppelig plantevækst.

Samtalerne mellem den opdagelsesrejsende Marco Polo og kejseren Kublai Khan giver væksten struktur: Det er Polo, der fortæller Khan om byerne – og selv om Khan ikke tror på alt han bliver bildt ind om de byer Polo eftersigende har besøgt, lytter han alligevel intenst videre.


 

Sara Strand, Dansk Forfatterforening:

 

Sara Strand

Hun anbefaler Morten Nielsens digt "Jeg ser nu i nat".

Jeg vender tilbage til digtet. Det rummer for mig noget af det fineste og skrøbeligste ved livet, nemlig at døden giver os syn på det primære. For mig handler vækst om, hvad vi bruger vores eget lille komma til i den lange række af sætninger. Det indfanger Morten Nilsens digt: "Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø. Du er endnu for ringe til at dø."


 

Trine Halle, Magasin du Nord Museum:

 

TRine Halle

”Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede tændt og Lygter og alle Butikkers Blus lyste over Vrimlen. Lig en hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud af Broen – som en taktfast March lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet, klemtede de oplyste Theatervogne frem, tre i Rad, propfulde med glade hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene”.

Citatet stammer fra Herman Bangs roman ”Stuk” som udkom i 1887 og beskriver på bedste vis liv og leben i København i denne tid. Hovedstaden ville ligne Paris og bygninger, forlystelser og moden blev formet efter fransk forbillede. Det københavnske borgerskab blev et kræsent publikum som ville underholdes og dem som havde råd brugte tid og penge på at se og blive set i det offentlige rum. Et af disse rum var Kongens Nytorv, hvor Det Kongelige Teater, Magasin du Nord, Café á Porta og Hotel D’Angleterre udgjorde de perfekte kulisser.

Vil du under huden på københavnerne i den tid hvor både byen og det personlige forbrug var i eksplosiv vækst, så skal du læse Stuk. Den er vidunderlig.


 

Louise Sommer Hendriksen, Kbh Læser:

 

Louise

I min yndlingsbog “House of Leaves” af Mark Z. Danielewski findes væksten i en nærmest paranormal hallway, som udvider sig og trækker sig sammen efter egen vilje, i temaet om familiekærlighed og vrangforestillinger, samt i bogens vildtvoksende form. ”House of Leaves” foregår i flere spor: Et, hvor hovedpersonen Johnny Truant får adgang til en afhandling om en real life horror movie, som måske, måske ikke findes, og et spor som er denne afhandling om ”The Navidson Record”, samt til sidst et omfattende appendiks med noter og breve. Mens Truant læser om filmen, flyder fantasi og virkelighed sammen for ham, og resultatet er mildt sagt paranoiainducerende, men også forunderligt smukt.

Vækst kan også være opvækst, som udtrykkes vanvittigt og velskrevet i Katherine Dunns ”Geek Love”. Historien er fortalt af Oly Binewski, som er født ind i sin families omrejsende cirkus’ freak show. Hendes forældre har gennem moderens graviditeter eksperimenteret med stoffer og radioaktiver for at avle så interessante, og dermed indbringende, børn som muligt. Oly er skaldet, pukkelrygget, albinistisk, dværgvækstet og underkuet af sine mere interessante søskende med varierende grader af storhedsvanvid.

Min sidste vækstanbefaling er ikke en bog, men en video af den amerikanske digter Steve Roggenbuck, som er blevet kaldt ”internettets Walt Whitman”. Hans youtubevideoer blander syret humor med inspirerende og motiverende udsagn, råb og en hektisk klippestil.


 

Emilie Bernt Haag, Kbh Læser:

 

Emilie

Med vækst som tema vil jeg gerne slå et slag for 5. udgave af Kvinde kend din krop. Klassikeren kan følge og vokse med dig hele livet, men den 5. udgave har også et mål om at "gøre op med de restriktioner, vi lægger på os selv."

Kvinde kend din krop handler altså ikke bare om den fysiske kropsvækst fra vi får vores første menstruation til vi går i overgangsalderen, om hårvækst, brystvækst og seksuel vækst. Det er en simpel bog, der meget åbent og ærligt sætter fokus på, at du besidder potentialet til at vokse som kvinde - som menneske - hvis du da ikke allerede er i gang med det. Bogen understreger, at det ikke bør være muligt at reducere kvindekroppen til et æstetisk objekt, og derfor mener jeg, at det er en bog alle burde læse – også mænd! – for at bidrage til væksten af den kropslige frigørelse.


 

Kein Niemann siger OHM:

 

Kein Niemann, Teatret Værk

For dem der vil investere i åndelig kapital, anbefaler jeg denne udødelige vækstkatalysator.

Efter at have læst ”Døden og livet før” af Dalai Lama siger jeg endegyldigt farvel til frygten.

Tak Dalai Lama! Nu glæder jeg mig sandt for døden til min næste inkarnation. Jeg smider klude og kasket på møddingen og kaster mig ud i daglige dødsmeditationer. OHM ”Jeg er en illusion” OHM ”Der findes intet sted hvor døden ikke er” OHM ”Det klare lys” OHM ”Jeg ønsker at være et lys for andre” OHM ”Kærlighed”. Nu kommer det omsider til at ende godt.


 

Amdi Silvestri, forfatter og formand for Dansk Forfatterforenings skønlitterære styrelse:

 

Amdi

Jeg anbefaler antologien ”Monster” til Kbh Læsers væksttema:

Denne anbefaling ikke kun på en bog, men på mange. Siden 2010 har det danske undergrundsmiljø indenfor horror, science fiction og fantasy for voksne været i en rivende udvikling, og der udkommer mindst et par antologier om året, der fungerer som udstillingsmontre for en række forfattere, der kun bliver bedre, og for en række debutanter, der her får lov til at strække vingerne for første gang. Hvis et så rigt og mangfoldigt miljø som dette ikke passer ind i et tema om vækst, så ved jeg ikke hvad gør.

Jeg har valgt antologien Monster til at illustrere dette, da den både fremviser en række dygtige, danske horrorforfattere, mange med selvstændige udgivelser bag sig og en håndfuld helt nye talenter. Som i mange antologier er novellerne vidt forskellige, men har det tilfælles, at de hver forsøger at fortolke begrebet monster på forskellige måder, fra det fysisk frastødende til det monster, der er en selv. Og skulle denne antologi ikke falde i smag, er der heldigvis mange flere. I løbet af de sidste 10 år er der nemlig udkommet lige omkring 50 forskellige. Gå endelig på opdagelse, og ja, det er for voksne ;)


 

Jens Blendstrup, Forfatter:

 

Jens Blendstrup  4/2010

Ja jeg vil gerne anbefale følgende bog om vækst. Monstre. Tænkepauser 3. Af mathias clasen. Århus universitetsforlag. I virkeligheden handler den nok mere om hvorfor vi er tiltrukket af af bøger om vampyrer og zombier. Men helst undgår dem når vi møder dem i virkeligheden.
For mig handler bogen også om menneskets indbyggede frygt for monstre og hvordan de har det med at VOKSE hvis vi ikke tør gå hen og kigge på dem. Det er en ganske lille bog, som gennemgår begrebet Monstre på den klogeste og mest saglige måde. Meget oplysende. Den har gjort jeg tør kigge under sengen inden jeg støvsuger.  Det er en stor oplevelse, før tænkte jeg der boede millioner af skrækkelige væsner mellem sokker og støv og vandglas. Men efter jeg har læst bogen: Monstre, føler jeg væksten af disse monstre er taget noget af.


 

Michael Eigtved, lektor i teater- og performancestudier:

 

Michael Eigtved

Knagsted, Esau og vækst - i ansigtet!

Anbefaling af Gustav Wieds romantrilogi: Livsens Ondskab (1899), Knagsted (1902) og Pastor Sørensen og Co (1913) 

Gustav Wieds alter ego, Toldkontrollør Knagsted, polerer, når han er i godt lune med sig selv, sine negle, så de skinner som ti vandpytter i måneskin, og trimmer sit viltre skæg og hår. Men når han er vred på verden, når han er skuffet, eller ked af det, så lader han håret og skægget vokse. Så kan man se, at "onkeltotterne" i ører og næse er som et barometer for verdens sande tilstand ifølge Livsens Ondskab, som han kalder sig selv. Da jeg ved at læse Knagsted (og Livsens Ondskab og Pastor Sørensen & Co.) som ganske ung opdagede, hvad det var for et skarpt og præcist billede på, hvordan vi gemmer os for hinanden, når vi bliver sårbare, da voksede min aldrig siden svigtende glæde ved Wieds forfatterskab - og ved Knagsteds uregerlige (hår-)vækst.


 

Carl Christian Ebbesens, kultur- og fritidsborgmester:

 

Carl Christian Ebbesen

”Den nye guldalder – kunsten som vækstmotor”

Som uddannet civiløkonom ved jeg, at der findes masser af bøger om vækst – med helt almindelige bud på traditionel økonomisk vækst. Men som kultur- og fritidsborgmester beskæftiger jeg mig en del med den kreative vækst – og det område er der skrevet knap så mange bøger om. Men de findes – og jeg vil anbefale bogen ”Den nye guldalder – kunsten som vækstmotor”, som er skrevet af kreativ direktør Christian Have.

Kultur har en værdi i sig selv, men kan på samme tid være en drivende kraft for udvikling, nye arbejdspladser og økonomisk vækst. I Københavns Kommune arbejder vi aktivt med de kreative erhverv som lyd, musik, computerspil, mad, fordi brancherne er med til at skabe en spændende by, kulturelle oplevelser og nye arbejdspladser.

I bogen giver Christian Have nogle bud på, hvordan kulturaktører og erhvervsliv kan finde sammen i nye partnerskaber, som er til alles fordel og glæde – og i sidste ende giver bonus på den økonomiske bundlinje. Han skriver f.eks. - at vi skal til at anskue kunsten og kulturen som noget, der kan berige, forbedre og optimere såvel samfundet som det offentlige, erhvervslivet og den generelle trivsel, hvis vi vel at mærke udnytter kunstens og kulturens potentiale. Det synes jeg er meget interessant og vigtigt at finde ud af, og finde frem til. Derfor anbefaler jeg bogen.


 

Pernille Ramsdahl, Kbh Læser:

 

Pernille

Temaet for Kbh Læser 2017 er Vækst. Her udfolder Pernille Ramsdahl, som er projektmedarbejder på festivalen, sit bud på vækst, litteratur og hvordan det hele hænger sammen:

Første gang jeg læste Brian Friels Translations (1980) anede jeg ikke, hvad jeg skulle tænke om den, men det er en af de der bøger, der bare bliver ved med at vokse. Sproget vokser, mens det sjovt nok langsomt forsvinder i bogen, hvor englænderne kommer til en lille irsk by for at kortlægge det nye engelske imperium. Det viser sig ikke at være så ligetil at strømligne hverken den irske kultur eller sprog, og indbyggerne er bestemt ikke lige glade for at blive ”moderne”.

Not For Profit – Why Democracy Needs the Humanities (2010) af Martha Nussbaum er et stort argument for, hvorfor humaniora er essentiel. Hvorfor? Fordi vi ikke kun bliver formet hjemmefra, men også i uddannelsessystemet igennem de humanistiske fag, der plejer og prioriterer empati, bred viden og kritisk tænkning frem for resultater og ønsket om den evige fremvækst.

Til sidst må jeg anbefale Den farlige dreng – alene på flugt fra nazisterne (2013) af Boris Cyrulnik. Han var muligvis kun en lille dreng under Anden Verdenskrig, men stadig jøde (og derfor farlig ifølge hans ræsonnement som barn). Drengen Boris åbner op om sine erindringer og opvækst, mens psykiateren Boris analyserer med fokus på hvordan hændelser påvirker os, og hvordan mennesket er stærk nok til at komme ”over” forfærdelige oplevelse – helt sikkert en unik læseoplevelse!


 

Stine Zink Kaasgaard, Eksistensfilosofisk Akademi:

 

Stine Zink

Oprindelse af ordet vækst, som vi finder det beskrevet i Den Danske Ordbog: “oldnordisk vöxtr, gotisk wahstus afledning til vokse 'udvikle sig; spire’.” Denne voksende og spirrende tilbøjelighed er således noget mennesket deler med alt levende, men altså også noget vi har bragt videre til de (samfunds)systemer, vi har skabt omkring os (økonomiske, politiske, teknologiske). Derved kunne spørgsmålet blive, hvad er det væsentlige i den menneskelige vækst og kan den overhovedet adskilles fra vækst som samfundsanliggende? I sin trilogi om “drengen” (og meget og mange andre) tager Jón Kalman Stefánsson dette spørgsmål op. Ikke som stillet direkte, naturligvis, men som en underliggende summen i den tilbagevendende konflikt mellem digte og klipfisk, mellem musik og moderne brønde, mellem havet, der opsluger alt og alt det, der kan vise sig som værdifuldt i den tid, der gør sig gældende for os på en strandet og stridende landjord. Der gives ikke nogen svar, heldigvis, men havets brænding synes altid voldsomst, mest lidenskabelig og dødelig, der hvor den rå (natur)nødvendighed står lige overfor mennesket, som et i lærdom voksende og i kærlighed skabende væsen. Første bind i trilogien hedder “Himmerige og helvede”. Hermed være den og det på det varmeste anbefalet.


 

Jan Michael Hansen, Kbh Læser:

 

Jan

Temaet for Kbh Læser 2017 er Vækst. Her udfolder Jan Michael Hansen, som er projektmedarbejder på festivalen, sit bud på vækst, litteratur og hvordan det hele hænger sammen:

Livshistorier er fascinerende. I skønlitteraturen er livshistorien det bærende element i de klassiske genrer, dannelsesromanen og udviklingsromanen. Alle verdens temaer kondenseret ned i et liv og en historie.

I min sommerferie, det evige symbol på nulvækst, læste jeg Patti Smiths selvbiografi Just Kids. Man tænker næppe på den amerikanske drøm, når man tænker på Patti Smith, men hun er ikke desto mindre en klassisk succeshistorie. En historie om vækst fra at være intet til at være noget.

Patti Smith vokser op på landet. Flytter til New York som 18-årig og lever på gaden, sover i parker, sulter og alt, hvad der skal til. Det er svært at undgå romantikken og ikke mindst, at den kammer over i det sentimentale. Den unge Patti Smith møder den unge Robert Mapplethorpe, det kan ikke blive mere romantisk, han redder hende simpelthen fra en ældre mands skumle hensigter, om natten i en park.

De bliver begge til berømte kunstnere, hvor vildt. Væksten er rush i fortællingen. Alle klicheer skete i virkeligheden. Men bogen skildrer også, hvordan de vokser fra hinanden. Omkring 1975 bliver Patti berømt, og her siger bogen ’klip’, og alt man får er en lille løsrevet epilog fremme ved nutiden.

Det er et meget fint klip. For så handler det alligevel ikke om succesen, om modningen. Den hårde dom ligger i bogens titel: Just kids. De blev aldrig voksne, de var bare børn. Forvoksede børn. Det synes at være et gennemgående tema, at folk der bliver meget berømte, ikke rigtig kan blive voksne. Sådan virker Patti Smith ikke i dag, hun ligner det, vi kalder en voksen og moden. Men blev hun det, gjorde hun det ikke i den del af historien, vi læser, den der spændende væksthistorie. Det fandt sted bagefter. I det sorte hul mellem fortællingen og nutiden. Fascinerende.


 

Dennis Jacob Rosenfeld, litteraturnørd, tegneserieekspert & bog-instagrammer:

 

Dennis Jacob Rosenfeld

Jeg er generelt ikke glad for ordet 'vækst', faktisk afskyer jeg det, og mit had til ordet er kun overgået af det had jeg føler for 'vækste'. Derfor er de tre bøger jeg har valgt centreret om en helt anden fortolkning af ordet.

"Howl" af Allen Ginsberg er et voksende hyl! Et hyl som vi endnu engang har brug for, med den stigende ulighed og højredrejning af Europa såvel som USA. Hylet skal vokse, indtil ingen kan være det overhørig. Bogen er måske det bedste langdigt nogensinde. Læs den i originalen. For meget går tabt i oversættelse.

"The Lucifer Effect" af Philip G. Zimbardo er beretningen om Stanford Eksperimenterne i 1972 der gik grueligt galt og afslørede præcis hvor let mennesket lader sig forføre af ondskaben. Den spredes og vokser, som vi ser det på den ekstreme højrefløj. Vi må ikke være blinde for hvor hurtigt den vokser og "The Lucifer Effectgiver en afgrundsdyb indsigt i dette.

"The Hundred Brothers" af Donald Antrim er en surrealistisk roman om en familie med 100 brødre, og om de begivenheder der udfolder sig, da de alle samles. Her kan man tale om at lade en familie vokse for stor. Antrim skriver vidunderligt og vanvittigt.


 

Lisbet Vestergaard, Københavns Hovedbibliotek:

 

Lisbet Vestergaard

Personlig vækst er sådan et æv-udtryk. Men ikke når det foldes ud i børnebogen Elg søger lykken af Nicholas Odland, fra 2014.

Med skøn, underspillet humor får vi historien om den lidt frygtsomme elg, der mangler noget her i livet. Men hvad?

På en øde ø oplever han sammen med skildpadden tirsdag, at livet bliver godt, når man bruger alle de muligheder, der nu byder sig - i dette tilfælde mulighederne for at nyde kokosnøddesmoothies, fange fisk med syd og spille volleyball på stranden.

Da Elg kommer hjem igen fra den øde ø er han blevet en modigere, lykkeligere og mere spontan skabning. Bogen tager på sin egen fine og befriende måde afstand fra selvhjælpsbølgen.

Vækst i børnelitteraturen kommer også til udtryk i Drengen og træet af Shel Silverstein med enkle og virkningsfulde stregtegninger. Bogen er fra 1964 og en moderne klassiker.

En dreng og et træ lever med hinanden hele livet. Drengen elsker træet og vice versa. Drengen vokser og vokser op, mens han leger i træets grene, spiser dets æbler og ligger i skyggen fra dets krone. Drengen bliver voksen og gammel. Træet bliver til sidst fældet. Nu er der kun en stub tilbage. Det er det eneste, den gamle mand har brug for: En stub at sidde på. Cirklen er sluttet.

Drengen og træet er en smuk og universel fortælling om at vokse og vokse sammen gennem livet. Bogen er også lavet til en rørende og magisk dukketeaterfortælling.


 

Uffe Sand, Amager Antikvariat:

 

AmagerAntikvariat Uffe Før Erlend Loes Doppler var der Henry David Thoreaus Walden – Livet i skovene. Bogen er fra 1854 og bygger på forfatterens oplevelser og refleksioner, da han flytter fra sit komfortable liv i byen til søen Walden i de nordamerikanske skove. Efter to år i skoven, flytter forfatteren tilbage, hvorefter bogen bliver udgivet.

Den er en flugt fra tidens tempo, ligeså vel som selve bogen har et langsomt et, og et ønske om et mere simpelt liv, hvor det er en åndelig vækst, der er i fokus.    


 

René Ahlgren, Antikvariat 2B:

 

Antikvariat2B

Vi kender alle Disneys version af Pinocchio, men det samme er ikke helt tilfældet for den originale version af Carlo Collodi fra 1883. Det er en rejse uden lige Pinocchio skal igennem for at blive en rigtig dreng eller blive voksen med alle de moralske overvejelser, der dertil følger. Ligesom mange af de andre klassiske eventyr er der naturligvis også her en moralsk prædiken bagom. Det er ikke kun et godt eventyr men også et spændende et, der rejser spørgsmål om, hvordan man takler at være menneske med alle de fristelser og ”onde” personer man møder, og det rejser især spørgsmålet, hvornår er man færdig med at vokse?


 

Per Laursen, Forum Antikvariat:

 

ForumAntikvariat

De fleste af os har læst Franz Kafka, nikket genkendende til hans navn eller måske ligefrem i ny og næ kaldt noget ”kafkask”. En af hans udgivelse som ikke er så kendte er ”Kære far, forstå mig ret”, der er et brev til hans far, som aldrig blev sendt. Her reflekterer Kafka om (mis)forholdet mellem barn og voksen, der højst sandsynligt er kærligt, men ikke ligeligt og derfor ikke sundt.

Det er en kort sag, som er let at læse og værd at læse, fordi den får en til at gentænke ens forhold til ens opvækst og forældre og overveje, hvilke forhold man vil have til de kommende generationer.


 

Tommy Kirkegaard, Kirkegaard Antikvariat:

 

Kirkegaardantikvariat Tommy

Gerry Johanssons Öglunda er så tæt på nulvækst, som man næsten kan komme. Det er en fotobog kun med billeder af træer, hvilket er atypisk for fotografen der normalt fokuserer sin linse på bygninger og mennesketomme byområder. Den kan ikke bruges til meget, hvis man bare bladre den igennem. Den skal nørdes og helst med en lup og et glas cognac – det er nemlig i detaljerne, at den åbner sig op. Den tematiserer ikke kun længslen efter et fristed, men den skaber også et for sin læser.

En anderledes læseoplevelse, men bestemt en der er værd at anbefale.


 

Jens Sirich, Trianglen Antikvariat:

 

Trianglen antikvariat-billede

kun én jord af Barbara Ward og René Dubos er en uofficiel miljørapport skrevet på opfordring af FN fra 1972. Den har en simpel logik bag sig nemlig, at vi kun har et vist antal ressourcer, og hvis vi låner for meget, kan vi ikke betale tilbage.  Med et nutidigt syn rejser den en hel anden problematik, der er værd at overveje; nemlig at miljøproblematikkerne ikke er nye. De har været varslet helt tilbage i 1870. De er bare ikke blevet taget seriøse.


 

Ejner Koefoed, Møllegades boghandel:

 

kbhlaeser-til-ejners-anbefaling

Udgangspunktet for denne lille udgivelse, Walter Benjamin, “Kapitalisme som religion”,  er et kort fragment af Walter Benjamin med titlen “Kapitalismus als Religion” fra 1921, som første gang udkom i 1985 i bind VI af Benjamins “Gesammelte schriften”. Kapitalismen har ifølge Benjamin overtaget kristendommens rolle i den vestlige verden som den mest fremherskende kultur. Kapitalismen er at forstå som en religion opbygget ene og alene omkring kultus, den er blottet for teologi, blottet for dogmatik, mens dens sakrale dyrkelse finder sted hvert øjeblik i forbruget, i gældsættelsen. Dermed er kapitalismen formentlig den første religion der ikke er forsonende, men tværtimod forskyldende. Kapitalismen er en religiøs udholden mod den fuldstændige gældssætning, mod fortvivlelsens sønderrivning af væren. Og det vel at mærke i 1921. Nu, snart 100 år senere, synes Benjamins fragment mere relevant end nogensinde før. Vækst har været det nye årtusindes paradigmatiske begreb og den kapitalistiske ånd har for længst opnået den guddommelige tilbedelse og magt som Benjamin beskrev dengang. Robert Kurz og Giorgio Agamben kommenterer i to efterfølgende essays om fragmentet, på Benjamins teser, hvor vi kan se hans tanker udtrykt i et vulgært moderne økonomisk system og ikke mindst, hvorfor der er al mulig grund til at være dybt bekymret.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox