Victor Boy Lindholm: Fem begreber om vækst

Victor Boy Lindholm, Kronstork (foto Maria D├©nvang)3Foto: Maria Dønvang

Jeg sidder i væksthuset. Jeg mærker varmen og planterne. Planterne. Denne metafor. Jeg går rundt i væksthuset. Mit værelse. Jeg ser ud gennem glasset, op gennem glasset. Jeg er omgivet af glas. Jeg går på de anlagte stier. Asfalten skåret ned mellem planterne. Et genskabt habitat. Jeg ser ud gennem glasset. En bleg vintersol. Regnskovens fugt mod den frosne luft. Det er svært at kende den grundlæggende forskel. Glasset rejst over planterne. Glasset rejst som et værn mod skandinavisk luft. Stilheden vokser over mig. Jeg lytter til alle dagens sæsoner. Regnen der åbner sig over mig. Jeg står på den anlagte sti, og begiver mig ind i junglen. Hvor er min tropehjelm? Hvor er min antibiotika? Hvor er min multi-resistente bakterie. Jeg sætter mig ned og åbner min taske. Jeg hiver alle skovens produkter op. Jeg spiser min veganske burger med grøntsager der alligevel bløder. Jeg kigger op og ser på træerne. Jeg trykker min finger ind i deres bark. Blodet der løber ud af grenene, blodet der flyder henover og ud på den anlagte sti. Blodet der løber ind i min krop, og blodet jeg kaster op en tidlig morgen i vækstens første tider.

På et tidspunkt roder jeg rundt mellem maskiner, der larmer og overdøver mine forsøg på at kommunikere med andre arter. På et tidspunkt går jeg rundt blandt aktier og træder henover kontanter, træder ind i et kontaktløst marked. På et tidspunkt står jeg fuldstændig fortabt og har sat mit hjerte på tvangsaktion. Jeg sidder helt svedende og febrilsk, mens jeg kviklåner mig igennem min uddannelse. Det er ikke for at sige, at det er helt galt, men på et tidspunkt er jeg nødt til at arbejde som blegemand. Dag efter dag bøjer jeg min knoldede 1600-tals ryg, mens jeg strækker de riges hvide stof udover store græsarealer. Det er ikke så galt, at jeg er arbejdsløs, at jeg bliver nødt til at opgive civilstatus, seksualitet og antal af børn for at få min kontanthjælp. Så galt er det slet ikke, men på et tidspunkt arbejder jeg altså som amøbe i et sterilt vækstmiljø. På et tidspunkt lang tid før alt dette slog jeg ned som sindssyg i dine minder, og påtog mig arbejdet som fejl i den elektroniske finanshandels koder med et smil på læben.

Jeg vågner med min lønseddel tatoveret hen over maven. Jeg rejser mig op i sengen via lianerne. Jeg smiler, og kigger på dagens cifre. I en periode var mit liv så let, at jeg blev dum. Jeg mærker med min skællede kløer på blækket, der skaller af og falder mod gulvet. Jeg går ud på badeværelset og lægger make-up rundt om mine smalle øjne. Jeg kigger stikkende og undersøgende på mig selv, og tænker hvor øjenlåget egentlig blev af? Et sted langt tilbage i evolutionen efterlod jeg øjenlåget. Nu kigger jeg bare vildt og insisterende ind i kameraet, når jeg skal forklare om min hånd af guld, og hvorfor jeg efterlod mit firma til fordel for en ansættelse som faldende aktiekurs. Mit bedste slogan er grænser for vækst. Jeg har det tatoveret rundt om mit røvhul, så min au-pair ser det hver gang hun sidder nede i toiletkummen med åben mund, og spiser af de riges bord.

Jeg står på det sidste stykke land. Jeg er det sidste menneske. Jeg står på det sidste stykke land med vindene, der slår mig hårdt i ansigtet. Jeg er en lille pige. En lille dreng. Jeg kigger udover det urolige hav. De mørke og hårde bølger, der klagende græder sig i søvn om natten. De vil være indlandsis igen. En dag ser jeg mit barndomshjem sejle på en bølge så stor og mægtig, at jeg må synke mit spyt, og kravle ind i mit hummerskjold. Jeg lever som en hummer på bunden af havet. Jeg lever af menneskekroppe, som jeg høster og spiser. Ingen ved, hvor kroppene kommer fra. De kommer dalende ned fra oven. De fleste er tynde, knoglede, mørke i huden. Men når jeg er heldig får jeg fat i en fed og hvid krop. Så lever jeg godt i nogle dage, og glemmer den dag jeg spiste en gammel politiker med vejen til vækst tatoveret med gotiske bogstaver.

Jeg er kommet til det punkt, hvor jeg ikke engang selv tror på, at jeg er fattig. Jeg står op hver dag, og klæder mig på i mit billige jakkesæt. Jeg ser nyheder, mens jeg gentager, at jeg ikke er fattig. Jeg spiser først næste dag, eller næste dag igen. Jeg spiser en stor bunke rotter, som jeg finder bag min seng. Dagene går med at skrive min lidelseshistorie. Jeg blev født som søn af en håndværker og af en mor, der var så langt inde i fremtiden, at jeg ikke kunne forstå, hvad hun sagde, mine år gik med at snitte i træ og gå lange ture med venner i nabolaget. Pludselig hang jeg der på et kors med tungen ud af munden, og et spyd i siden. Pludselig var jeg ikonografi for et helt folkefærd. Jeg blev taget ned og efterladt i en hule, som folk tror jeg har forladt. I virkeligheden bor jeg længst inde, som et lille fnugkorn, og griner af den protestantiske arbejdsetik. Jeg viste vejen for vækst, og sidder nu og nyder frugterne af min tænkning. Skulle det være en 12 timers arbejdsdag og en elsket du aldrig ser? Skulle det være en angstfuld depression og en dårlig ryg. Velkommen til det 21. århundrede. Gå på arbejde og vær en dydig vækster.


Victor Boy Lindholm

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox